– Der skal være plads til det profetiske
Det mener Hanne og Ole Juhl, som har været tre dage på profetisk seminar i Juelminde. Her så de nogle af deltagerne blive helbredt og oplevede selv, at Gud talte til dem gennem ord fra underviserne Steven og Angela Boler fra Skotland.Det er dagen efter Profetisk Skole i Juelsminde. Hanne og Ole Juhl har pakket campingvognen sammen og er parate til at vende næsen mod Kærbæk, hvor de har deres gang i Ølgod Menighedscenter.
Hanne og Ole var også med på sidste års profetiske skole med Steven og Angela Boler fra Skotland. Begge kom de med nysgerrighed og forventning til, hvad Gud ville med dem denne gang.
Oles stærkeste oplevelse var fredag aften til det åbne møde, hvor han skulle oversætte.
– Om eftermiddagen havde vi brugt lang tid på tilbedelse, og mange havde taget nye skridt i form af bevægelse, dans og profetiske sange. Vi havde et trygt forum at øve os i med hensyn til at lytte til Helligånden og være ledt af ham. Til aftenmødet efter lovsangen fik en af deltagerne en profetisk sang om helbredelse. Jeg oversatte løbende sangen, og det var rigtig stærkt at være vidne til, at fem blev helbredt den aften. Der var flere med dårlige skuldre og en med en stiv hofte, som nu alle blev fri for smerter og begrænset bevægelighed i led og muskler. Det var for sejt, fortæller Ole begejstret, og fortsætter:
– For os deltagere på den profetiske skole blev det et eksempel på den undervisning, vi havde fået. Selv om man har lavet en plan over et møde eller en undervisning, er det altid vigtigst at være lydig over for Helligåndens ledelse, så man ikke går glip af salvelsen fra Gud, som i dette tilfælde var til helbredelse.
Hanne oplevede flere gange i løbet af dagene Guds nærvær i glimt:
– Det ramte lige plet for mig, da Steve torsdag aften sagde noget om, at vi alle synes, at vi har fejl, f.eks for mange grå hår, for mange kilo på kroppen osv… men Gud har skabt os netop sådan, og igennem Jesus er vi perfekte. Det ramte mig, fordi jeg selv synes, at jeg har for mange skavanker. Om aftenen da jeg skulle sove, gik der en times tid, inden jeg faldt i søvn, fordi jeg var blevet så rørt over, at jeg er perfekt igennem Jesus, fortæller Hanne, og fortsætter:
– Til den sidste sektion blev jeg kaldt frem, for Steve havde nogle personlige visdomsord til mig. Det blev en stor bekræftelse for mig på de erfaringer, jeg har haft i mit liv. Mine venner kunne også nikke genkendende til visdomsordene, og det har givet mig en større klarhed over min opgave som kristen.
Ole og Hanne oplever Steve og Angela som personer med autoritet i den åndelige verden og dog meget ydmyge og blide vejledere. Angela sammenlignede det profetiske med den naturvidenskabelige verden. Som forsker gør man en masse forsøg, og ud fra fejlene opdager man, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Sådan skal der også være trygge forum til at øve sig i det profetiske. Der skal være plads til at fejle og lære af sine fejl. Steve gav en meget solid bibelundervisning om det profetiske i Bibelen, og fokus var på de tre begreber: lovprisning, profeti og bøn.
Angela gav samtidig mange vidnesbyrd fra sit liv i nærheden med Herren. Hun har i sit hjem i mange år tilbedt Herren med dans og sang i ånden og set mange mirakler springe ud fra denne nærhed.
Hanne og Ole er fyldt godt op efter et par intense dage med undervisning og Guds nærvær. De har været begejstrede over enheden på tværs af alle 40 deltagere, som var forskellige i aldre, kirkebaggrunde og kom fra hele landet. De har begge fået ny vejledning i deres liv med Herren, taget nye skridt og er klar til nye udfordringer i deres hverdagsliv.
Profetisk semniar blev arrangeret af husmenigheden Kristus for Alle i Juelsminde, som er en del af netværket Connections Danmark. De planlægger en ligende konference næste forår.
Af Britta Thomsen