250.000 udenlandske turister til påske i Israel
Den kristne påske og jødernes Pesach-fest falder næsten sammen iår, og det israelske turistministerium oplyser, at man forventer over en kvart million udenlandske turister
til Israel for at deltage i højtiderne.
Langfredag er i år den 22. april, og et højdepunkt under påsken for ortodokse kristne er ceremonien med den hellige ild, der vil finde sted i Gravkirken i Jerusalems Gamle By på lørdag, med deltagelse af tusinder af andagtssøgende, som vil trænges i de smalle gyder på vej til kirken. Dagen efter, påskedag, finder den traditionelle gudstjeneste sted i Gravhaven i Jerusalem med deltagelse af hundreder af skandinaviske turister.
Jødernes Pesach-fest – til minde om udgangen af Egypten,udfrielsen af trældom og opnåelse af frihed for det jødiske folk – er allerede indledt. Festen begyndte mandag aften den 18. april med seder-måltidet med de tilhørende gamle ritualer og sange. Pesach slutter den 25. april Anden Påskedag.
Antallet af turister, der nu strømmer til Israel fra store dele af verden for at deltage i påskehøjtidelighederne, er gået lidt ned sammenlignet med ifjor, og dette forklarer de israelske turistmyndigheder med den sidste tids uro i forskellige Mellemøst-lande.
I det første kvartal af 2011 ankom 741.000 turister hertil, en nedgang på 1 procent sammenlignet med samme periode ifjor.
Foer at opmuntre kristen turisme til Israel har turistminister Stas Meseznikov fremmet forskellige projekter, bl.a. en hiking-tur ad det såkaldte Evangelie spor, en 65 kilometer lang rute fra Nazaret til Capernaum, som følger den vej, Jesus menes at have vandret.