Bernard Lewis om arabisk bifald af Israel krig mod Hizbollah

Den eminente engelske historiker, professor Bernard Lewis , 94, er blevet interviewet af bladet “Jerusalem Post”s chefredaktør, David Horowitz , om situationen i den arabiske verden efter den revolutionære tsunami, der er skyllet over Mellemøsten – og hermed bringes anden del af hans opsigtvækkende og afslørende udtalelser.Lewis kommer bl.a. ind på krigen mellem Israel og den ekstremistiske Hizbollah-organisation i Libanon i 2006 og siger om dette:

– Det var ret klart, at arabiske regeringer i det stille bifaldt den israelske aktion – og håbede, at israelerne ville “gøre jobbet færdigt”. De var skuffede over, at dette ikke skete.

– Der tales om amerikansk imperialisme som en fare, siger Lewis. Det er totalt nonsens. De, der taler om amerikansk imperialisme i Mellemøsten, ved enten intet om USA eller om imperialisme. Amerikansk imperialisme er en betegnelse, som retfærdigvis kan bruges til at beskrive nogle af de processer, gennem hvilke de oprindelige 13 stater forøgedes til de nuværende 50. Men at bruge udtrykket om amerikansk politik i Mellemøsten idag er fejl og grænser til det absurde. Tag nogle klassiske eksempler på imperialisme – som da romerne drog til England for 2000 år siden, eller da briterne tog til Indien for 300 å siden – dengang tænkte de ikke først og fremmest på at trække sig tilbage.

Iran
David Horowitz: – Hvem er de potentielle fjender, som er den største trussel?

Bernard Lewis: – For tiden er det principielt den iranske revolution. På den ene side er der frygt for, hvad man kan betegne som Irans imperialisme, og på den anden side er der den iranske shia-revolution. Sunni-shia spørgsmålet er klart forskelligt i henhold til hvilket land, man befinder sig i. I et land som Irak eller Syrien, hvor man har både sunni’er og shia’er, er sammenstødene mellem dem af stor betydning. . I et land som Egypten, hvor der ikke er nogen shia’er, men er 100 procent sunni, er det ikke et vigtigt anliggende. De ser ikke shia-truslen som et problem.

Kvinder
Lewis fortsætter:

– Der er en anden menneskegruppe, jeg tror vi må have i tankerne, når vi overvejer Mellemøstens fremtid – og det er kvinderne. Hovedgrunden til den relative tilbageståenhed i den islamiske verden sammenlignet med Vesten er behandlingen af kvinder. Jeg ser med stor interesse på Tunesien. Det er det eneste arabiske land, der virkelig har gjort noget for kvinder.

– I Tunesien er der tvungen skolegang for piger, fra underskole og videre op, siger Lewis. Kvinder er i professionerne. De er læger, advokater, journalister, politikere og så videre. Kvinder spiller en vigtig rolle i Tunesiens offentlige liv. Jeg tror, at dette vil få en enorm indvirkning. Det har det allerede i Tunesien, og det kan man se på forskellig vis. Det vil sikkert brede sig til andre dele af verden. Spørgsmålet om kvindernes rolle er af afgørende betydning for den muslimske verdens fremtid i almindelighed.

DH: – Hvad med Saudi-Arabien?

BL: – Der er ikke større udsigt til en ændring der på nuværende tidspunkt. Men før eller senere vil olien enten blive udtømt eller afløst, og så vil ændringen selvfølgelig blive dramatisk.

DH: – Hvad vil der ske hos vores nære naboer, Jordan og palestinenserne – Israel er bekymret for, hvordan det vil udvikle sig.

BK: – Af gode grunde. Indtil fornylig ville jeg have sagt, at det hashemitiske kongerige er ret sikkert. Jeg plejede at tage til Jordan hvert år i mange år, og der var ingen tvivl om regimets popularitet. Medlemmer af den kongelige familie ville rejse alene, køre deres egne, åbne, to-personers biler gennem byen uden at føle sig i fare på nogen måde og tilmed få hurraråb og kys, hvor de kom frem. Men det kan ændre sig.

DH: – Har kongen ved at ændre sin regering dæmpet noget af protesten?

BL – Det er det for tidligt at udtale sig om.

DH: – Hvad palestinenserne angår, kan der blive en gentagelse af hvad der skete i Egypten, rettet mod Israel? Vil valg være en løsning?

BL: Jeg opfatter ikke valg, i vestlig stil, som svar på problemet. Jeg ser det snarere som en farlig forværring af et problem. Valg i vestlig stil er et led i et meget klart vestligt politisk system, som ikke har nogen relevans til siuationen i de fleste mellemøstlige lande. Det kan kun føre i een retning – som det skete i Tyskland, for eksempel.

Begrebet frihed
Samtalen kommer ind på forskellene mellem Vesten og den muslimske verden. Lewis’ kommentar var:

– Man må forstå forskellene ikke blot hvad angår politik. I den vestlige verden taler vi hele tiden om frihed. I den islamiske verden er frihed ikke et politisk begreb. Det er et legalt udtryk: frihed modsat slaveri. Det var et samfund, hvor slaveri var en accepteret institution, der eksisterede i hele den muslimske verden . Man var fri, hvis man ikke var slave. Det var et legalt og socialt udtryk, uden nogen politisk bibetydning. I den fortsatte debat på arabisk og andre sprog kan man se forvirringen over, hvordan ordet frihed først blev opfattet. De forstod det simpelthen ikke. Hvad havde det at gøre med politik eller styre? Med tiden fatttede de meningen. Men det er stadig fremmed for dem. I muslimsk opfattelse er retfærdighed målet for godt styre.

Lewis forklarer dette videre med at sige:

– Den større modsætning er ikke mellem frihed og tyranni, mellem frihed og trældom, men mellem retfæerdighed og undertrykkelse. Eller – mellem retfærdighed og uretfærdighed. Det vil være mere oplysende, hvis man følger den særlige udtryksform i den arabiske og den muslimske verden.

Israel
Chefredaktør Horowitz’ sidste spørgsmål var:

– Israel var, som alle andre, helt overrasket – hvordan skal Israel reagerer på de arabiske massers protester?

Bernard Lewis svarede:

– Ved at følge situationen med forsigtighed, at være tavs og træffe de nødvendige forberedelser. Og ved at række hånden ud. Dette er en reel mulighed i vore dage. Der er et voksende antal mennesker i den arabiske verden, som ser – jeg vil tilmed sige med undren – på Israel og hvordan det fungerer som et frit og åbent samfund. Jeg har fornylig læst en artikel af en palestinensisk araber, hvori han skrev: “Som situationen nu er i verden, er det bedste håb for en araber for hans fremtid at være en anden-klasses borger i den jødiske stat”. En usædvanlig udtalelse af en araber. Alternativet, at leve i en arabisk stat, er langt værre. Folk ville tale mere åbent om dette, hvis det var sikkert at gøre det – hviket det tydeligvis ikke er.

Professor Lewis slutreplik var:

– Sadat henvendte sig til Israel, fodi han så, at Egypten var ved at blive en russisk koloni. Nu opfatter arabrne Israel som en barriere mod den iranske trussel.. Hertil kommer, hvad der nok er vigtigere i det lange løb, at de opfatter Israel som en model på et demokratisk styre – et frit og åbent samfund, med rettigheder for kvinder. Jeg tror, der er nogle lovende tegn for fremtiden.