Ny tysk leder af ambassade
Den internationale kristne Ambassade – en af Israels største støtter ude i verden – har fået ny leder af hovedafdelingen i Israel: – den 46-årige tyske fysiker Juergen Buehler, som nu har overtaget denne ansvarsfulde stilling efter den sydafrikanske pastor Malcolm Hedding.Hedding har været 10 år på denne post og har gjort en fremragende indsats for denne verdensomspændende organisation. Nu er den overtaget af en europæer, og man kan se frem til hans ledelse i en lang årrække.
Juergen Buehler siger i et tiltrædelses-interview, at ambassaden bidrager meget til holocaust-overlevere i Israel, og at han fornemmer, at holdningen hos den nye generation af tyskere er en væsentlig grund til, at det negative i fortiden er blevet noget positivt i Israel.
Buehler tilhører selv denne generation. Han har haft et forhold til jøder og Israel i hele sit liv.
– Jeg har læst om Israel siden min ungdom, og min far, Albert Buehler, der var meget optaget af Israel, bragte mig tidligt til dette betagende land, siger han.
Albert Buehler var Værnemagts-soldat, som tilbragte flere år i en russisk fangelejr efter den anden verdenskrig. Han fik hjælp af to jødiske familier, som skaffede ham lægehjælp og mad.
Nu, 60 år senere, står Juergen Buehler – søn af en Wehrmachts-soldat – i spidsen for en kampagne, der indsamler midler til et stort hjem i Haifa for 130 holocaust-overlevende – den eneste sådanne institution i Israel.
– Selv om min far kæmpede for nazisterne, er jeg stolt over over min families holdning under Hitler-perioden, siger han. Mine forældre og bedsteforældre var blandt de borgere i Tyskland, som tilhørte et mindretal af tyskere, der i det mindste til en vis grad talte imod Hitler-styret.
Samtalen finder sted på et modtagelsesværelse i ambassadens store hus, der er udsmykket med buer og søjler i en klassisk stil og har gjort bygningen til en af de mest attraktive i Jerusalem. Et bidrag fra Norge til dette hus er meterlange norske design-gardiner, der er ophængt i flere værelser i stueetagen.
Juergan Buehler er født i Heidenheim i Tyskland. Han studerede fysik og har en mastergrad i dette fag. Han studerede bl.a. på Daimler Benz-bilfabrikens forskningscenter i Ulm. I 1994 kom han til Israel på besøg og dette førte til, at han som israelsk statsstipendiat blev tilknyttet Weizman Forskningsinstitutet i Rehovet, hvorfra han har en doktorgrad i fysik.
– Jeg lærte mere der, end jeg kunne bringe til Weizmann Institutet, siger han. Under min tid der fik jeg, hvad jeg vil betegne som et kald fra Gud til at hjælpe det jødiske folk og Israel, som ikke altid behandles sandfærdigt i medierne. Jeg følte, at kristne skulle være med til at bringe fred til jøderne og Israel.
På spørgsmålet om han er blevet generet i Israel for at være tysker, siger han, at han i sine 17 år her blot har været ude for nogle ganske få anti-tyske episoder. Han mindes, at han engang sad i en bus i Israel sammen med sin kone, og de talte tysk indbyrdes, da en passagerer sagde noget “ikke behageligt” til dem.
Buehler er gift og har fire børn. Han kone er fra Serbien og hedder Vesna, og deres børneflok omfatter tre drenge i alderen 13, 11 og 17 år “og så en lille prinsesse på 2 1/1 år”, som han udtrykker det.
Samtalen kommer ind på, om det har det har været en vanskelig overgang for ham at gå fra en eksakt videnskab som fysik til det åndelige. Til dette siger han, at der ikke er noget modsætningsforhold – “blot se til Einsten og Newton”.
Ambassaden blev oprettet i 1980 af evangeliske kristne, som ville udtrykke deres støtte til Israel og det jødiske folk. Den er nok bedst kendt for at være vært for en årlig kristen fejring af den jødiske Løvsalsfest, som tiltrækker tusinder af deltagere fra hele verden. Organisationens navn – Den internationale kristne Ambassade (ICEJ) – og dens beliggenhed i Jerusalem blev valgt for at vise, at denne gruppe af kristne zionister anser Jerusalem som hovedstad for staten Israel..
Hovedkvarteret i Jerusalem har en stab på 40, mens der i 60 afdelinger rundtom i verden er yderligere omkring 70 medarbejdere. Ambassaden er fokuseret på at hjælpe vanskeligt stillede blandt de 200.000 holocaust-overlevende i Israel.
– 30 procent af dem er under fattigdomsgrænsen, siger Buehler. Af vores årsbudget på 2-3 millioner dollars, går en tredjedel til overlevende fra holocaust. I Haifa har vi købt to gamle bygninger, der ligger ved siden af hinanden, og dem fik vi til en rimelig pris. De er blevet ombygget og skal være et hjem for ældre mennesker, hvoraf langt de fleste er overlevende fra holocaust. Hjemmet skal indvies officielt senere iår, men det er allerede delvist beboet.
– Til dette har ambassaden bidraget med 1.5 milioner dollars, siger han.
Andre samfund i Israel ambassaden støtter, er indvandrere fra Ethiopien, unge i risiko-situationer og den raketramte by Sderot
Buehlers syn på Israel er, at han synes, det er et dynamisk, progressivt land – men med en social afstand mellem befolkningsgrupper, der er større end i Europa. Han betegner Israel som et pionerland med udfordringer.
Har hans ophold i Israel haft nogle højdepunkter, bliver han spurgt.
– Det har gjort et stort indtryk på mig, at her lever man i et land med en 4000 år gammel historie, og at det er blevet et af de mest moderne lande i verden. Den fysiske
nærhed til Biblens hellige steder er svimlende – “her gik Jesus, her levede kong David”. Det er fascinerende at opdrage børn her. Engang besøgte jeg sammen med mine børn Ela Dalen, hvor David dræbte Goliat. Det overvældede mine børn at være på dette sted.
Juergen Buehler er religiøs. Han går regelmæssigt til gudstjeneste i “King of Kings” kirken.
Hvad er hans hobby, lyder det sidste spørgsmål.
– Jazz, siger han. Da jeg var i 20’erne var jeg trommeslager i et jazzband, hvor min broder spilllede keyboard fantastisk godt. Vi var gode nok til tage på tourneer i Europa.