Klassisk lovsang med jazz-lyd
Torsten Borbye Nielsens debutalbum Ansigt til ansigt er et lovsangsalbum i ordets klassiske betydning, og det vil fange nogen og frastøde andre.
Jazzet, velkomponeret og veludført musik. Det er det, jeg først og fremmest bemærker ved cden. Genremæssigt falder den udenfor, hvad jeg normalt ville lytte til, med sine rolige sange sunget med klassisk sangteknik. Men roen i musikken og udførelsen trænger igennem og er behagelig at være i nærheden af.
Jeg tror, at albummet vil vække meget glæde hos det voksne publikum, som længes efter lovsangstekster at synge med på, men som har vanskeligt ved at forholde sig til de meget ungdommelige og rockede lovsangsudgivelser ellers.
Torsten Borbye Nielsen har selv skrevet både musik og tekst, bortset fra enkelte undtagelser som salmen Lover den Herre. Men kun cirka halvdelen af sangene synges af ham selv, og det er næsten ærgerligt, for han har en usædvanlig behagelig stemme at lytte til. Helene Holm Nielsen, som synger på de øvrige numre har en mere sopranagtig lyd, der, formoder jeg, i højere grad vil appelere til kendere af klassisk sang.
Temamæssigt er sangene orienteret ud fra ønsket om at møde Gud i lovsangen og i livet.
– Alt det, som er til, er skabt i kærlighed og til kærlighed, af en Gud, som elsker os ubetinget. Gud er lys af lys, der er ikke noget mørke i ham. Han møder os i Jesus Kristus, og dér, ansigt til ansigt, finder vi os selv som elskede – og begynder at blive til som dem, vi egentlig er, skabt i hans billede, forklarer Torsten Borbye Nielsen og viser dermed betydningen af albummets titel.
Sangenes tekster er af høj kvalitet, og de er klare og gudsfokuserede lovsange.
Eva