Fireårig giver et kighul til himlen
Colton Burpo var tæt på at dø af en sprungen blindtarm, da Gud gav ham et udsædvanligt kig ind i den himmelske verden.Himlen er virkelig. Det gik op for mig en sen aften på en gæsteseng hos min faster, da jeg afsluttede bogen Heaven is for real. Jeg vidste det jo godt før det, eller troede i hvert fald på det. Men bogen hjalp mig til at se Himlen for mig.
Af Eva M. Jørgensen
Journalist på Udfordringen
Colton er næsten fire år gammel, da han og hans søster samtidig får et maveonde. Hun får det hurtigt bedre, men han får det værre og værre. Forældrene forstår det ikke, og på hospitalet kan de ikke finde ud af, hvad det er. Dag efter dag går, og forældrene bliver fyldt med angst. Todd, Coltons far, er den stærke, men skælder ud på Gud i enrum, mens hans mor deler sin smerte med venner og bekendte over telefonen. Det bliver opdaget, at problemet er en sprungen blindtarm for fem dage siden, og Coltons organer er helt grå af betændelse. Han er meget tæt på at dø, og flere hasteoperationer og hans fars bønner redder ham. Familien er taknemmelige, men udmattede efter kampen, og Colton virker normal og glad igen dog lidt gladere for Jesus end før.
Fire måneder efter operationen er familien på vej på ferie igen, og Todd spørger den fireårige knægt, om han husker hospitalet. Det gør han selvfølgelig, for det var jo der, englene sang for ham. Svaret bliver begyndelsen på en lang rejse ind i den himmelske verdens virkelighed for familien Burpo.
Det bliver også en rejse for mig. En rejse ikke blot ind i den himmelske virkelighed, men ligeså meget ind i virkeligheden om, hvorfor det handler om at blive som et barn i Guds rige.
Todd Burpo, som er pastor i en wesleyansk kirke i Imperial, Nebraska, begynder lige så langsomt at forstå, at deres lille søn Colton har haft et syn af Himlen, mens han svævede mellem liv og død. Og med en forsigtig, åbent spørgende tilgang bliver detaljerne langsomt tilgængelige for den lille familie. Ikke som informative ligegyldige detaljer, men væsentlige facts, som styrker familiens tro og min mens jeg læser om det.
For Colton har både set Jesus, Gud og Helligånden. Selvom Helligånden var lidt svær at beskrive for den lille fyr – En slags blå, var det nærmeste han kunne komme. Han har også set Satan, men det har han ikke lyst til at snakke om. Mange af tingene kunne Colton sagtens have hørt i søndagsskolen, men efterhånden som beskrivelserne og oplevelserne udfolder sig, bliver det klart, at vi ikke bare har at gøre med et lille barn med god fantasi. De to stærkeste argumenter i den sag bliver Coltons lillesøster og hans oldefar.
En dag Colton er ude at køre med sin far, spørger han til sin fars morfar Pop og informerer sin far om, at Pop er rar. Todd bliver chokeret, for Pop har været død i årevis. Det viser sig, at Pop er kommet hen til Colton i Himlen og har præsenteret sig for ham. For at bekræfte historien viser Todd sin søn et billede af Pop før han døde, men Colton genkender ham ikke. Først da han ser et ungdomsbillede af ham, kan han udpege ham.
– I Himlen har folk ikke gråt hår eller briller, som Colton siger det.
En anden dag fortæller Colton sin familie om mødet med sin lillesøster i Himlen. Forældrene er skeptiske: – Du har jo kun en storesøster. Men Colton insisterer og spørger, om hans mor ikke havde et barn inde i maven, som døde. Tiden stopper for Sonja, da han spørger. De har aldrig fortalt ham om den spontane abort, hun har haft. Og det er der heller ikke andre, der har.
– Hun fortalte mig det selv, er Coltons selvfølgelige svar, efterfulgt af en beskrivelse af hans lillesøster, som understreger troværdigheden. Han forsikrer sine forældre om, at hun har det godt, at Gud har adopteret hende, og at hun glæder sig til at se sine forældre i himlen en dag.
– Fra det øjeblik begyndte såret fra en af de mest smertefulde episoder i vores liv at hele, skriver Todd, og jeg tvivler ikke på ham. Hvilken gave den lille familie fik. En gave, som også er en af de helt store årsager til at dele den nu 11-årige Coltons historie med resten af verden. For hvor sidder der mange mødre derude, som har brug for den opmuntring.
Ud over at give sine forældre et nyt og reelt billede af Himlen kommer Coltons historie også til at præge de begivenheder, han møder. Hans forældre bliver nødt til at tage ham med hjem fra en begravelse, fordi folk ikke med sikkerhed ved, om den afdøde havde taget imod Jesus før sin død. Den lille dreng råber igen og igen:
– Han bliver nødt til at have taget imod Jesus.
Senere har hans far ham med ude ved en ældre troende mand, som ligger for døden. Efter at Todd har bedt og talt med de nærmeste, går Colton uopfordret hen, tager den døende mand i hånden og siger:
– Du skal ikke være bange, den første du møder er Jesus.
Jeg læste det og tænkte, det er der vist andre end døende gamle mænd, som har brug for at vide. Selvom jeg har været kristen hele mit liv, kan frygten for døden godt stikke sit skumle ansigt frem. Men den første, jeg skal se, er Jesus.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan et fireårigt barns himmelsyn passer med Bibelens beskrivelser. Både hvilken side af Gud, Jesus sad på, og mange andre små detaljer stemmer overens med Bibelens beskrivelser. Beskrivelser som de næppe er nået til i søndagsskolen. Selvom det ikke nødvendigvis er væsentligt for troen, er det i høj grad opmuntrende. Jeg elsker også Coltons beskrivelse af Gud og Jesus:
– Jesus har mærker. Og han har brunt hår og hår på sit ansigt. Og hans øjne årrh far, hans øjne er så smukke. Jesu mærker viser sig senere at være mærkerne på hænder og fødder. Gud bliver beskrevet mere enkelt:
– Han er virkelig, virkelig stor, og han elsker os helt vildt højt.
Hvem bliver ikke glad af at blive mindet om Guds kærlighed. Igen bliver jeg slået af min store viden omkring Gud og troen og min lillebitte forståelse af, hvor virkeligt det er.
Jeg elsker Todd Burpos klare virkelighedsopfattelse. Familien føler sig ikke bare velsignede af Coltons syn, de føler sig også prøvede. For dem vil denne specielle oplevelse altid have forbindelse til nogle af de mørkeste dage i deres liv, hvor de troede, at de skulle miste Colton. Dage, hvor faderens anklager mod Gud gav genlyd i et tomt lokale på hospitalet. Men spundet sammen med en søn, der vågner efter operationen og råber på sin far.
– Det var den bedste lyd, jeg nogensinde havde hørt, fortæller Todd, og Colton fortæller, hvorfor han råbte:
– Jesus sagde, at jeg skulle tilbage til jorden, fordi du bad for mig far. Derfor vågnede jeg og råbte på dig.
Selv midt i vores værste smerte og endda vrede mod Gud, er han nådig nok til at høre vores hjertes råb om hjælp. Tak til familien Burpo for at dele deres historie med mig.
Heaven is for Real,
Todd Burpo; Thomas Nelson 2010.
