Tusinder til Jesus -fejring i Randers?

Forberedelserne er i fuld gang til Jesus Manifestation i Randers i maj. Arrangørerne lader ikke deres unge alder stå i vejen for store ambitioner.Tusindvis af kristne på tværs af kirkeskel forenet i tilbedelse under åben himmel midt i Randers centrum. Det er målet, som to unge har for øje – og arbejder for at se ske.

Jakob Bohlbro Lundager (17) og Julie Nygaard Nielsen (20) har taget initiativ til eventen i Randers i maj 2011.

Pladsen summer af liv. Næsten 2000 mennesker, hovedsageligt unge, fra hele landet og alle kirkeretninger har fundet vej til Randers centrum. De har ét formål: At ophøje Jesus. Fra scenen foran menneskemassen høres lovsang. Før fortalte nogen et vidnesbyrd. Alt for hurtigt er tre timers tværkirkelig tilbedelse overstået.
Lige nu er det dog stadig blot en drøm. En drøm som to unge fra Randers har fået lagt på hjertet, og som de i de seneste par måneder har arbejdet hårdt på for at virkeliggøre. Så når pladsen i Randers til d. 28. maj i år (forhåbentlig) fyldes med kristne fra hele Danmark, vil det således være allerførste gang, at begivenheden løber af stablen. I hvert fald i Danmark.
For initiativtagerne Jakob Bohlbro Lundager og Julie Nygaard Nielsen har fundet inspiration til eventen på den anden side af Øresund. Der, i Stockholm, har kristne fra alle kirkeretninger de seneste to år samlet sig i pinsen til begivenheden ”Jesusmanifestationen”. Sidste år valfartede 20.000 mennesker til en af de adskillige parker eller pladser i det indre Stockholm, hvor festlighederne fandt sted.

Jesus i gadebilledet

Jakob og Julie har aldrig selv været med til eventen i Sverige – de har kun læst og hørt om den. Men konceptet fangede dem begge med det samme.
– I Stockholm smækker de en scene op, hvorfra der er tilbedelse gennem lovsang, dans og drama. Nogen fortæller måske et vidnesbyrd. Altsammen har tilbedelse af Jesus i centrum, fortæller Jakob Lundager.
– Det falder meget i tråd med den brand, jeg har for Danmark. Her er rigtig mange mennesker, der virkelig mangler Jesus – og de er søgende – men de fanger alt muligt andet. Jeg drømmer om, at vi som kristne vil være villige til at gøre Jesus synlig. At vi tør stille os op og sige, at vi har svaret, siger han.
Konceptet er derfor cirka det samme, når Randers lægger jord til Jesus-fejringen, men målestokken derimod er en smule anderledes.
– Jeg håber på og har tro for at kunne samle 2000 mennesker i Randers, forklarer Jakob Bohlbro Lundager, der ikke lader sin alder på blot 17 år hæmme ambitionsniveauet.
For at give plads til positive overraskelser vælger han dog alligevel ikke at sætte for høje forventninger. Hans er derfor 500 mennesker – så er chancen for succes større.

Naiv er en fordel

Julie Nygaard Nielsen lægger derimod ingen dæmper på drømmene og sætter raskt et ekstra nul på Jakobs 500, da hun skal give sit bud. Ikke fordi hun tror på sig selv og sine erfaringer. Tværtimod. Med en alder på kun tyve år er det faktisk hendes mangel på erfaringer, der hjælper hende, mener hun:
– Fordelen ved at være ung er, at man er lidt naiv, når det handler om tro. Og det er vel det, tro handler om et eller andet sted. Men jo ældre man bliver, jo mere skal tingene hænge sammen og give mening – og så er der mange drømme, der aldrig bliver til noget. For når vi prøver at lægge tingene sammen i vores egen hjerne, er det ikke altid, det kan lade sig gøre. Men tro er det, man ikke kan se, forklarer Julie.

Trodser tvivlen

Jakob og Julie er inspireret af ’Jesusmanifestationen’, der sidste år samlede 20.000 i centrum af Stockholm.

– Så der er nok voksne, der griner lidt af os og tænker: ”Ja, ja, I er jo også unge. I finder ud af, at sådan bliver det ikke”. Og der findes nok mange voksne, der ikke ville turde træde ud i et projekt af den her størrelse. Men hvis vi begynder at træde ud som unge, så bliver det lettere fremover, mener Julie.
Det er Julies tro, der taler. Men som de fleste andre dødelige mennesker kender hun også til at have tvivl og opleve nederlag. Lidt ”voksen” er man vel altid. Hendes engagement i Jesus Manifestation-eventen skete derfor heller ikke uden grundige overvejelser.
– Jeg har flere gange prøvet at træde ud på noget og så måtte trække mig tilbage igen. De nederlagsoplevelser har gjort mig bange for at prøve noget nyt. Men jeg har fået ord fra Gud om at begynde at træde ud igen. Og så kan det godt være, at jeg ser røde lamper, men hvornår er man egentlig klar? Nu vælger jeg at træde ud og tro på det.
Hendes oplevelser fra korte missionsture rundt i verden, bl.a. i Letland og Sydamerika, hjælper hende også til at turde.
– Jeg har set, hvordan unge kan stå i store opgaver – og får lov til at se, at Gud holder, fortæller hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Byens velsignelse

Hverken Julie eller Jakob lægger dog skjul på, at det har været et kæmpe arbejde at løbe projektet i gang. Heldigvis har de fået masser af opbakning og vejledning fra en af hovedmændene i den svenske ’Jesusmanifestationen’ – samme mand, som i oktober arrangerede et møde med dem, gav dem idéen, troede på dem og opfordrede dem til at tage eventen til Randers. Siden har han været en stor hjælp, når Julie og Jakob som førstegangs-eventarrangører har skulle skabe en ledergruppe, skaffe en hjemmeside, etablere en bedegruppe, finde rådgivere og tage kontakt til relevante personer i det danske kirke- og foreningsliv. Og til borgmesteren i Randers. Den oplevelse har, som så mange andre oplevelser i processen, været positiv.
– Det var rigtig fedt at sidde til møde med borgmesteren. Og at mærke, at han synes, at det er en genial idé, som han gerne vil støtte os i. Det var enormt opmuntrende, fortæller Julie.
Jakob er helt enig.
– Borgmesteren lovede os, at han nok skulle finde en plads til os i den centrale del af Randers. Lige nu er der to steder på tale. Det er meget vigtigt for os at få opbakning fra ham. For at have enhed. For Jesus Manifestationen er ikke en demonstration – det er en manifestation. Vi er ikke imod noget, men for noget. Og derfor vil vi rigtig gerne have byens velsignelse, siger Jakob.

Gud ønsker enhed

De to unge arrangører glæder sig til den 28. maj og er begge i stor forventning til dagen. Fordi de er overbevist om, at Gud vil velsigne arrangementet – og Danmark.
– Vi går meget ud fra bibelverset i Anden Krønikebog, hvor Gud siger, at hvis vi samler vores folk og beder for vores land, så vil Gud høre os og helbrede vores land. Samlingen på tværs af kirkeskel er derfor en vigtig del af eventens formål, forklarer Jakob Bohlbro Lundager.

Brug for hjælp

For at alle ting kan falde på plads, har Julie og Jakob brug for hjælp – naturligvis. Julie har derfor en opfordring til kirker landet over:
– Vi har brug for støtte, også økonomisk. Alt koster jo. PR, lydanlæg, hjemmeside. Vi betaler selv udgifter til bl.a. transport, når vi skal ud og fortælle om eventen, men vi har begrænsede midler. Så hvis der er nogle kirker eller enkeltpersoner, som vil støtte arrangementet, håber vi, de vil kontakte os, slutter hun.
Julie og Jakob kan kontaktes på adressen: jnn@hotmail.com


Artiklen fortsætter efter annoncen: