Magtmisbrug og overdreven loyalitet
Margaretha Sturesson er en ganske almindelig mor, ægtefælle og veluddannet kvinde. Alligevel har hun haft nogle forfærdelige år, hvor hun i en menighed har oplevet magtmisbrug og overgreb gennem påstået dæmonbesættelse og daglige dæmonuddrivelser.
Det stod på i 14 år og endte med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 1½ år. Det lyder barsk, og det er barsk.
I bogen Om det så skulle koste mig livet beskriver Margaretha Sturesson disse år i Kristent Center Syd i Höör i Skåne. Bogen er forfærdelig, den er spændende, og den er medrivende. Man kan ikke lade være med at leve med i Margarethas oplevelser og kamp for at blive et helt menneske igen.
Det skete i en frikirkemenighed i Sverige. Men det kan ske så mange steder. Magtmennesker findes overalt. Bogen kan være vigtig, fordi den viser, at man skal være opmærksom på ikke selv at blive indfanget af misbrug, hverken som misbruger eller offer.
Margaretha Sturesson var enebarn og havde ikke nogen lykkelig barndom. Hun lå under for moderens meninger og luner og siger på side 217: Jeg og min mor. Jeg vovede aldrig at stille spørgsmål, men bed det i mig og adlød. Jeg og præsten på lignende måde, dog meget værre, et konstant og håbløst forsøg på at gøre det rigtige og være rigtig, og desuden en voldsom frygt for overgreb. I 14 år levede hun med det. Menigheden var hele hendes liv. Hun, hendes mand og 4 børn, boede på menighedscenteret, de var en integreret del af menigheden og hun arbejdede der, som leder af centrets friskole. Det var forfærdeligt og hun magtede ikke at sige fra, at bryde ud.
Hun var loyal. Det havde hun været i opvækstfamilien, det var hun nu i menigheden og i forholdet til præsten, der sagde, at hun var dæmonbesat.
Det er forfærdeligt, at mennesker kan komme i en sådan situation. Det er forfærdeligt, at nogle mennesker ikke magter at sige fra. Det er forfærdeligt, at der er præster og kirkeledere, der får eller tager sig en sådan magt over mennesker.
Igennem den 296 sider lange bog fortæller hun meget lidt om børnene, og hun fortier, at hendes søn Tobias Sturesson stadig er en del af menigheden. Hun fortier, at hun stadig har indirekte kontakt med menigheden gennem samvær med sønnen og svigerdatteren.
Jeg har i efteråret besøgt menigheden. Vi var fem, der besøgte menigheden samme dag og havde en god oplevelse ved det. Det var som at besøge en hvilken som helst pinsemenighed. Efterfølgende blev vi bekendt med, at der havde været store problemer i menigheden, sådan som de beskrives i bogen.
Jeg har efterfølgende forelagt problemerne for Tobias Sturesson, der siger: Ja, tidligere var der disse problemer i menigheden med en usund vægtlægning på dæmoner og dæmonuddrivelser. Men det har menigheden for længst gjort op med, lagt det bag sig og bedt om tilgivelse for og det glemmer min mor at fortælle i bogen.
At menigheden har lagt det bag sig, ændrer ikke ved de oplevelser, Margaretha Sturesson har haft, og det ændrer ikke ved, at bogen kan stå som skræk og advarsel for andre, der kommer ud for noget lignende. Her bør man sige fra og forlade menigheden.
Margaretha Sturesson:
Om det så skulle koste mig livet
296 sider,
kr. 249,95
ProRex Forlag
