Vil syriske flygtninge søge tilflugt i Israel?

Opstanden i Syrien, der nu er gået ind den sjette uge og har krævet over 400 dræbte civilpersoner, følges med bekymring over hele Mellemøsten, ikke mindst i nabolandet Israel, der har en 76 kilometer lang grænse til Syrien.Grænseområdet har været relativt roligt i årevis – men mange i Israel spørger nu: hvorlænge? Vil syriske civile, der føler sig i livsfare, måske foretrække at prøve at få beskyttelse i et fjendeland fremfor at blive slået ned af præsident Bashar Assads soldater?

Spørgsmålet drøftes åbenlyst i Israel. Men man taler ikke om det i udenrigsministeriet. Ikke udadtil.

– Vi udtrykker os ikke om Syrien, siger en udenrigsministeriel talsmand lakonisk.

Men Israel ønsker næppe at blive overrasket, hvis syriske flygtninge banker på døren i desperation. Og hvis man kender den israelske ledelse, har den utvivlsomt en beredskabsplan parat til at modtage et stort antal flygtninge. De politiske følger af en eventuel sådan udvikling kan man kun gisne om.

Et barskt scenario for en flugt over grænsen ved Golan-højderne vil være, at flygtninge næppe vil ænse, at der i dette område stadig ligger mange mange miner, og at det flere steder er dødsensfarligt at bevæge sig der.

I Israel gives der udtryk for bekymring over, at Assad måske vil blive efterfulgt af en hersker, der er mere fjendtlig indstillet over for Israel end sin forgænger.

Også blandt Syriens allierede – Iran, Hizvollah og Hamas – er der bekymring, men af andre årsager. Hamas nyder godt af syrisk finansiering og værtskab for nogle af dets ledere og ved, at en ændring i Assads status ikke lover godt for dem.

Hizbollah og andre styrker, der opererer i Libanon, forstår, at den syriske præsidents fald vil kunne underminere den skrøbelige magtbalance i Libanon, hvor så mange er blevet dræbt af den nuværende præsident Assad og af hans far, afd. præsident Hafez Assad.

I Iran er muligheden for Assads fald en virkelig bekymring, ikke blot fordi Teheran er en betydningsfuld allieret, men også på grund af de følgevirkninger, det måtte få for fremtidige protesthandlinger mod det iranske styre.

Den iranske menneskerettigheds-aktivist Shereen Abadi har sagt:

– Hvis Syrien bliver demokratisk, har Iran mistet sin marionet.