400 året for King James-Biblen fejres i påsken
LONDON: I år fylder King James-versionen af Biblen 400 år, og det bliver fejret med en række festligheder hele året. I påsken opfører Shakespeare-teatret, The Globe, blandt andet en gennemlæsning af hele Biblen. Fra Palmesøndag til 2. påskedag vil hele King James-Biblen blive læst op i The Globe i London. Teatret er nemlig med i festlighederne, når den autoriserede britiske bibels 400 års fødselsdag bliver fejret i England.
I otte dage, fra den 17.-25. april, bliver Biblen læst op i The Globe. Det kommer til at tage 69 timer alt i alt og omkring 20 skuespillere, som skiftes til at læse op. Skuespillerne bliver delt ind i fire grupper med fem personer i hver, og de skal så skiftes til at reciterere alle de 1189 kapitler og 788.280 ord, som King James Bibel indeholder. Hver dag læses der fra klokken 16 til omkring midnat, og det er meningen, at publikum kan komme og gå, som de har lyst til, når de har betalt indgang.
King James version af Biblen blev udgivet i 1611, og oversættelsen var påbegyndt på foranledning af Kong James I af England deraf navnet. Det er den mest udbredte bibel i verden. Det estimeres, at den engelsksprogede bestseller er solgt i over 1 milliard eksemplarer.
Kong James I blev konge af England i 1603 efter Dronning Elizabeth Is død. Allerede i 1604 blev han overtalt af moderate puritanere til at lade en ny oversættelse af Biblen udføre.
Næsten hundrede år før, i 1525, blev der lavet en engelsk oversættelse af Det Nye Testamente af William Tyndale. På daværende tidspunkt var England katolsk, og man måtte ikke oversætte Biblen fra latin. Det endte da også med, at William Tyndale blev henrettet.
Men på Shakespeares og Kong James tid havde England brudt med Rom, og den politiske dagsorden havde ændret sig markant. Bibler på engelsk var nu tilgængelige i forskellige versioner. Der var dog ikke nogen oversættelse, der kunne samle de forskellige grene af kristendommen. Nogle af biblerne var fyldt med fodnoter og kommentarer fra forskellige kristne retninger, og mange oversættelser var af dårlig kvalitet.
Derfor afskaffede Kong James, der regerede fra 1603-1625, dødsstraffen for at oversætte Biblen, og han befalede, at den nye udgave skulle være fri af disse fodnoter og kommentarer.
Oversættelseskomiteen bestod af 50 lærde, og de havde specielt god brug af Tyndales oversættelse af Det Nye Testamente – den var så god, mente de, at hele 80 procent af oversættelsen blev genbrugt i Kong James version.
Hele resultatet blev udgivet i 1611, og i landets kirker var det den udgave, man skulle læse op fra. Derved blev den autoriserede, engelsksprogede oversættelse den mest udbredte i England og siden i verden.
Det er ikke kun The Globe, der fejrer Biblens 400 års fødselsdag eller fødselsår, for det er ikke kendt, hvilken dag den blev udgivet.
For at fejre 400-året, så er King James Bible Trust blevet etableret. Foreningen har blandt andet givet sig i kast med et Youtube projekt, der går ud på, at kendte og ukendte mennesker filmer sig selv mens de læser et kapitel af Biblen, og så lægger de det ud på Youtube. For nylig bidrog prins Charles med Johs. 14, vers 1-14.
Derudover vil der være forskellige events året igennem for at fejre den gamle oversættelse, og de kan findes på www.kingjamesbibletrust.org.
Hvis man alligevel skal en tur til London i påsken, så kan man stadig få billetter til oplæsningerne i The Globe. Det koster cirka 85 kroner.