BOG-TEMA
Martin A. Hansen, forfatter – og forfører?

Martin A. Hansen-forskeren Anders Thyrring Andersen har udgivet en meget interessant og læseværdig, men også ret tanketung bog om forfatterskabet.Man skal ikke ret langt ind i bogen Polspænding – Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen, før man er klar over, at det er en bog, der virkelig er værd at bruge tid på.
Og tid – god tid – er afgjort også nødvendig. For selv om det er interessant og spændende læsning, er bogen ikke hurtigt læst – den er absolut ingen ”pageturner”.
Anders Thyrring Andersen (herefter ATA) bemærker i forordet, at han ville skrive en litteraturvidenskabelig monografi om Marin A. Hansen. Men han ville samtidig gerne skrive en bog, der helst også skulle kunne gå for at være ”en bredere fremstilling for den mere alment interesserede læser.” Det er den næppe; for man skal være særligt interesseret i og rimeligt godt kendt med Martin A. Hansens bøger for at kunne følge nogenlunde med i ATA’s tankegange. Dertil kommer, at det er en stor fordel, at man også er bekendt med tænkningen hos den forfatter, der har været den største inspirationskilde for Martin A. Hansen: Søren Kierkegaard – og så begynder det nok at knibe lidt for ”alment interesserede læsere” at være helt med.
Et sidste lille kritikpunkt er, at bogen bærer præg af at være en samling af artikler, skrevet over en lang årrække, og hvoraf nogle tidligere har været publiceret (ganske vist med en lidt anden ordlyd) – hvilket indebærer, at der undervejs er gentagelser og referencer til andre kapitler og afsnit i bogen. Den fremstår ikke som en samlet fremstilling.
Men intet af ovenstående ændrer på, at det er en rigtig god bog om Martin A. Hansens forfatterskab, ATA har fået udgivet.

Ud over en prolog og en epilog består bogen af otte kapitler (eller artikler): to kapitler om forfatterskabet, et om romanen Lykkelige Kristoffer, et om den korte roman eller lange midterfortælling i Tornebusken, ”Midsommerfesten”, et om Heretica-korrespondancen, to om hovedværket Løgneren og endelig et om Martin A. Hansens forhold til Kierkegaard og Grundtvig.
ATA’s primære forehavende med sin bog er meget prisværdigt: at rehabilitere forfatterskabet.
I anden halvdel af 40’erne blev det betragtet som det største blandt de nulevende, skrivende forfattere (i konkurrence med Karen Blixen, som i øvrigt ikke havde meget til overs for Martin A. Hansen). Men så kom først de kultur-radikale i 60’erne, dernæst de marxistiske litteraturkritikere i 70’erne og bombede med deres misforståede og tendentiøse tolkning af forfatterskabet det hele tilbage til ”nul-punktet” og gjorde det dermed nærmest helt værdiløst for samtidige læsere.
Nu argumenterer ATA så for, at Martin A. Hansen ikke blot er den første rigtigt moderne danske forfatter, men også i kraft af den bedste del af forfatterskabet – Lykkelige Kristoffer (1945), Tornebusken (1946), novellesamlingen Agerhønen (1947) og Løgneren (1950) – en af de bedste, som i høj grad har noget at sige læsere i dag. Og at Martin A. Hansen er en evangelisk-kristen forfatter, og at hans kristne tro gennemsyrer forfatterskabet.

Polspænding er titlen på bogen. Begrebet har Martin A. Hansen selv brugt om det, der drev ham til at skrive.
Der er altså tale om en spænding mellem to poler, mellem hvilke der springer en gnist, som så udmøntes i en digterisk produktion. De poler, der opstilles, er overordnet dels forførelse – dialog (jf. bogens undertitel), dels refleksion – tro, idet jeg dog gerne vedgår, at det ikke er helt enkelt at få fuldstændig styr på bogens terminologi.
Her skal så gøres et forsøg.Forførelse betyder: Der skabes en fiktionslitteratur, der jo som opdigtet betragtet er en form for ”løgn” – med det formål at skildre eksistenser eller bedre: eksistensmuligheder. Med disse skildringer i fiktionen stiller forfatteren sig i den skildrede eksistens’ sted og godtager dermed tilsyneladende denne, men kun tilsyneladende, for det er rent bedrag, der kun har til formål 1. at vise, at denne form for eksistens ikke holder, og følgelig 2. at forsøge at vise i retning af ”det sande” (= kristendommen/kristentroen).
Forfatteren Martin A. Hansen har – sådan som ATA fremstiller ham – således en skjult dagsorden med alle de romaner og noveller, han har skrevet: ”at bedrage ind i det sande” (med en kierkegaardsk formulering). Derfor kan han kaldes ”forfører”, men – må man vel konkludere: en positiv en af slagsen.
Dialogen bliver til i det øjeblik det lykkes forfatteren at få læseren til at reagere på det læste og nå til en form for selv- eller sandhedserkendelse – at gøre ham ”selvvirksom” og ”begribe det sande”, som det kaldes.
Det bliver måske lidt klarere med den anden pol-opstilling: refleksion-tro. Refleksionen ses som en hæmsko for troen, idet refleksionen gør den reflekterende indespærret i sig selv. Denne indespærrethed i selvet skaber en længsel efter en anden, der i en videre konsekvens betyder en længsel efter selvforglemmelse. Såvel længslen efter ”den anden” som efter selvforglemmelse åbner for troens mulighed – troen anskuet som enfold hinsides al refleksion.
Denne måde at behandle trosspørgsmålet på skulle if. ATA kunne tale til mange moderne mennesker, der er ”syge” af refleksion og derfor søger ”helbredelse”.

Også i sit syn på kirke, kristendom og (opstandelses)-tro skulle Martin A. Hansen være stærkt influeret af Søren Kierkegaard.
Eksempelvis skriver Martin A. Hansen i 1944:
”De Fjender, der i Længden er farligst, har Kirken ikke udenfor, men indenfor. Ve den, hvis den ikke altid er revolutionær. Blodig Kristendom er sandere end borgelig. Kirken er en selvtilfreds Vært, som har en utilfreds Lejer, der hedder Kristendommen.” Hvilket i høj grad lyder som et sent ekko af Kierkegaards ”kirkestorm” – hans voldsomme angreb på den danske statskirke i 1855.
Martin A. Hansen taler i sin opfattelse af forholdet til Kristus og af opstandelsen ligesom Kierkegaard om samtidighed – der hos sidstnævnte ligefrem er troens betingelse: Opstandelsen er ikke en fjern hændelse eller en fortidig éngangsbegivenhed, men ”et sakralt drama”, som ”gentager sig” og dermed får betydning for den enkelte her og nu.
Opstandelsestroen er således det, der giver livet her og nu sin dybe værdi.
For Martin A. Hansen var det helt centrale og fundamentale i kristendommen opstandelsen, hvorfor han if. ATA lagde mindre vægt på andre centrale begreber som synd, dom, soning og frelse.
Dog oplever han en form for åndeligt gennembrud i 1955, ganske kort før han dør kun 45 år gammel. Sådan som det fremstilles i Polspænding, får man næsten indtryk af, at der er tale om en forløsning, idet Martin A. Hansen da indser, at han har fået alt givet – af nåde og gennem kærligheden.
Polspænding følger således Martin A. Hansen gennem hans mange kampe for at kunne være og fremstå som kristen forfatter – og det gør den med stort udbytte.

Anders Thyrring Andersen:
Polspænding
– Forførelse og dialog
hos Martin A. Hansen
329 sider • 379 kr.
Gyldendal