Følg eventyret om de 4 venner sammen med dit barn – kapitel 2:

I sidste uge begyndte fortællingen om Skattetræet. De fire venner: løven Leo, golden retrieveren Emma, bæveren Benny og odderen Josephine har fået et skattekort og skal nu sammen ud på den spændende skattejagt.
De fire gode venner var nu på vej gennem skoven for at finde den første gyldne nøgle.
”Benny”, sagde Leo fra sin plads oppe foran, ”fortæl mig lige det første digt igen.”
”Selvfølgelig”, sagde Benny, som allerede havde lært linierne i det lille rim udenad (Bævere kan godt lide at lære tingene udenad).

For at finde første nøgle
denne regel følges må.
Det er vigtigt, alle leder
til det allersidste strå.

”Hvad tror du, det betyder?” spurgte Emma.
”Det ved jeg ikke,” sagde bæveren. ”Kortet viser, at vi skal igennem Blåbærdalen og over floden. Så finder vi den første skattenøgle!”
”Den finder vi som en leg!” sagde Odderen Josefine
Men som du snart vil se, var det en større mundfuld, end de troede.

”Så er vi ved Blåbærdalen!” råbte Benny Bæver.
”Nøj, se!” sagde Emma. ”Hvor er det smukt!”
Og det var det! Faktisk så den lille dal ud, som om den var dækket af smukke, blå skyer.
Og det var sådan, at Blåbærdalen havde fået sit specielle navn pga. de meget specielle planter, som voksede der. Nu findes der jo mange områder, hvor der gror vilde blåbær. Men de fire gode venner havde aldrig set noget lignende. Dette her var et område med blåbærtærter!

Hele dalen var dækket af nogle meget høje buske med smukke blå blade. Og øverst i hver busk voksede en lækker blåbærtærte. Og på hver tærte var der flødeskum! De så så lækre ud, at man simpelthen var nødt til at smage én.

”Lyt nu her!” Det var Leo, der tog føringen. ”Vi kan alligevel ikke nå de tærter uden en stige. Så lad os bare gå videre og ikke spilde tiden.” (Løver hader at spilde tid. Det er derfor, det er så svært for dem at stoppe midt i en leg for at komme ind og spise!)

Mens Leo marcherede lige igennem Blåbærdalen, blev hans venner ved med at hoppe op og ned, mens de gik. De prøvede, om ikke de kunne nå en af de lækre tærter.

Til sidst kunne Josefine ikke modstå fristelsen længere. Hun var bare nødt til at have en blåbærtærte. Hun kaldte på Emma og Benny for at få dem tæt nok på ti, at hun kunne hviske sin plan.

Og uden at sige et ord til Leo lavede de en levende stige. Emma kravlede op på Bennys skuldre, og Josefine kravlede helt op oven på Emmas skuldre! Josefine trak en af de lækre tærter hen til sig da ….
”Skynd jer!” råbte Benny Bæver, som var begyndt at vakle. ”Jeg kan ikke holde jer to oppe meget længere!”
”Jeg har den!” råbte Josefine. Og tomme for tomme rykkede hun toppen af tærtebusken tættere og tættere på. … Men pludselig gav Bennys knæ efter!

Og da de tre venner tumlede om på jorden mistede Josefine grebet i tærten.
”SVUP!” Busken svuppede tilbage på plads. Men tærten gik løs og skød fremad.
”Åh, nej!” råbte de tre venner da de så, hvilken vej tærten fløj. ”Pas på, Leo!”

”BLOP!” landede tærten med et bump lige i hovedet på Leo – der var flødeskum over det hele! Og i modsætning til Josefine, som kunne lide at få glasur i hele hovedet, så blev Leo ikke særlig begejstret.

Benny, Emma og Josefine grinede, så de var ved at revne. Men endelig fik de taget sig sammen til at løbe over til Leo.

”Vi er bare så kede af det!” sagde Emma.
”Kede af det!” brølede Leo. Men så bredte der sig et mægtigt grin over hele hans hoved. ”Jeg er ikke ked af det! Denne tærte er helt fantassssstisk!”

Og så hjalp de Leo med at blive ren igen, og de sørgede også for selv at få noget på fingrene som de slikkede i sig med stort velbehag. Det var den bedste blåbærtærte de nogensinde havde fået fingre i.

”Nå,” sagde Leo, da han langt om længe igen mere lignede en løve end et blåbær. ”Lad os så komme ned til floden!” På ingen tid nåede de floden. Men straks, da de så den, var de klar over, at de havde et stort problem.

Det var den bredeste, vildeste, dybeste og koldeste flod i hele skoven!

”Hvordan skal vi dog komme over?” ville Emma vide. ”Der er hverken både eller broer. Hvordan skal vi overhovedet finde en skattenøgle, hvis vi ikke kan komme over floden?”

”Jeg har en ide,” sagde Benny Bæver, mens han trak sin lille lommekalender og lommeregneren op af rygsækken. ”Hvis vi venter her til vandet fryser til is … lad mig se … det varer ca. 180 dage! Så kan vi gå lige over!”
”Alletiders ide!” sagde Josefine. ”Det giver os masser af tid til at spise mere blåbærtærte!”
”Men vi kan da ikke vente så længe!” sagde Emma. ”Hvad hvis en anden finder skattenøglen før os!”

Da Leo nu var så god en leder, så havde han en plan klar. ”Nu skal jeg sige hvad vi gør!” sagde Leo. ”Hvis en tærte kan flyve gennem luften og ramme mig i hovedet, så skulle vi også kunne flyve gennem luften og komme over floden!”

”Jamen, hvordan?” spurgte Emma.
”Der er ingen tid til snak!” sagde Leo. ”I skal bare gøre, som jeg siger!”

Uden mere snak løb Leo ned til bredden og udsøgte sig et stærkt, ungt træ.
”Når jeg bøjer træet ned til jorden, vil jeg have, at I alle klatrer op i toppen – NU!”
Leo havde bøjet træet næsten helt ned til jorden. Med tvivlende blikke kravlede de tre venner alle op i træets top.

”Af sted!” råbte Leo Løve mens han hoppede op til de andre. Og SVUUP – træet slyngede dem højt op i luften og hele vejen over floden – lige over i en høstak!

”Sikke en flyvetur!” hvinede Josefine.
”Manner, siger jeg bare!” sagde Benny Bæver, mens han kiggede på uret. ”Vi var 14 sekunder i luften, før vi ramte høstakken.”
”HØSTAK!” råbte de alle som med én mund, da de kom i tanke om den første gåde:

For at finde første nøgle,
denne regel følges må.
Det er vigtigt, alle leder
til det allersidste strå.

”Høstakke består jo af strå!” sagde Leo. Hurtigt gav de sig alle fire til at grave i høstakken for at finde den første gyldne nøgle.

De ledte og ledte, lige til de kom helt til bunden af høstakken. Og dér var den: en smuk gylden nøgle .. som var bundet til det allersidste strå!

”Vi fandt den!” råbte de.

Den første nøgle var deres på grund af Løvens beslutsomhed og evne til at tænke hurtigt. Men der lå stadig tre andre nøgler og tre spændende eventyr mere mellem dem og Skattetræet. Og det næste eventyr er det mest skræmmende af dem alle.
”Den retfærdige er modig som en løve” Ordsp. 28:1b

Læs i næste uge:
Kapitel 3 – Josefine og Krystalbugtens musling.