Spænding og abortdebat i ny roman

”Barmhjertighedens pris” er en selvstændig fortsættelse af ”En tid til helbredelse”, men den er bedre end forgængeren.Barmhjertighedens pris er noget så sjældent som en bedre to’er, med både spænding og mulighed for følelsesmæssig indlevelse.
Denise Hunters fortsættelse til En tid til helbredelse hedder Barmhjertighedens pris og er en både spændende og aktuel roman med abort og bortadoption som nogle af temaerne.

Abort eller bortadoption?

Blandt flere forskellige hovedpersoner træder Natalie og Linn frem. Natalie er alenemor med to børn, og Linn er gravid teenager og i tvivl om, hvorvidt hun skal få en abort eller bortadoptere. Undervejs væves deres historie sammen på både forunderlig og skræmmende vis. Desuden optræder begge sider af abortdebatten i form af rådgivningsklinikker i bogen, der også har bombetrusler og en tv-vært, som kæmper for sit ægteskab. Uden af afsløre yderligere om handlingen må jeg indrømme, at den holdt mig fangen, og spændingsnivauet fik mig til at læse slutningen i lidt rigelig god tid.
Aborttemaet bliver ikke behandlet ligeligt fra begge synspunkter, men sætter stadig tanker i gang og er med til at give romanen en større indholdsmæssig dybde, end den ellers har.

Læseværdig – især for kvinder

Selvom romanen er en fortsættelse, optræder den alligevel selvstændigt, da den skifter vinkel i forhold til den første i serien. Mange af de samme karakterer er med i bogen, men de er vokset både i bredde og dybde siden etteren, og det er med til at øge troværdigheden af denne historie. Det er ikke verdensklasseskrivekunst, men historien fungerer godt. Den er opmuntrende i troen uden at være prædikende, selvom Natalie måske er en anelse mere god end gennemsnitskvinden. Men det kan blot ses som inspiration.
Alt i alt en læseværdig roman, primært til kvinder.

Denise Hunter:
Barmhjertighedens pris
406 sider • 229 kr.
Scandinavia