Ingrid vil ikke lade stå til
Ingrid Feldbæk Wredstrøm er klar til at stå alene, når det handler om at skabe forandring. Hun gør det der skal til, også selvom ting tager tid.
– En dag stod jeg og strøg. Ingrid fortæller fra deres 3-årige ophold i Grækenland, hvor hun som medfølgende hustru gik i en lokal kvindebibelkreds. Her blev de udfordret til at finde ud af, hvad Gud ville med deres liv.
– Mens jeg strøg, hørte jeg pludselig Guds stemme meget klart: Du skal bygge mig en skole! mindes hun. Det var en lidt chokerende oplevelse for hende, som hun valgte kun at dele med nogle få fortrolige og ellers gemme i sit hjerte.
Ingrid Feldbæk Wredstrøm (44) er gift med Carsten, og sammen har de tre store teenagedrenge. Hun driver friskolen Musketérskolen i Hillerød.
Efter Carstens udstationering i Grækenland flyttede de hjem til Danmark igen, og her fik Ingrid et barselsvikariat på en helt almindelig folkeskole.
– Det var nogle søde børn, men de var uopdragne og havde et forfærdeligt sprog, konstaterer hun. Efter tre måneder sagde hun op og gik hjemme som en frustreret lærer. Netop på det tidspunkt kørte sagerne omkring uopdragne børn i folkeskolen i medierne, og Ingrid blev hørt i mange forskellige medier i den forbindelse.
Ikke længe efter sad hun i Hillerød byråd for kristendemokraterne på skoleområdet og arbejdede samtidig på en anden folkeskole.
– Mens jeg var der, begyndte Gud igen at minde mig om, hvad han havde sagt i Grækenland, og jeg oplevede, at Gud sagde: Nu er det tid!, fortæller hun og skyder ind:
– Heldigvis talte Gud også til Carsten, så vi kunne stå sammen om det.
Ingrid og Carsten var ikke i en situation, hvor de kunne nå at anmelde opstart af en friskole rettidigt det år. Derfor var den eneste måde, deres plan kunne blive til virkelighed på, ved at begynde med hjemmeundervisning af deres tre drenge.
Sådan blev grundstenen lagt til den skole, der senere udviklede sig til Musketérskolen.
Der er ikke mange friskoler, der er startet op siden 70-erne, og endnu færre er startet af enkeltpersoner uden noget netværk til at bære med. Men Ingrid har aldrig været ligesom alle andre.
Hun voksede op på Thy i en intellektuel og kulturelt bevidst familie, hvor hendes far var præst, og hendes mor kom ud af en varmhjertet arbejderfamilie.
– Jeg har altid været anderledes end mennesker omkring mig, også da jeg voksede op. Jeg lyttede til interessante voksne samtaler om klassisk musik og meget andet, og min moster introducerede mig til det finkulturelle. Jeg har altid følt mig som en prinsesse, forklarer Ingrid, der ikke var særlig gammel, før hun blev klar over, at så snart hun var færdig med sin skolegang, skulle hun væk fra Thy for aldrig at vende tilbage.
– Thy er dejligt. Jeg passede bare ikke ind, forklarer hun.
En af de store begivenheder i Ingrids barndom var, at hendes forældre fik en stærk omvendelsesoplevelse, da hun var en stor pige.
– Det var virkelig en afgørende ændring i mit hjem. Min mor og far, som havde været på vej til at gå fra hinanden, reddede deres ægteskab, og min far gik fra at være en åndelig teoretiker til at have en meget personlig Gud, husker hun.
Begivenheden gjorde så stort indtryk på hende, at hun af hele sit hjerte ønskede at opleve det samme som sine forældre. Derfor besluttede hun sig som 13-årig for, at hun ville følge Jesus.
– Jeg ønskede at være med til at forandre Verden ved Guds hjælp, og jeg troede virkelig på, at jeg ville komme til det, forklarer hun.
Ingrid har altid vidst, at hun var en stærk personlighed. Hun var meget bevidst om, at hvis hun gjorde brug af sine gaver, ville hun kunne rykke meget omkring sig.
– Jeg så min far (Bent Feldbæk, red.) kæmpe en kirkehistorisk vigtig kamp. Jeg har vist arvet noget af hans reformatorånd, smiler hun.
Ingrid dyrkede sin selvstændighed i årene efter. Hun fik styret sin rejselyst bl.a. med ophold i kibbutz og flyttede senere til København for at studere.
– Jeg gik alene ud at spise og tog en bog med og jeg elskede det. Jeg dyrkede virkelig min uafhængighed af omgivelserne, og det nyder jeg også godt af i dag. Jeg kan gøre det, jeg gør, fordi jeg ikke er afhængig af, at andre anerkender det, jeg laver, forklarer hun og fortsætter:
– Gaven, at hvile i sig selv, har jeg altid haft.
Det betyder ikke, at Ingrid tager Gud ud af ligningen. Men hun lægger ikke sit medansvar for sit liv fra sig.
– Jeg er ikke min egen lykkes smed. Vi beder altid om, at vi må gøre Guds vilje. Vi skal bare ikke bruge Gud som en undskyldning for at fortsætte med noget, som ikke er godt, mener hun.
– Det er en slags frihed med ansvar, som Gud giver, konkluderer hun.
I sine unge år mødte Ingrid også sit livs følgesvend, Carsten, som er ingeniør og arbejder som konsulent. De kom i Karlslunde Strandkirke, hvor Ingrid havde en besynderlig oplevelse.
– Helge Pahus, som var præst der, sagde en dag ud i det blå: Ved I godt, at Ingrid bliver skoleinspektør en dag? husker hun. Og hendes reaktion var karakteristisk, hvor andre nok ville blive opmuntrede, blev hun trodsig.
– Tror du ikke, mit liv er mere værd end det, kan jeg huske, jeg tænkte, smiler Ingrid, som understreger, at hun ikke er en traditionel skoleinspektør i dag.
– For det første er jeg slet ikke skoleleder, da en sådan skal lønnes. Jeg arbejder gratis og har efterhånden gjort det længe, for at det hele skal hænge sammen. Min rolle er mere visionspræget. Jeg sørger for, at vi holder retningen mere end at stå for den daglige ledelse, forklarer hun og giver sig til at uddybe, hvad det er for en retning, hun ønsker, skolen skal holde.
– Musketérskolen har et motto, der hedder: En friskole, der går andre veje, men samtidig er vi en skole med et meget trygt kristent fundament, understreger hun og pointerer, at et trygt fundament netop giver de større børn mulighed for at danne sig deres egne meninger omkring tingene.
– Jeg kan så godt lide billedet med et frø i jorden. Det er kun, når frøet bliver beskyttet af jorden, at det kan spire og gro, konstaterer Ingrid, som samtidig ikke ønsker at skabe en skole, hvor fastlåst pædagogik står i vejen for at nå ind til børnene både menneskeligt og fagligt.
– Desværre er der mange, som tror at skolen er sekterisk, fordi Carsten og jeg for en tid var knyttet til Evangelist. Men det er den ikke, og dét har den aldrig været, forklarer hun.
Musketérskolen har i dag 50 elever og fire lærere foruden timelærere. Ingrid og hendes mand har været i fuld gang, siden hjemmeskolen startede i 2003.
– Det er benhårdt arbejde og fuldstændig vanvittigt, det vi har gang i, smiler hun og fortsætter:
– Det er kun skrupskøre og tåbelige mennesker, som vil kaste sig ud i den slags.
Alligevel har Ingrid ikke fortrudt det. Hun har nydt at have sine egne drenge i skolen og at se drømmen vokse:
– Selvom jeg drømmer mange drømme, er jeg ikke rastløs. Ting, jeg sætter i værk, skal være levedygtige eller afsluttede, før jeg kan slippe dem. Og jeg accepterer, at ting tager tid, siger hun og nævner sine egne børn som eksempel:
– Når man får børn, ønsker man at så alt muligt godt ind i dem, selvom der måske går 15-20 år, før man ser frugten af det.
Samtidig er hun bevidst om, at de ikke alene kan få skolen til at nå 20-30 år ud i fremtiden, men har brug for mennesker at opbygge skolen sammen med.
– Vi danskere har bare en tendens til at tænke på vores eget. Jeg savner nogle gange, at man siger: Det her er vigtigt for mine børn, for fremtiden, for vores samfund, lad os smide noget arbejde i det! konstaterer Ingrid, som ikke selv kan lade stå til.
– Jeg tror heller ikke, jeg kan holde mig ude af politik i længden, det er jo der, man skal være, hvis man virkelig vil ændre noget. Men lige nu er der kun kræfter til at drive skolen, forklarer hun.
