Peres mødes med Obama som “spejder” for Netanyahu
Israels utrættelige 87-årige præsident Shimon Peres skal idag mødes i Washington med præsident Barack Obama – som en slags “spejder” for statsminister Binyamin Netanyahu, der skal besøge Washington næste måned.Det er ikke første gang, Peres er på en sådan opgave. Det var han også i maj 2009, et par uger inden Netanyahu skulle mødes med USA’s nye statsoverhoved. Netanyahu-Obama mødet dengang var fra et israelsk synspunkt ikke særlig godt, idet Obama slog til lyd for en total bosættelsesstandsning, og de to mænd var heller ikke enige om situationen omkring Iran.
Der vil også fra starten være en skygge over Peres-Obama mødet, idet det finder sted dagen efter, at et kommunalt planlægningråd i Jerusalem har givet grønt lys for opførelse af 1000 nye boligenheder for israelere i Øst-Jerusalem.
Israelsk bosættelsesbyggeri, især planer om nye jødiske boliger i Øst-Jerusalem, har anspændt det amerikansk-israelske forhold, efter Obama blev præsident.
Men Mellemøsten idag er anderledes end for to år siden. Højt på dagsordenen for Peres’ samtale med Obama vil utvivlsom være de folkelige opstande mod autokratiske regimer i en række arabiske lande – og hvordan man kan få en ny start på den nedfrosne israelsk-palestinensiske fredsproces. Obama vil formentlig prøve at få Peres til at overtale Netanyahu til at komme med et nyt udspil, i stedet for blot at indtage en afventende holdning. Peres for sin del vil sikkert prøve at “blødgøre” Obama med et budskab om, at Israel også erkender, at de dramatiske begivenheder i Mellemøsten nødvendiggører øgede bestræbelser med palestinenserne, men at dette kræver en klar amerikansk støtte
Andre emner på agendaen vil nok være USA’s indstilling til palestinensiske bestræbelser på at få en international godkendelse af en palestinensisk stat ved en afstemning i FN til september.
Peres’ hverv i Det hvide Hus vil bl.a. være at give Obama en trylleformular, som den amerikanske præsident kan videregive til sine partnere i “Kvartetten” (omfattende FN, EU, Rusland og USA), når disse skal mødes i Berlin i næste uge. Det bliver “Kvartetten”s første møde, siden de allierede angreb Gadaffi-regimet i Libyen.