Kristi genkomst er nær
Dispensationalisten, præ-millenisten og pre-trib-rapen Anders Ovas bog om den sidste profeti er – grundet dens hovedanliggende – ganske læseværdig.Der er nogle begreber, som det er godt at have rede på, før man begiver sig ind i Anders Ovas nye bog Den sidste profeti.
En dispensationalist er en tilhænger af en teologisk opfattelse, udformet i protestantiske samfund i den angelsaksiske verden i 1800-tallet, hvorefter Gud styrer verdensløbet gennem en række dispensations, i denne forbindelse nærmest at oversætte ved administrationer, med forskelligt fokus til forskellige tider frem mod fuldendelsen ved Gudsrigets endelige og altomfattende sejr. Det antages, at alle de bibelske profeter skrev ud fra denne Guds forudlagte plan, uden at den nogen sinde blev fremstillet klart i sin helhed, med det resultat, at vi er henvist til at stykke den sammen ud fra teksterne. Hvilket erfaringsmæssigt foregår under stor indbyrdes uenighed om enkeltheder.
En præ-millenist er en tilhænger af den opfattelse, at det tusindårige rige (millennium = årtusind), der omtales i Åb 20, er en endnu fremtidig dispensation i det af Guds fastlagte endetids-forløb. I mange kredse på vores kirkelige højrefløj har opfattelsen nærmest fået status af selvfølgelighed, men den er aldrig blevet antaget af noget af de store kirkesamfund. Dér betragtes tusindårsriget (glosen findes ikke i Bibelen) mest som kirkens tidsalder. Inden for denne grundforståelse har der været forskellige varianter og forsøg på en nærmere fastlæggelse af de tusind år. Disse få vers i Åbenbaringsbogen hører i det hele taget til de mest omstridte i Bibelen.
En pre-trib-rap (på dansk en før-træng-bort!) er en tilhænger af den opfattelse, at den bortrykkelse af den troende menighed, der omtales i 1 Thess 4,17, vil finde sted før den store trængsel, som profetierne varsler i endetiden. (Eng. pre = da./latin præ = før; eng. trib, forkortelse af tribulation = trængsel; eng. rap, forkortelse af rapture = bortrykkelse.) Andre ,der arbejder med spørgsmålet, kan være post-trib-rap (post = efter), og i efterhånden adskillige år har der også været nogle, som er mid-trib-rap (mid = midt i). Disse sidste mener, at bortrykkelsen vil finde sted midt i den store trængsel, og diskussionerne, som mest foregår i Amerika, er tit lidenskabelige.
Anders Ova er dispensationalist, præ-millenist og pre-trib-rap. De opfattelser kan man altså være enig eller uenig i. Det drejer sig om komplicerede studier, faktisk hele biblioteker af til dels meget tunge afhandlinger med store skematiske fremstillinger, som det er umuligt at gå i detaljer med her – og som det nok også er de færreste, der vil føle det som deres opgave at give sig i kast med.
Men det skal ikke afholde nogen fra at læse Anders Ovas bog, for hans hovedanliggende, som jeg forstår ham, er noget andet end disse specialist-drøftelser, noget uhyre væsentligt, ja måske det væsentligste, der overhovedet er at fremføre på den teologiske front i dag: Han vil gøre gældende, at det, som det hele i sidste instans drejer sig om i kristendommen, er KRISTI GENKOMST og ikke de mærkværdige blandinger af sociale formaninger, psykologiske husråd, søvndyssende filosofi og regulært vås, som kristendommen mest bliver gjort til i nutidens dialog-cirkus. Han vil endvidere påpege, at tidernes tegn stærkt og umisforståeligt fortæller – nej: råber – at tiden for genkomsten er nær, meget nær. Og han vil, ligeledes med al god grund, hævde, at Israel spiller en hovedrolle i verdensbegivenhederne, og at udviklingen i Mellemøsten er noget af det væsentligste for kristne at have opmærksomheden henvendt på.
Disse helt afgørende forhold, som er vigtigere end alle diskussioner om enkeltheder, fremholder Ova kompromisløst og skarpsynet, og det kan kun håbes, at hans opråb bliver hørt vidt omkring.
Når bogen har titlen Den sidste profeti, sigter det til 1 Thess 5,3: Når folk siger fred og ingen fare, da er undergangen pludselig over dem som veerne over én, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Ova noterer, at den rigtige oversættelse er: Når de siger fred og sikkerhed …, og at dette er nøjagtig den parole, der nu dominerer de storpolitiske bestræbelser i almindelighed og i særdeleshed stormagternes initiativer i den stadig mere umulige situation omkring Israel. Der kan være andre sidste profetier at supplere iagttagelsen med, f.eks. Matt 24,14: Dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme. Men det tjener kun til at styrke Ovas konklusion: Sidste udkald lyder nu.
Den, som har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Man kommer let til at tænke på en situation i Ezekiels dage (Ez 12,22 ff), hvor det ligefrem var blevet et ordsprog i Israel, at tiden går, og alle syner slår fejl. Over for den holdning blev profeten sendt med budskabet: Tiden er nær, og alle syner går i opfyldelse!
Ja og Amen.
Nævnes skal det så lige, at en traditionel ultra-protestantisk anti-katolicisme mange steder pibler frem i bogen. Det er ekstra trist nu, hvor vi har fået en pave, der uden tvivl kunne være blevet en udmærket indremissionær. Men mon ikke broder Benedikt vil tilgive broder Anders, når han læser hans bog og fornemmer dens pust af de livsalige ord i Luk 21,28:
Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.
Anders Ova:
Den sidste profeti
238 sider 250 kr.
Forlaget Ova
