Fra ballademager til prædikant
Lars Rømer Olsen er idag præst i Luthersk Missions Frimenighed i Toftlund. Men der var en tid, hvor Lars liv havde en hel anden retning. Og kun åbenbaringen af Guds kærlighed og frelse stoppede ham. – Efterskolen gav mig mit livs største chok. Jeg kom fra København, hvor vi havde plakater med fodboldspillere hængende på værelserne, og så kom jeg til Vestjylland og de andre drenge havde plakater af mejetærskere og traktorer, smiler Lars Rømer, som er 43, gift med Tina og far til fire.
Han er vokset op i en luthersk missionsk familie i København og havde allerede som søndagsskoleknægt travlt med at få de andre børn med, men efter efterskoleopholdet gik hans liv i en anden retning.
– Jeg var vant til at høre transistor derhjemme og oplevede det moralske kodeks på efterskolen, som en masse regler, jeg ikke kunne leve op til, forklarer Lars.
Efter efterskolen gik Lars i gang med konditoruddannelsen i København, men undervejs faldt troen sammen for ham.
– Jeg havde ikke rigtig kunnet finde ind i en menighed efter efterskolen og gik bare træt i troen og alle reglerne og det hele, fortæller Lars, som derefter fik nye venner at hænge ud med.
– Det var før ecstasy, så mange af dem, jeg hang ud med, var mest på hash og så lidt LSD, husker Lars og fortsætter:
– Jeg kan huske, hvordan vi gik ned ad Amagerbrogade og ud på Christiania, hvor de andre hentede forsyninger og så tilbage gennem byen, indtil vi endte foran Udenrigsministeriet, hvor de andre fyrede en fed, og jeg sad og røg cigaretter.
Lars kom aldrig rigtig ind i det med stofferne, men han var medløber, når gruppen en gang imellem fik støvet et godt slagsmål op i byen, og han drak på diskotekerne med de andre. På den måde gik der ca. tre år af uddannelsen. Hans familie og forældre var naturligvis sønderknuste over udviklingen i hans liv og bad meget for ham.
– Jeg gad virkelig ikke kristendommen mere. Hvis jeg var til møde, hørte jeg kun løftede pegefingre. Det var jo ikke, fordi jeg ikke havde ligget på knæ og prøvet at overgive HELE mit hjerte til Gud, men der var så meget møg og love og regler, som var blevet puttet ind i min forståelse af troen, konstaterer Lars.
Midt i alt dette havde en af Lars forældres venner bevaret kontakten til ham og interesseret sig for Lars uden at prøve at presse ham til noget. En dag spurgte han, om Lars ville med til møde i Nansensgade i København i Luthersk Missionsforenings missionshus.
– Bib dig, tænkte jeg, husker Lars, men sagde alligevel ja vennen havde jo været fair nok over for ham ellers. Mødet var nu ingen succes. Lars syntes, at taleren råbte noget så højt og var klar til at gå hjem for aldrig at sætte sine ben der igen. På vej ud ad døren fik endnu et venligt menneske ham overtalt til at komme igen.
Aftenen efter sad Lars igen på rækkerne, og denne gang hørte han pludselig evangeliet lige ind i sit liv.
– Jeg sad der på stolen og tænkte: Hvad gør jeg nu? og Hvis jeg løber ud nu, er der ingen, der finder ud af det! men samtidigt: Det skal alligevel være løgn! smiler Lars ved erindringen. Efter mødet var der kaffe, og da én rejste sig op og skældte ud på de andre kristne for ikke at gøre nok for at række ud til byen, sprang Lars op, og det fløj ud af ham:
– Det passer ikke. Folk har taget sig af mig, og jeg har siddet her i dag, og jeg er blevet omvendt.
Det var noget af en omvæltning i Lars liv. Der var mange venner, som ikke længere forstod, hvad han stod for, og syntes, han var blevet underlig.
– Det var i oktober, og så fløj jeg en tre måneder på en lyserød sky og så, bam, så faldt jeg ned. Og det gik op for mig, hvordan jeg havde levet, og jeg kunne simpelthen ikke tro på, at Gud kunne elske mig. Jeg snakkede med Gud og hvermand, men ingen kunne give mig de svar, jeg søgte. Jeg tror, jeg gik sådan i flere måneder. Det var forfærdeligt, men i dag er jeg taknemmelig for den tid, hvor jeg fik bearbejdet en masse af det bras, jeg havde med i bagagen, forklarer Lars. For perioden endte trods alt med, at et ord fra Bibelen blev så tydeligt for ham, at han igen kunne hvile i Guds kærlighed.
Ikke så længe efter var Lars tilbage på sin gamle efterskole i Vestjylland. Denne gang for at holde møder. Møder som gjorde stort indtryk på eleverne.
– Jeg tror, jeg havde personlige samtaler i forhold til Gud med op mod 75 procent af eleverne, husker Lars, som tænkte, om han mon havde ramt noget af det, han skulle med sit liv.
– Jeg tænkte, om jeg måske skulle være missionær, så jeg gik i gang med LMs missio-næruddannelse, som dengang bestod af et år på LMs højskole og derefter en uddannelse på missionsskolen i Hillerød, fortæller han.
Og Lars nød at blive beskyttet fra livet omkring sig og få ro til at studere Bibelen på højskolen. Men det var ikke det eneste, som skete på højskolen. Lars fik nemlig øje på Tina. Og han var stort set solgt fra dag ét.
– Jeg kan huske, at jeg bad og sagde til Gud: Hende dér kunne det godt være. Og jeg havde det sådan, at Gud var med på det, men det fortalte jeg ikke Tina. Det ville jo være manipulerende, forklarer han. Men Tina var ikke sådan at få fat på, og hun ville heller ikke have nøjet sig med et skriftsted. Hun ville have tingene ned på jorden. Først efter et halvt år gav hun sig og var klar til at indlede et forhold med Lars.
– Hun er mit tryghedsgrundlag rent menneskeligt og det bedste, jeg har i min tilværelse, afslører Lars, som er gift med Tina på 19. år.
Ellers har han prøvet mange forskellige ting. Fælles for dem alle, er, at de handler om menneskers relation til Gud.
– Det er min lidenskab, at andre mennesker lærer Jesus at kende og kommer til tro på ham, fortæller Lars, som er rejseprædikant i LM og familieterapeut. I sin fritid fungerer han som frimenighedspræst i Toftlund dag sammen med to andre i LMs frimenighed i Toftlund.
– Jeg er den type præst, som er med til at sætte fokus på at være missional menighed. Jeg ønsker, at vores frimenighed skal være et rum, hvor en almindelig dansker skal kunne komme ind og forstå, hvad der bliver snakket om. For mig handler det at være præst både om at være hyrde for fårene og om at få flere får, slutter han.
