Tak er troens åndedræt

På sin vandring mødte Jesus ti spedalske – de blev stående langt fra ham og råbte: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Da han så dem, sagde han. “Gå hen og bliv undersøgt af præsterne.” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. (Luk. 17,13c-14)Bent Ingemann Jensen
Landssekretær i KFUMs
Soldatermission 1994-2010.

De blev rene, da de gik i lydighed og tro. Én af dem vendte tilbage for at sige tak for helbredelse – og det var en samaritaner. Da spurgte Jesus:
“Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” (Luk. 17,17-18).
Jeg tror ikke, Jesu ord skal forstås som en bebrejdelse mod de ni, men jeg tror, de skal forstås som medynk: Var der kun denne ene, der havde øje for den velsignelse, der ligger i at takke? – Det var dog trist for de ni.
At sige tak eller være taknemlig er ikke en sur pligt, som vi skal gå og have dårlig samvittighed over, at vi ikke får gjort. I stedet skal vi ærgre os over al den velsignelse, vi går glip af, når takken forstummer på vore læber. Vores tak er ikke noget, vi kan komme til Gud med og sige: “Se her er min taknemlighed, den må du få, men så regner jeg også med, at den må veje tungt i min vægtskål.”
Evangeliet til os indeholder bl.a. dette, at vi har et sted at komme af med vores tak. Gud har lovet at være den knag, vi må hænge vores taknemlighed på. – Og det er værd at sige tak for.
Når troens gave rækkes til et menneske, der er spedalsk og har væskende sår både på kroppen og på sjælen, da må takken vælde frem fra det menneske.
En tak kan kun rettes mod en person – ikke mod et begreb eller en genstand. Vi er som kristne i den lykkelige situation, at vi har en personlig Gud at rette takken imod.
Tro og taknemlighed hører sammen på den måde, at de begge er Guds gave til mennesket. Men de er også så tæt forbundne, at hvor taknemligheden glemmes, der visner troen.
Takken er troens åndedræt.
Indholdet af vor tid – eller mangel på samme – benævnes ofte med ordene: “Åndelig fattigdom.” – Ikke uden grund, mener jeg.
En åndelig fattigdom er en tak, man ikke kan komme af med – eller har glemt at komme af med. Hvilken fattigdom – over for hvilken rigdom!
Fra Soldatervennen nr. 4, 2010