– Vi udlever en drøm
Norske Grethe Tangen Olsen og Exodus Nord hjælper dårligt stillede immigranter i Israel.Dybt nede i Israels Negev-ørken, hvor det gullige sand ses helt til horisonten, er en gruppe nordmænd ved at opføre huse for nye immigranter i lillebyen Ashalim, 40 km fra Beersheba og i samme afstand fra Gaza-striben.
Initiativtager til dette projekt er den norske organisation Exodus Nord, der siden dens oprettelse i 1994 har hjulpet med til at bringe et stort antal jøder fra ex-Sovjet som immigranter til Israel.
Exodus Nords leder, norske Grethe Tangen Olsen, bor selv en del af året i Ashalim for at overvåge byggeriet og få nye ideer til at hjælpe dårligt stillede indvandrere – og ditto israelere.
– Vi udlever en drøm med dette projekt, men det er først, efter at vi er kommet herned, at vi er blevet klar over, hvor skoen trykker, siger Tangen Olsen og tilføjer:
– Og nu går vi også efter at støtte israelere, der har behov for det, eller andre projekter, der er gode for Israel.
Den norske organisation samarbejder med lokale israelske myndigheder om at bygge denne fjerntliggende ørkenby og har allerede færdigbygget otte huse, der nu bebos af indvandrere fra Ukraine, Frankrig og Sydafrika. De bor i en række af ens huse i en gade, der endnu ikke har fået navn.
For denne journalist er det imidlertid indlysende, at gaden skal få navn efter Exodus Nord, og denne ide er nu blevet forelagt for Shmuel Rifman, borgmester for den store kommune Ramat Hanegev Regional Council, som siger:
– Det er et godt forslag, som jeg kan gå ind for. Jeg har stor respekt for nordmændenes indsats, og de fortjener at blive hyldet. Men jeg må først forelægge ideen for andre instanser. Så må vi se, om det kan gøres.
Parallelgaden til gaden uden navn hedder Etrog Gade, og her ligger Det Hvide Hus, opført af Exodus Nord, men ejet af kommunen. Huset er lejet af den norske organisation og bruges som hovedkvarter for dens virke i området. Det norske flag og det israelske vajer ved indgangen til denne elegante lille luksusvilla, hvor Grethe Tangen Olsen og hendes stab bor. Huset er bygget omkring en atriumgård, i hvis midte der er et lille svømmebassin, hvor der i gulvet er indfældet en blå Davidsstjerne i blå mosaiksten – efter nordmændenes udtrykkelige ønske.
Huset er opført i en så elegant stil, at det kunne ligge i Californien.
– Men vi bor altså blot til leje her, siger Grethe Tangen Olsen. Det er til brug for Exodus Nords norske medarbejdere eller, nu og da, norske turister.
Til huset hører en henved 100 kvadratmeter stor græsplæne, anlagt oven på ørkensandet. Plænens grønne farve er i skærende kontrast til det nærliggende gullige ørkensand, men beviser, at ørkenen kan blomstre ved hjælp af indsats og vand.
– Under denne del af Negev-ørkenen ligger en sø, der måske er fem gange så stor som Genezaret Søen, og man prøver nu at få vandet op til udvikling af landbrug, siger Tangen Olsen.
Vandet i den underjordiske sø er brakvand, og det skal blandes med ferskvand for at være brugbart.
På græsplænen og ved husets andre sider vokser planter, som er omtalt i Biblen: druer, dadler, figener, oliven, mandel og granatæbler, hvortil kommer abrikoser, ferskner, pærer, æbler, citroner, appelsiner og passionsfrugter – sidstnævnte giver frugt hele året.
De passes af Grethe Tangen Olsen, der selv har en stor passion for planter og for at få ørkenen til at grønnes.
– Det er hårdt at få det hele til at vokse, for her er jo megen sol og tørke, siger hun.
Ved siden af huset er anlagt en stor olivenlund, i hvis midte der er rejst en sten med inskriptionen Exodus Norge, et flot visitkort.
Nær Det hvide Hus er flere huse under opførelse, med bulldozere i gang fra tidlig morgen. Det første, der bygges, er et tilflugtsrum med svære mure, og det indgår som et ekstra værelse i huset. Dette bombesikre rum er husets vigtigste, for Ashalim ligger så relativt nær Gaza-striben, at lillebyens indbyggere nu og da gør brug af det til redning af deres liv, når alarmen Rød farve lyder som tegn på indflyvende, dødelige raketter fra Gaza.
– Raketterne fra Gaza har skabt stor uhygge her, siger Tangen Olsen og mindes, at hun og andre indbyggere i Ashalim for kort tid siden måtte løbe til beskyttelsesrum og – med hendes ord – sad og tænkte, at ondskaben ikke tager nogen ende.
Lige over for Det hvide Hus er andre, mindre huse under opførelse. To huse står snart klar til indflytning. I et af dem skal det israelske ægtepar Tamir og Dana og deres lille søn bo.
Andre beboere i Ashalim er 60 studenter, som studerer på Ben Gurion Universitetet i Beersheba og daglig kører 40 km i bus hver retning. Også nogle officerer fra det israelske militær skal bo her, i forbindelse med at hærens hovedkvarter skal flyttes fra Tel Aviv til et sted i dette ørkenområde. I alt 70 familier bor nu i Ashalim – over en fordobling i løbet af få år. En lilleby med vokseværk.
Ifølge Tangen Olsen modtager Exodus Nord henved 2 millioner kroner årligt ved private indsamlinger i Norge. For dette beløb kan organisatioen hjælpe 10 russisk-jødiske immigranter til Israel månedligt – og støtte husbyggeriet i Ashalim.
Nær Ashalim er en højderyg omkring 80 meter over det omliggende terræn. På denne ås udspilledes et drama i 1948 ved afslutningen af Israels uafhængighedskrig. På højderyggen var stationeret en gruppe unge israelske soldater, medlemmer af en fransk commando-enhed, hvis 18-20 år gamle medlemmer hovedsageligt var fra Frankrig, mens andre var fra Polen, Ungarn, Rumænien og Tjekkoslovakiet. Militærgruppens gamle, udgravede sandsækstillinger er bevaret den dag i dag, 63 år senere, og der er mindeplader for 10 af de faldne soldater med deres navn, alder og fødeland indgraveret. Det fremgår tydeligt af forsvarsstillingerne, at disse var i hver sin retning. Den egyptiske hær prøvede at storme højderyggen fra forskellige sider, men blev afvist af commando-enhedens unge mænd.
Oppe på højderyggen er 5-6 gamle miner kommet til syne efter at være kommet op af ørkensandet. Minerne er nu ufarlige, men er lagt frit frem som minde om den israelske forsvarskrig. Kort fra Ashalim er Ramat Hanegev Forskningscentret, hvor videnskabsmænd prøver at finde frem til de bedste afgrøder i dette område. Det er bl.a. lykkedes dem at udvikle tomater, der har det dobbelte afkast af, hvad der opnås i Europa og USA. Flere af Ashalims indbyggere er beskæftiget i dette pionerlandbrug.
En anden attraktion nær Ashalim er en spa ved navn Neve Midbar – et sundhedscenter med tre indendørs og et udendørs svømmebassin, som er et yndet rejsemål for israelske og udenlandske turister. Ørkenen har meget at byde på.