Cape Town-erklæringen – en gave til danske kirker
Ved Lausanne-bevægelsens tredje verdenskongres i Cape Town sidste år, blev der sat spot på kirkens udfordringer på verdensplan. Derfor er konference-erklæringen – Cape Town-erklæringen – en gave til vores danske kirker, der står midt i en historisk brydningstid.
Jeg skriver dette i et tidligt morgentog på vej til en konference i Odense. Det er lige gået op for mig, at jeg glemte at se mig selv i spejlet i morges og sprang ud af døren … ubarberet. Bummer.
Af Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d. og cand. theol. Lektor på
Menighedsfakultetet og hjælpepræst i
Århus Valgmenighed.
Man bør se sig selv i spejlet med jævne mellemrum. Selvom man har travlt; selvom det er det samme syn, der møder én hver gang!
Vores danske kirke har netop fået en sjælden mulighed for at se sig selv i spejlet. Det internationale netværk, Lausanne-bevægelsen, udgav i kølvandet af sin tredje verdenskongres i Cape Town i oktober 2010 en 93 siders lang erklæring, der netop er udkommet på dansk. Den giver et samlet billede af, hvilke udfordringer evangeliske kirker står over for på verdensplan og kan som et spejl kaste lys på vores kirker her i Danmark.
Hvad kan vores danske kirker lære af det? Forestil dig et dokument, der er forberedt gennem flere års arbejde, hvor kirkeledere kloden rundt blev stillet det samme spørgsmål: ”Hvad er jeres største udfordring for at være kirke i mission netop nu? Det rummer summen af samtaler, oplæg og debatter på en konference, der samlede 4200 deltagere fra 198 lande. Det er skrevet ud fra en dyb glæde over evangeliet og stor kærlighed til vores verden. Der flygtes ikke ind i fromme floskler, men virkelighedens problemer ses i øjnene. Dét lagt sammen giver en fornemmelse af, hvad Cape Town-erklæringen rummer.
Jeg indrømmer blankt: Jeg er begejstret! Denne erklæring er noget af det bedste, jeg har læst. Faktisk vil jeg mene, at skriftet kan gå hen og få kolossal betydning for vores menigheder i Danmark, hvis vi tager det til hoved, hjerte og hænder.
Erklæringen tager afsæt i en vigtig sandhed: Kirken er altid spændt ud mellem to poler. På den ene side bygger den på noget uforanderligt: Den treénige Gud, som vi kender ham fra Skriften. På den anden side er kirken altid en del af en foranderlig verden.
Den spænding er vi hele tiden nødt til at arbejde med. Bliver det uforanderlige utydeligt, kan vi miste vores fundament som kirke. Bliver det foranderlige holdt på afstand, risikerer vi at ende som en indelukket parentes.
På den baggrund stilles vi et enkelt og skarpt spørgsmål: Lever og forkynder vi et evangelium, der er robust nok til at rumme begge dele? Bibelens hele evangelium: det, der rummer, proklamerer, lytter, redder, frelser, helbreder, tilgiver, lindrer, trøster og forsvarer? Eller har vi blot valgt vores eget udsnit af evangeliet?
Vores tid har mere end nogensinde tidligere brug for kirker, der lever af, vandrer i, forkynder og praktiserer et sådant robust evangelium. Kirker, der tydeligt tegner både korsets lodrette og vandrette bjælke. Den kristne tro er hverken blot en lodret tro med forstanden eller en vandret handling i kærlighed: Den er et uadskilleligt og dynamisk sammenhængende både-og.
Cape Town-erklæringen udtrykker på hver side en stærk vilje til at have begge med. Det skyldes Lausanne-bevægelsens ønske om på én og samme gang at være tro mod Bibelen og så rumme så mange forskellige evangeliske kirker som muligt.
Vi tvinges ganske enkelt til at se vores egne åndelige og kulturelle blinde vinkler i øjnene, når vi netværker med en så sammensat gruppe af kristne. Vi kan måske som rige danske kirker lukke øjnene for fattigdom og udnyttelse. Fattige kasteløse indiske brødre og søstre minder os om noget andet! Andre steder har man måske ikke problemer med sekularisering og afkristning. Vi fra Europa kan fortælle en anden historie.
Lausanne-bevægelsen har skabt et rum til at lytte til hinanden fra så forskellige sammenhænge. Og ud af Cape Town-mødet voksede der en meget robust erklæring, der på én og samme gang formulerer sig ydmygt og imødekommende for at undgå ensidigheder og udtrykker sig fast og skarpt for at lade Guds ord være rettesnor.
Hvorfor vægter Cape Town-erklæringen sammenhængen mellem korsets to sider så højt, også i sammenligning med Lausanne-bevægelsens tidligere skrifter?
Det er der to grunde til. For det første en erkendelse af egne fejl og undladelser: Vores kirker har fejlet i at leve i denne helhed. Ofte har vi haft mange ord, få handlinger og kolde hjerter. Og hvad værre er: Vores handlinger har modsagt vores forkyndelse.
Erklæringen kalder os derfor tilbage til ydmyghed, integritet og enkelhed. Det kan på afstand lyde som from snak. Men på konferencen blev det tydeligt, hvordan det manglende discipelskab i vores kirker har været en medvirkende årsag til racehad, folkemord, kronisk fattigdom og forbrugssyge uden sidestykke i verdenshistorien.
Som fx den fortrængte historie om folkemordet i Rwanda. Der blev fortalt os på konferencen, at nedslagtningen blev begået af den kristne hutu-stamme på den kristne tutsi-stamme. Rwanda var Østafrikas succeshistorie på vestlig missionsindsats. I by efter by havde de hvide missionærer forkyndt evangeliet om syndernes forladelse, men uden samtidig at sætte fokus på discipelskabets forvandling af hjertet. Hadet og hedenskabet havde overvintret under en tynd skal af et defekt evangelium og ventede blot på en gnist, der kunne antænde bålet. Et resultat af en forkert balance mellem korsets to bjælker.
For det andet er baggrunden den stadigt voksende nød i verden. Chokvirkningerne fra syndefaldet er kun taget til i styrke. Selv i vores ubegribeligt beskyttede Danmark oplever vi større og større sprækker i vores skudsikre velfærd.
Erklæringen tvinger os til at se den tid, der er vores, i øjnene. I afsnit efter afsnit nævnes problemerne ved navn: global fattigdom, krig, sygdomme, økologisk krise, klimaforandringer, racisme, etnocentrisme, slaveri, sexindustrien, forbrugerisme, hiv, hustruvold, diskriminering af handicappede og selv den vigende biodiversitet (mangfoldighed af dyre- og planteliv).
Og midt i dette, som verdens eneste håb, holdes Kristus frem igen og igen. Som et omkvæd er den vending, der gentages oftest: ”ved hans kors og opstandelse.
Cape Town-erklæringen er en gave til vores danske kirke. En gave fra vores kristne brødre og søstre ud over jorden, der som et spejl kan hjælpe os til at afsløre vores blinde vinkler og forny vores væren i, tro på, og vandring i evangeliet.
Meget tyder på, at vi er midt i en opbrudssituation på vej til ukendt land. Dels i vores kirker, dels i vores danske samfund. Tør vi se den virkelighed i øjnene? Tør vi se verdens nød i øjnene? Tør vi erkende vores egne fejlhandlinger og undladelsessynder? Tør vi modtage kaldet fra Cape Town til reformation af vores discipelskabsvandring og til en spejling af Guds kærlighed og Kristi forsoningsværk i Helligåndens kraft, som afslutningen af erklæringen kalder os til?
Hvis vi tør, kan denne erklæring få umådelig stor betydning for kirken i Danmark. Med dens dybe kombination af bibelsk visdom og kendskab til kirken og verden kan den blive som et menighedsspejl for os, som vores menigheder og bevægelser kan spejle tro, forkyndelse og praksis i.
Derfor: Sæt denne erklæring på dagsordnen i dit menighedsråd, din ledergruppe, cellegruppe mv. Skub lidt af det administrative til side, og skab plads til et input med en sjælden bredde og dybde!
Capetown-erklæringen sælges fra Lohses forlag.
På lausanne2010.eftertanke.dk vil Morten blogge omkring indholdet i erklæringen.
