Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.

Gør det du kan!

Jeg vil hermed gerne sige tak til Ruth Evensen for hendes bidrag en aften på tv for en tid siden. Det var rigtig godt at gøre opmærksom på disse forfærdelige aborter, som foregår hver eneste dag.
Det skal helst være ”tys-tys”, og det er sandelig heller ikke rart at tale om, men lige forkert og forfærdeligt er det. Loven om fri abort er, for mig at se, den værste lov, folketinget nogensinde har vedtaget. Alle andre love er af mindre betydning i sammenligning med den.
Så vidt jeg ved, er der kun et parti, som ikke står bag loven, og som vil gøre alt, hvad vi som vælgere gir’ dem mandat til for at få aborttallet ned. Som følge deraf, er Kristendemokraterne også det eneste parti, jeg med god samvittighed kan stemme på. Hvis vi kristne stod sammen, kunne vi udrette mirakler.
Børge Bjerregård
Åvej 16
8500 Grenaa

Julian af Norwich er god nok

I Udfordringen uge 4 tager Ulla og Martin Nissen afstand fra ”Kærlighedens åbenbaringer” af Julian af Norwich (1342-1416), en katolsk mystiker. Ulla og Martin tror nemlig ikke, at Jesus kan give Julian et svar, de ikke kan finde i Bibelen, og dermed må de konstaterere, at åbenbaringerne ikke er ægte. Det er meget snæversynet og ikke i overensstemmelse med den kristne mystik og ikke i overensstemmelse med kristendommen i det hele taget, ikke at kunne rumme en Gud, der tænker større end mennesket.
I 1. Mos. 1 slutter flere af skabelsesakterne af med: ”Gud så, at det var godt”, hvilket er udgangspunktet for menneskets tilværelse på jorden, eller med Julians ord: ”Alt skal blive godt”. En fundamentalistisk bibelforståelse forsøger at begrænse Guds Almagt og er en afsporing af sand kristendom. Julian af Norwich er en sand kristen mystiker, og er der noget, som både folkekirken og frikirkerne af i dag har brug for, er det kristen mysticisme i dens sande form, den form som udstråler ydmyghed og loyalitet overfor Guds Ord og kirkens tro og lære.
Pastor Benny Blumensaat,
Kirkegade 58,
6700 Esbjerg.

To sider af en sag!

Kære Udfordring. Ja, nu kan bladet næsten blive ”alt for godt og spændende”, når vi læser om den kære evangelist Kristian Hedegård. Og hvor meget må man tro?
Det er ret så alvorligt, for hvem tør anklage sine brødre. Det skal der stor frimodighed til, for som der står: enhver kan forsé sig for en bid brød.
Der er gerne to sider af en sag, og hvem der er dommer, det er Herren. Jeg synes, det er så kedeligt at høre noget dårligt om mennesker- men endnu værre når det er kommet på skrift, da en sag står fast i ord. Jeg synes, sådanne alvorlige klager burde være imellem mennesker, da klager af en sådan art skader, meget mere end man betænker.
Vi, som er troende, burde tilgive, men de som læser og hører, som ikke har den faste grundvold i Kristus Jesus, kan få stor skade af det, når troende sådan kommer med triste udtalelser.
Nu er det måske min store fejl at skrive, men i betragning af min alder på 88 år og et liv på tærsklens rand, kan tiden her snart være udløbet. Og så kan jeg have den fred fra Herren, som overgår al forstand.
Godtfred Slot Jensen
Østervang 11 b
6630 Rødding

Fostre er mennesker

Kan man producere fostre, der kun skal bruges til forskning? Er et foster ikke et meneske på et hvilket som helst tidspunkt i sin udvikling? Og endnu mere grotesk bliver det af, at et befrugtet menneskeæg i laboratoriet kan klones med dyreceller. – Det er etisk uaceptabelt. Og det er i strid med Bibelen, hvor kønslig omgang med dyr er synd.
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
6400 Sønderborg

Globryllup

I begyndelsen af halvfjerdserne gik forfatteren Hokon Holm på gågaden i Århus og delte skrifter ud og solgte bøger. Hokon Holm fortalte bla. at i fremtiden vil det blive meget interessant at gå til globryllup – for hvem skal giftes? Det kan være mand til kvinde, mand til ko, kvinde til hund…
Man ironiserede over Hokon Holm og kaldte ham en profet. Den gang synes jeg, det var horribel snak, men som udviklingen er gået i dag, var Hokon Holm virkelig en profet, man ikke ville høre på, ligesom man ikke ville høre på profeten i 1. Kongebog kapitel 22.
Alfred Johannesen
Lundtoftevej 45
4293 Dianalund