Nyt datingsite lokker til utroskab
Victoria Milan sprænger moralske grænser ved at opfordre gifte og samboende til flirt og direkte utroskab. Chokerende, siger kristne ægteskabsvejledere.
Savner du lidenskab? Fanget i et monotont og kærlighedsløst forhold? Er du træt af, at din partner rejser så meget, eller ønsker du bare lidt krydderi i hverdagen?
Sådan lokker det ny Victoria Milan gifte og samboende til at bryde ud af deres parforhold og reklamerer endda med store plakater på DSB-stationer: Gør livet levende ha en affære!
Det ublu koncept får nu kristne familievejledere på barrikaderne:
– Chokerende, siger Karen og Ole Andersen fra Ungdom Med Opgaves Familieafdeling, når de får plakaten præsenteret.
– Det siger ikke så lidt, at man på den måde markedsfører familiers opløsning med åbenlys reklame.
Hvad kan kristne gøre som modtræk?
I Europa arbejder man forskellige steder med noget, der hedder Marriage Week, som afholdes i ugen op til Valentines dag i februar. Det er et initiativ, hvor man fejrer parforholdet og laver mange spændende events med fokus på troskab og livslangt ægteskab.
– I UMO arbejder vi på at etablere Marriage Week sammen med andre organisationer, der arbejder for og med familier, fortæller Karen og Ole Andersen.
Svend Løbner