Huckabee i Israel: “jøder har ret til at leve i hele Israel”

Næsten alle vordende amerikanske præsidentkandidater lægger vejen om ad Israel, ikke mindst for at prøve at sikre sig stemmer blandt de mange millioner jødiske vælgere i USA – og Mike Huckabee, tidligere guvernør i Arkansas, er ingen undtagelse.Han ventes at ville stille op som republikanernes mest betydningsfulde udfordring til præsident Barack Obama ved præsidentvalget i november 2012. Hans chancer er gode. I en ABC News/Washington Post meningsmåling opnåede Huckabee 2 procent flere stemmer end den nærmeste rival, tidl. Alaska guvernør Sarah Pallin, og fire procent mere end Massachusetts guvernør, Mitt Romney.

Huckabee, der er ordineret baptist-præst, deltog i præsidentvalget i 2008, men blev ikke nomineret som republikanernes præsidentkandidat. . Han er en stor støtte af Israel og af jødisk tilstedeværelse i hele Jerusalem og på Vestbred-området.

Hans klare synspunkter kom til udtryk, da han under sit ophold i Jerusalem deltog i en ceremoni ved en grundstensnedlæggelse af jødiske boliger i Øst-Jerusalem og da sagde:

– Jeg kan som amerikaner ikke forestille mig, at jeg ikke vil kunne bo visse steder i USA fordi jeg er hvid, kristen og taler engelsk. Jeg indser ikke, hvorfor soveværelser til børn i bosættelser kan udgøre en trussel mod verdensfreden.

Ceremonien foregik i et telt, som blev rystet af vinden, og der var godt mudret af regn, hvilket fik Huzkabee til at sige, at et skopudserskur her måske ville kunne give tilstrækkelig indtægt til at financiere fortsat byggeri.

Hans besøg i Jerusalem er sponsoreret af organisationen “Ateret Cohanim/Jewish Reclamation Project”, der leder bestræbelser på at opkøbe ejendom til brug for jødiske boliger i Øst-Jerusalem.

Det var Huckabees 13. besøg i Israel, og han leder denne gang en gruppe amerikanske kristne pilgrimme.De skal på tur i Israel for at se landets hellige steder.

Under sit ophold besøgte Huckabee knesset, hvor han bl.a. udtalte, at “enhver trussel mod Israel er en meget reel trussel mod amerikanske værdier og en trussel mod de, der elsker frihed verden over.”

– Jeg er kommet hertil for at forklare, at vores solidaritet med Israel ikke blot er organisatorisk, men organisk, sagde Huckabee.Vi har ikke råd til at Israel trues. Israel er et vidunderligt land, som jeg elsker og værdsætter højt.

Om situationen i Egypten sagde han, at begivenhederne der har skabt en skrøbelig situation for hele verden.

Huckabee er TV-vært for et populært program på Fox nyhedskanalen. På rejsen til Israel var han ledsaget af den amerikanske filmskuespiller Jon Voight, der vandt en “Oscar” for nogle år siden, og som også. er kendt som en ven af Israel.