Nordkorea er værst
Den nye Verdensrangliste fra Åbne Døre er bestemt ikke opmuntrende læsning med øget forfølgelse af kristne mange steder i verden.Den nye Verdensrangliste for forfølgelse er netop udkommet hos Åbne Døre. Og endnu engang topper Nordkorea den triste liste. Det er her, det er allerværst at være kristen, og blot en papirlap med et bibelvers kan være nok til at sende hele familier i de frygtede arbejdslejre.
Men sådan har det været i efterhånden mange år. Man skal dog ikke lade sig narre af, at tallene er stabile. Samtidig med, at forfølgelse af kristne er skræmmende stor, har forskellige økonomiske forandringer gjort, at op imod 20% har mistet deres hjem som følge af fattigdom, og desuden har naturkatastrofer dræbt mange mennesker, og de kristne er allerlavest på ranglisten. På trods af forfølgelsen og de umulige forhold vokser kristendommen lige så langsomt i Nordkorea.
Til gengæld vokser forfølgelsen i de islamiske lande. 7 af de første 10 lande har en overvejende muslimsk befolkning og en stigende forfølgelse af kristne. Og i 23 af de første 30 lande er det først og fremmest islamisk funderet forfølgelse, som præger statistikken.
Blandt de andre top-ti-lande har Iran blandt andet gjort sig bemærket. Selvom der har været gentagne demonstrationer imod regeringen i løbet af 2010-året, forsætter forfølgelsen og fængslingen af kristne. Da landet er under Sharialov, giver det dødsstraf at konvertere fra islam til kristendom. Og de anerkendte trossamfund bliver overvåget og fængslet, hvis de bliver taget i at prædike for muslimer.
De øvrige lande på denne triste top-ti-liste er blandt andet Saudi-Arabien, Afghanistan, Yemen, Uzbekistan og Maldiverne. Selvom disse lande har vidt forskellige historie, oplever kristne her at blive voldsomt undertrykt. Men det er ikke altid lige let at få korrekt information om forfølgelsen, oplyser Åbne Døre. I et land så lukket som Saudi Arabien lever der kristne i dybeste hemmelighed, som ikke har mulighed for at rapportere til omverdenen om, hvad de udsættes for. I andre af landene er forfølgelsen mere åbenlys, fx Afghanistan, hvor der ligefrem har været antikristne demonstrationer i løbet af 2010.
Verdensranglisten udgives årligt af Åbne Døres internationale forskningsafdeling for at afdække de betingelser, som kristne lever under i 77 af verdens lande. Åbne Døre opmuntrer de kristne i Vesten til at bede for dem, som lever i lande, hvor de bliver undertrykt.