Hov! Omvendt!

Forleden aften satte jeg mig godt til rette i min sofa. Aftensmaden var spist og opvasken taget. Jeg var helt klar til en omgang tv-kigning, hjerneafkobling og ren afslapning.
DR1, der ofte er garant for god, intetsigende underholdning, byder på programmet Verdens Skrappeste Forældre. Det handler om, hvordan umulige og uregerlige britiske teenagere sendes til en streng familie i et andet land for at lære at opføre sig ordentligt og have respekt for deres forældre.

Denne aften handler det om 16-årige Naomi og Ross, der bliver sendt til en streng, kristen familie i Alabama, USA. Naomis forældre kan nemlig ikke styre hende derhjemme, og Ross er ugidelig, taler grimt til sine forældre og er et dårligt eksempel for sin lillesøster på 10.
Det tager mig lidt tid at forstå programmets koncept, da det meste af min hjerneaktivitet er suspenderet for aftenen. Men da det går op for mig, hvad det handler om, begynder tankerne at snige sig tilbage i min bevidsthed. Den første tanke, der bliver til en reel ytring, er: ”Hov! Nej nej nej, det skal da være omvendt!”

Det handler jo om britiske forældre, der reelt har givet op over for deres børn, som er bange for at sige nej til dem, og som er skrækslagne for at sætte grænser. Så hvorfor er det lige børnene, der skal på sendes på opdragelsestur hos den strenge, strenge kristne familie i USA? Burde det ikke være forældrene, der fik sig en tv-betalt tur til Alabama? Det er da dem, der trænger til at se og lære, hvorfor den kristne families teenagere har respekt for deres forældre.

Jeg var 16 år for ni år siden, og jeg kan da godt huske, hvordan det var. Det er jo netop i den alder, man sætter spørgsmålstegn ved alt: autoritet, værdier, andre mennesker og livet generelt. En forvirrende tid, hvor der er brug for et fast holdepunkt i form af forældre. Jeg tror aldrig rigtigt, at jeg gjorde oprør mod mine forældre, men jeg kunne da godt være ret streng ved dem. Men jeg vidste altid, hvor jeg havde dem, hvilke værdier de stod for, og jeg kunne tydeligt se, når deres grænse var nået. Derfor fik de også helt naturligt min respekt.
I den kristne familie i Alabama taler far og mor rent faktisk med deres teenagere og giver dem en fast, men kærlig, opdragelse. Mon ikke det skaber en tryggere og lettere hverdag for teenagerne, end hvis alt er til debat?
Naomi og Ross vender faktisk hjem i forbedret version og med visdom i bagagen.
Naomi er mere kærlig over for sine forældre, og Ross er et bedre forbillede for sin søster. Mit spørgsmål er, om forældrene også har lært noget, eller om alt ansvaret for et harmonisk hjem ligger på 16-årige skuldre?