Det evige i nu
Mod lyset er en ny, meget flot bog om Maja Lisa Engelhardts kirkekunst.
Maja Lisa Engelhardt har siden 1996 udsmykket 20 af landets kirker, og de er emnet for bogen Mod lyset.
Bogens forord er skrevet af Kunstakademiets tidligere rektor, dr.phil. Else Marie Bukdahl. Hun introducerer Lysmetaforen, lyset forstået som symbol på Det Guddommelige, som er væsentlig for forståelsen af Maja Lisa Engelhardt kunst, som den er det for mange andre kirkekunstneres og eksempelvis også Rembrandts kunst. Dernæst fortæller Maja Lisa Engelhardt om sit liv, sin tro og sit værk. Endelig kommer så kunstnerens egen gennemgang af sine kirkeudsmykninger, som er rigt illustreret med meget flotte fotografier af de forskellige værker, som ikke kun omfatter altertavler, men også bl.a. altertæpper og glasmosaikker. Det skinner igennem i det, Maja Lisa Engelhardt siger og skriver, at hun har en personlig kristen tro, og at det betyder noget for hende at formidle den gennem sin kunst. Bag i bogen er der en oversigt over de tyve kirker og et kort, så man hurtigt kan orientere sig om, hvor kirkerne ligger.
Når man betragter Maja Lisa Engelhardts kunst, kan det opleves som at se det guddommelige, det evige, blive fanget i et lysglimt, i et nu. Som øjebliksbilleder, der kun anes som konturer af udviskede figurer, men som brænder igennem og sætter sig fast på nethinden. Her kommer lyset til sin ret, idet det fortrænger mørke og (måske) reflekteres i eksplosioner af farver. I sin kunst viser Maja Lisa Engelhardt det, som kun troens øje har mulighed for virkelig at se.
Mod lyset er en bog, der ganske enkelt er en gave for alle, der interesserer sig for kristendom og kunst.
Bogen, der først er i handelen fra på tirsdag, koster mindre end 300 kr., hvilket er billigt for en så fornem bogudgivelse.
Mod lyset
– Tyve kirkeudsmykninger
213 sider
299 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag
NB. Bogen udkommer den 19. april