Mobilløs

Da min mobil gik i stykker, prøvede jeg uden held at opstøve en etisk forsvarlig mobil, som ikke indeholder metaller, der er udvundet af børnearbejdere i Congo. Ekspedienterne i Telenor vidste ikke, hvad jeg talte om. Ingen af dem havde set Frank Piasecki Poulsens dokumentar ”Blod i telefonen”.
Jeg er nu gået ind i min tredje måned uden mobiltelefon og er løbet ind i vanskeligheder.
I begyndelsen smilede mine venner lidt overbærende – sødt af hende at tænke på små congolesiske børn. Jeg havde dem mistænkt for at tænke: ”Hun bliver klogere! Ingen kan undvære en mobil!” Og det er svært at undvære den, svært aldrig at vide hvad klokken er. Træls at være nødt til at overholde aftaler, fordi jeg ikke kan melde afbud. Tungt at bære rundt på en køreplan …
Hos vennerne, hvis jeg da har nogen tilbage, har piben fået en anden lyd! Jeg bliver ikke længere mødt med overbærende smil, nej, jeg er gået ind i en fase med åbenlys irritation. – Det er ikke sjovt længere! Nu må du se at få dig en mobil, vi kan jo ikke få fat i dig! siger de.
Jeg må gå til bekendelse, jeg indrømmer blankt, at jeg i flere tilfælde har lånt andres mobil for at sende en besked, eller jeg har opgivet venners nummer til nogen, der gerne ville have fat i mig. I begyndelsen var det ok, men det er slut nu. Mine venner har venligt, men bestemt gjort opmærksom på, at det er dobbeltmoralsk. Og de har ret.
For 30 år siden havde alle mennesker en fastnettelefon, faktisk har vi en rigtig gammel en af slagsen endnu. Den er mindst 40 år. Sådan en skal ikke skiftes hvert andet år som mobiler og giver ikke samme mængde miljøfarligt affald. Når man var i byen, kunne man godt tillade sig at sige til sin familie, at de kunne ringe på det og det nummer, hvis de skulle have fat i én. Det var helt ok! Det var sådan, man gjorde. Men det er fortid. I dag er en telefon personlig. Fair nok!
Inden jeg fik min første mobil, benyttede jeg mig af telefonbokse, men de findes ikke længere. Som mobilløs er man på Herrens mark …

Og hvis jeg mener noget med min boykot, så kan jeg faktisk heller ikke tillade mig at skrive en klumme på min bærbare, var der én, der venligt gjorde mig opmærksom på, for den indeholder nemlig de samme forbudte metaller …