Et kulturclash af dimensioner

– De skøreste tre timer i mit liv! Sådan var min chokerende rejse fra Damaskus til Beirut, siger Samuel André om sin rejse fra ørkenklostret i Syrien til storbyen Beirut i tredje del af sin rejsefortælling. Jeg har læst i min guidebog, at taxa’er kan krydse grænsen mellem Syrien og Libanon, så lørdag aften springer jeg i en taxa. Det vrimler med mennesker ved Bab Touma i Damaskus denne aften, men taxa’er er der nok af. Taxachaufføren er ung og kan heldigvis nogle engelske gloser. Jeg siger ”Beirut,” han nikker, og så afsted!Af Samuel André
24 år, teologistuderende i Århus og kendt på nettet og Københavns spillesteder som DJ Sapriori.

Idet vi kører rundt om Damaskus på den kaotiske vej, hvor alle biler har mindst fem buler, går det op for min chauffør, at det er Beirut i Libanon, jeg mener, og ikke en gade i Damaskus af samme navn.
Han forklarer en anelse febrilsk, at han ikke kan køre hele vejen over grænsen. Jeg læser min guidebog igen og ser, at kun libanesiske taxaer kan krydse grænsen.

Ved grænsen bliver jeg ført over i en ni-personers shuttlebus. Her sidder to mænd i jakkesæt på forsædet, og bag i bilen sidder tre unge piger på min egen alder med deres mor og spiser chips. Jeg siger:
– As-Salamu Alaykum! Hello! hvortil særligt den pige, jeg sætter mig lige bagved, svarer med amerikansk accent: – Hello!
Jeg er overrasket, så jeg spørger:
– You speak english?
– Yes, svarer hun med et tilsvarende amerikansk smil og nikker.
Jeg har ikke snakket engelsk med nogen i et stykke tid, så jeg begynder at fortælle, hvor lettet jeg er over at møde én, der kan tale engelsk. Jeg fortæller om mine forhåbninger til Beirut og om, at jeg skal mødes med mine to gode veninder, som læser teologi et semester i Beirut.
Hun er opmærksom, nikker og siger yes, yes, yes, mens jeg fortæller. Grænseovergangen med visakøb og så videre tager en lille halv time.
Den største af mændene kommer tilbage til shuttlebussen.
Han åbner skydedøren og rækker mig et orange bolsje, mens de fire damer spændt observerer gestussen. Jeg tager bolsjet i munden og siger Shukran, som betyder tak på arabisk. Vi kører af sted igen. Der går to minutter med pinlig tavshed, hvorefter yes-pigen vender sig mod mig, peger først på den store mand og dernæst på mig og siger med et spørgende udtryk:
– I love you!?
Jeg aner ikke, hvad der lige er sket. Alle pigerne og deres mor kigger spørgende på mig. Jeg svarer:
– What? You love me?
Hun siger yes og peger på manden oppe foran.
Jeg er ikke helt med. Jeg må få hende til at forstå, hvad hun siger, så jeg spiller med på den og lader som om, det er århundredets nyhed. Lykkelig tager jeg mig til hjertet og siger:
– Wow, you love me! I am so happy. Maybe I love you too.
Det kropssprog forstår moderen tydeligvis, idet hun på arabisk manér peger på alle sine piger og gør det klart for mig, at de alle er afsat.

En verden til forskel. Det var noget at et kulturchok Samuel André fik, da han kom fra Syrien, hvor han havde tilbragt tre uger i et ørkenkloster, til Beirut i Libanon, hvor gaderne var velholdte, og bilerne var dyre og uden skræmmer.

Jeg bliver selv sat af i en lille landsby og skifter til en anden shuttlebus. Den sidste del af turen går i frygtløs hast ned ad bjerget gennem tæt tåge og støvregn, indtil jeg befinder mig i noget, der ligner downtown London med modebutikker og billboard-reklamer.
Jeg har ikke været i bad i tre dage, for vi skulle spare på vandet i ørkenen. Mine sko er fulde af huller, og mine sporadiske skægstubbe fuldender billedet.
Jeg står foran et femstjernet hotel i Beiruts midte. Forbi mig kører den ene Mercedes efter den anden, kun afløst af Porscher og andre luksusbiler.
Mine to veninder henter mig og følger mig ned om hjørnet til deres studie og hjem. Near East School of Theology hedder skolen, der også huser de studerende på kollegieværelser. Jeg får mit helt eget kæmpe værelse med stort badeværelse med brusekabine. Altan er der også. Mine veninder taler om, hvor i byen vi skal have brunch den næste morgen.
Jeg er en anelse mundlam. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive så påvirket af en anden kultur på bare tre uger.
Et par dage efter starter undervisningen, og jeg har fået lov at være med af underviseren og forfatteren Colin Chapman. En spinkel, afbalanceret og hvidhåret mand med en lys stemme sætter sig ved kateteret.
Skydedøren er åben, og udefra kan høres støj fra byggepladsen. Moskeerne kalder til middagsbøn, mens de godt 15 studerende og repræsentanter fra hele verden sidder i en halvcirkel og lytter spændt. Alle læser i kor Al-Fatiha, som er en dagligt brugt bøn i islam. Colin Chapmans fokus er den slående lighed, der er mellem denne bøn og Fadervor. Men der er også afgørende forskelle. Han læner sig frem og siger:
– Ideen om Gud Faderen er ikke en del af islam. Det får én til at tænke på en mor og børn. I islam er det de troende, som er Guds tjenere, og Gud, som er herren – det er ikke børn, som har et nært forhold til Gud som deres fader. Jesus kaldte Gud for sin far og gav disciplene retten til at gøre det samme. Dette er den vigtigste forskel og indvending mellem kristendom og islam.
Med dette in mente gennemgås Koranens Sura’er systematisk.

Et view ud over molen i Beirut. Kontrasten er stor til ørkenklosteret Mar Musa i Syrien, som Samuel André fortalte om i sidste uges udgave af Udfordringen.

Jeg har hørt meget om Beirut gennem de forskellige turister, der kom til klosteret i ørkenen, mens jeg var der. Alle fortalte de om, hvor fantastisk der var. Jeg hørte udelukkende lovprisninger af byens fester og modernitet.
Jeg oplevede selv moderniteten ved min ankomst. De store LED-skærme med reklamer i gaderne, samt high-end modebutikker og sandelig også en McDonalds-restaurant.
Men festen havde jeg ikke oplevet, så efter at have snakket med forskellige unge mennesker på gaden og medarbejderstaben i en musikbutik var kursen rettet mod natklubben The Basement.
Jeg måtte opleve det særlige ved Beirut, og det skulle åbenbart være natklubberne. Da vi mødtes med en anden gruppe danskere gik det op for mig, at jeg faldt lidt uden for gruppen med mine hullede sko og slidte jeans.
Hele byen var spændt op, men ikke kun til fest. Da vi forlader restauranten, bliver vi holdt ind til siden ved en militærvejspærring. Der kører kampvogne rundt, og nervøsiteten begynder at sprede sig. Beiruts historie som mellemøstens slagmark gør det heller ikke bedre.
Heldigvis kommer vi hurtigt videre gennem det spontant opsatte checkpoint.
Klubben er i en dunkel kælder med en smal trappenedgang. Der er supertjekket, og selv om vi betaler 80 kroner for at komme ind, er det under en tredjedel af, hvad gennemsnittet af klubberne tager i entre. Technomusikken spiller højt, og der bliver langet den ene eksotiske drink over baren efter den anden.
Jeg har svært ved at indse, at der blot fem timers kørsel mod øst ligger et kloster, der var mit hjem i tre uger.
Der var ikke anden musik end gudstjenestens gamle sange, ikke anden drik end nadvervin, vand og sort te. Der var ingen entré trods kærlig opvartning, og der havde jeg haft hovedet i bøgerne og tæerne i sandet.
Jeg befandt mig nu i Vesten. Skulle jeg vælge, ville jeg vælge Østens gæstfrihed og autenticitet.

I næste artikel befinder jeg mig i den bibelske by Antiokia. Her ligger verdens ældste kristne kirke, hugget ind i en bjergside.
Peter og Paulus fejrede her gudstjeneste. Jeg møder Søster Barbara, som arbejder for bedre interreligiøs dialog.