FC Udfordringen i pokalsensation

I tredje runde af DBU’s pokalturnering, der har finale i PARKEN, stod de kristne fra FC Udfordringen for en kæmpe overraskelse, da de slog danmarksserieholdet GVI med 3-1.Det var noget af en mundfuld, FC Udfordringen stod over for i sidste uges pokalkamp. På Valby Idrætsparks bane fire stod GVI, der normalt spiller i Danmarksserie, fire rækker over hjemmeholdet.

FC Udfordringen vandt pokalkampen i deres egen serie 3. Det gav mulighed for at møde et danmarksserie-hold. Til alles store overraskelse lykkedes det de kristne spillere at slå holdet flere rækker over sig.

Men ingen udfordring er for stor til de kristne, så de kom til kampen med tro på egne evner – og på sensationen.
De første ti minutter var det da også udeholdet, der sad på kampen. Fra venstre side satte de det ene gode angreb ind efter det andet, og de gule var da også tæt på at komme foran i flere situationer. Et godt skud udefra ramte ydersiden af sammenføjningen, og lidt senere måtte David Nordmann ud i en fantomredning for at holde den uafgjorte stilling.
Men efterhånden som de blå/røde modstod trykket, begyndte holdet at stole lidt mere på sig selv. Hjemmeholdet begyndte at holde lidt mere i bolden og kombinere på den svære bane. GVI havde bolden mest og fik et par gode tilbud, men FC Udfordringen havde nogle gode kontraangreb, og specielt Simon Grud på højrekanten kom flere gange bag om GVI’s forsvarskæde. Sådan bølgede den intense kamp frem og tilbage – men ved pausen stod der stadig 0-0.
FC Udfordringen havde et kort taktikmøde og lovede hinanden at blive ved med at tro på sagen og stadig lægge energi og vilje bag projektet.

Første scoring

Efter en times spil kom belønningen. Manden, der på denne aften personificerede den fight, der prægede holdet, scorede. Efter et frispark midt på GVI’s banehalvdel steg Mikkel Højsgaard til vejrs og headede bolden i en flot bue over den fremadstormende målmand. 1-0, og overraskelsen var kommet en smule tættere på.

Presset vokser

Så begyndte danmarksserieholdet ellers at skrue op for charmen. Presset på FC Udfordringen voksede, men til gengæld blev de mere og mere farlige på kontraangreb. David Zimmermann, der i dagen anledning var sat på venstre kant, udfordrede gang på gang med held modstanderens forsvar og holdt håb i hjemmeholdets drømme.
Men bedst som man troede, FC udfordringen havde redet stormen af, slog GVI til. Ti minutter før slutfløjtet blev endnu en god bold servet ind i feltet. GVI angriberne kom først på bolden, og så var udligningen en realitet.
Udeholdet så nu deres snit til at vise, hvem der var det bedst placerede hold og gik benhårdt efter sejren. De blev ved med at pumpe bold op til deres offensive kæder, men de blev ikke rigtig farlige. Rigtig farlige var de blå/røde dog to minutter før tid.

Laudrup-finte gir’sejr

David Zimmermann havde endnu engang et af sine farlige rush ned ad venstrekanten. Med en Laudrup-finte satte han sin direkte modstander af og serverede et perfekt indlæg til Joachim Skov-Martinet, der fra to meters afstand sikkert kunne sparke bolden ind i nettet. Sensationen var lige om hjørnet.
Men holdet havde endnu en trumf i baghånden. Janus Rasmussen blev taget ind fra bænken og gav kampen noget af en afslutning. Han havde to boldberøringer og scorede på dem begge. Første gang blev målet desværre annulleret for et frispark på målmanden. Anden gang kunne ingen stoppe ham. David Zimmermann kom igen ned ad venstre flanke. Slog igen et præcist indlæg, og Janus Rasmussen gjorde det eneste fornuftige. Han satte en bred inderside på og afgjorde kampen til de undertippedes fordel. Det var pokalfodbold, når den er bedst.

I turneringen går det også godt for FC Udfordringen, hvor både serie 3- og serie 4-holdet stadig er ubesejrede i 2011. Du kan følge holdene endnu tættere på fcudfordringen.dk