Fred af en anden verden
Af Per Møller Henriksen, der bor i Fredericia og
er generalsekretær i KFUMs Soldatermission.
Mon ikke der er mange, som i denne tid ville ønske, de havde kendt deres besøgelsestid, for så havde de i tide fået solgt deres aktier, mens kurserne var høje. Ja, vi kender vel alle følelsen: Havde jeg på forhånd kendt konsekvenserne, havde jeg handlet anderledes, mens tid var.
I søndagens tekst står Jesus på toppen af Oliebjerget med udsigt over Jerusalems tempel, som i tusind år havde været jødernes stolthed. Men Jesus græder.
Han græder, fordi Jerusalem ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Han ser for sig, hvad der vil ske 40 år senere. Romerne vil tilintetgøre byen, nedrive templet og udslette befolkningen.
Spørger vi, hvorfor det skulle ske, så er svaret, at byen ikke kendte sin besøgelsestid. At byen ikke ville modtage Jesus som frelser, men i stedet valgte at korsfæste ham som en forbryder. Når vi læser det i dag, virker det uforståeligt, men spørgsmålet er, om vi selv er klogere, om vi ved, hvad der tjener vores fred.
Nej, heller ikke vi ved, hvad der tjener til vor fred, hverken åndeligt eller materielt. Størstedelen af danskerne længes efter fred, forstået som ro, balance og harmoni. Mange dulmer uroen med musik, rusmidler eller arbejdet, men det giver ikke en varig fred. Hvorfor? Fordi vi også har brug for en åndelig balance.
Skal vi finde freden i os selv, må vi finde fred med Gud. Bygger vi vort liv op over økonomisk rigdom, status eller godt helbred, kan det falde langt hurtigere, end Jerusalems mure faldt for romernes murbrækkere i år 70.
Det er sjældent, at mennesker, der sidder på et plejehjem, siger til sig selv: Havde jeg blot arbejdet lidt mere, så ville jeg være lykkeligere i dag. Nej, mon ikke de fleste tænker: Havde jeg blot prioriteret min familie og mine venner frem for arbejdet!
Jesus siger i sin bjergprædiken: Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Her tænkes ikke på fredsmæglere i forbindelse med krige og konflikter, men de mennesker, der kommer til Jesus og beder om tilgivelser for deres synd. De får del i hans frelse. Dem giver han også sin fred. Freden til både legeme og sjæl.
Jesus siger: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, jeg giver jer ikke, som verden giver. Det er en helt anden fred, Jesus giver os del i. Ikke en fred, vi kan præstere os frem til, men en fred, vi får som en gave gennem livsfællesskab med ham.
Risikoen er stor for, at vi i vores fortravlede liv siger nej tak til Jesu invitation til at få del i hans fred. Men vil vi undgå at miste freden, både på kort og lang sigt, er der ingen anden mulighed end at bevare livsfællesskabet med Jesus Kristus som Herre og frelser.
Ingen kan alene leve på, at vore forældre sagde ja for os i dåben, eller at vi selv kom til tro for mange år siden. Vi kan ikke leve på gammel tilgivelse og udslidte oplevelser.
Det kræver, at vi prioriterer tid til fællesskab med ham igennem bibellæsning og bøn, og at vi prioriterer det kristne fællesskab i menigheden. At vi også hører, når han irettesætter os for nye uvaner og friske forsømmelser. At vi er konkrete i vores syndsbekendelse, så Guds nåde virkelig bliver ny hver dag.
Guds fred er ikke noget, vi kan kræve. Men vi har lov til at håbe på den, bede om den og længes efter den. Derfor er noget af det mest oprigtige og livgivende, vi kan ønske for hinanden: Guds fred være med dig!
