Fire dage, der forvandler
25.000 samledes sidst i januar på Parachute festivalen i New Zealand. Her handler det dog om mere end musik. Spørg bare Julie, der kom til tro under festlighederne for seks år siden.Sidst i januar samledes 25.000 mennsker til årets Parachute festival i Nez Zealand. En festival, der er mere end festhumør og fed musik. Her connectes mennesker med Gud. Det er Julie et bevis på.
Fire dage. 100 bands. 25.000 mennesker i festhumør. Til trods for sit slogan, The happiest little festival on earth, er den new zealandske Parachute festival ikke så lille endda.
Men der er et par ting, der får den til at skille sig ud fra de store festivaler herhjemme:
Festivalen er kristen, faktisk den største kristne festival på jordens sydlige halvkugle. Dvs. at kunstnerne er kristne, ligesom festivalens værdier. Og så er der masser af undervisning den er det også.
Sådan har det været hvert år, og var det også den sidste weekend i januar i år, hvor Parachute slusede publikum ind på festivalpladsen for 19. år i træk.
Som på enhver anden festivalplads er her masser af liv. Seks musikscener giver plads og spilletid til både amatørbands og professionelle musikere. I år optrådte fx Chris Tomlin, Skillet, Elemeno P, Brian Head Welch (tidl. guitarist i metalbandet Korn) og festivalens eget populære husorkester, Parachute Band. Og også den amerikanske pastor Louie Giglio trådte på scenen undervejs. Også stand-up, talentshow, danselektioner og senaftenfilm var på programmet.
Men på festivalpladsen er der også spiseboder og caféer, tøjsalg, skateboard-ramper, volleyball og mulighed for at engagere sig i mere hyggelige aktiviteter som fx at få en kop kaffe og spille spil. Der er noget for alle aldre, også børnene, for Parachute er en familievenlig festival.
Det betyder også, at festivalen er alkoholfri.
Alkohol-politikken var det første, som Julie Krogstrup Philipsen bed mærke i, da hun ankom til Parachute i 2005. Da var hun 23 år.
Hun havde været i New Zealand i en måned for at besøge sin far, da hun blev slæbt med på festival. Hun tog afsted sammen med en flok på omkring 20 mennesker fra hendes fars kirke. Og udsigten til fire dage med masser af kristne, uden alkohol, tiltalte ikke Julie. Hun var ikke selv troende.
– 25.000 kristne, der render rundt med deres bibel i hånden. Men ingen smøger og ingen druk?!
Julie havde på forhånd svært ved at se det fede i konceptet og sammenlignede det i sit hoved med Roskilde festivalen derhjemme. Men hendes lave forventninger blev gjort til skamme.
– Jeg havde forestillet mig, at der kun ville være én type mennesker. Men der var alle slags mennesker, og alle folk virkede enormt glade. Det var faktisk rigtig hyggeligt, erkender Julie.
Festivalen blev dog ikke kun en øjenåbner i forhold til kristne mennesker. Den blev startskuddet for hendes liv som kristen.
Den lørdag under festivalen, hvor Julie sammen med 20.000 andre sad under en blå himmel og lyttede til forkyndelsen, mærkede hun, hvordan paraderne faldt.
– Jeg havde været rigtig vred på min far i nogen tid. Og aftenen forinden havde jeg talt med en veninde om, hvor svært det var at tilgive. Nu stod forkynderen pludselig der og prædikede om at tilgive. Jeg havde følelsen af, at han talte direkte til mig.
Prædikanten fortsatte med at tale om at tilgive sig selv og andre. Julie følte sig overvældet. Til sidst spurgte han, om der var nogen blandt publikum, der følte sig langt væk fra Gud. Julies hånd røg op som en elastik. I det øjeblik betød det ikke noget for hende, at hendes far og hendes veninde sad ved siden af. Den ellers sædvanlige blufærdighed var væk for et øjeblik. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage.
– Det var en blanding af frygt for, hvad der nu skulle ske, og lettelse, for jeg vidste, at nu ville tingene blive bedre, forklarer Julie.
Sammen med en veninde gik hun op foran og blev bedt for. Hun tog imod Jesus.
– Jeg havde givet op, inden festivalen, men jeg gik ud med et håb jeg fik ændret min indstilling til livet. Festivalen var bare starten, siger Julie, der i de efterfølgende dage oplevede Guds nærvær og opmærksomhed.
I dag er hun engageret i Kolding Pinsekirke.
Der er grunde nok til at fortsætte festen i New Zealand næste år!
