En kanal til Guds velsignelse
Lars Mandrup, sognepræst i Risskov ved Århus.
Hvert år blusser diskussionen op, om Store Bededag burde afskaffes eller i det mindste skifte navn til Store Havedag, når nu det alligevel er det, vi bruger den til. Men Fagbevægelsen stiller sig på bagbenene, hver gang det kommer på tale at afskaffe den, for det at holde på en fridag er i vore dage mere helligt end både at bede og gå i kirke.
Er vi da helt holdt op med at bede til Gud, ikke bare engang imellem når det presser på for os, men også den regelmæssige daglige bøn for os selv eller i familien, morgenbøn, aftenbøn, bordbøn? Får vi lært vore børn at bede? Erfaringer fra konfirmandundervisningen synes at vise, at det gør vi ikke. Vi mener ganske vist, at de skal kunne deres Fadervor og helst lidt mere end det. Men hvis vore børn ikke engang kan mærke og opleve, at vi voksne beder, hvordan i alverden skulle de så selv finde det naturligt!?
Evangeliet til på søndag handler om at bede. Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Sådan siger Jesus til sine disciple i sin afskedstale. Indtil nu har de ikke behøvet at bede om noget i hans navn, for han var der hos dem. Det var så enkelt og ligetil. Men nu kommer der en ny epoke, hvor han er taget fra dem. Og i den tid er den eneste mulighed, som vi har for at kommunikere med Gud, det at bede: at bede i Jesu navn!
At bede handler ikke kun om at bruge ord. Bøn er snarere en holdning, en indstilling, en retning, end den er bestemte ord. Måske er det derfor, at mange er holdt op med at bede!
For det er desværre ikke velset at bede om hjælp. Vi tolker det som et svaghedstegn, og derfor kommer vi først i yderste nød. Til hinanden og til Gud.
Det er en sørgelig tendens, for hvis vi ikke kan bede en anden om hjælp, så afskærer vi os fra hinanden som mennesker. Da forstener vi og bliver som stenstøtter. Da bliver vi u-mennesker. Ja, vi bliver i virkeligheden onde – uden at ville være det! På samme måde forholder det sig, når vi taler til Gud. Indstiller vi bønnen, så bliver vi gudløse, måske uden at ville det.
Når vi derimod tør bede hinanden om noget, forventer vi også noget af hinanden, vi regner med hinanden og viser hinanden tillid. Bønnen er kærlighedens sprog. Og lige som kærligheden på en gang binder os sammen med hinanden og gør os til frie og levende mennesker, så har bønnen til Gud i Jesu navn den samme betydning. Bøn er ikke en sur pligt, men en befriende og forløsende mulighed og gave.
Tit forveksler vi bønhørelse med at få det, vi beder om. Mange menneskers frustration ved at bede bunder heri. Vi har bedt og bedt om det og det, og vi fik det ikke. Men bøn er ikke en handel med ydelse og modydelse. Det er ikke det, som er bønnens hemmelighed. Jesus udtrykker den derimod sådan: Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen! Meningen med at bede er, at vi oplever at blive hørt, hørt på, at vi ikke er alene, ladt i stikken, men at der er en kanal åben for Guds velsignelse.
At bede til Gud er altså ikke et middel til hurtig problemløsning eller en genvej til en lykketilværelse. Men det er en kanal for velsignelse og for fuldkommen glæde i vort liv, uanset hvordan det kommer til at forme sig. Og den er Guds tilsagn til os om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende.
