Dø ikke alene, dø ikke uden at elske, og dø ikke uden at tilgive.
– Intet i livet har formet mig mere og lært mig mere end min fars død. Mine øjne blev åbnet på ny og jeg så, at apostlen Paulus nok havde ret, da han i sit brev til Romerne, skrev: Lidelse skaber udholdenhed, og udholdenhed skaber karakter, fortæller Chris Macdonald.Det var aften i Danmark. Chris MacDonald havde lige afsluttet et foredrag. Han satte sig nu ind i sin bil for at køre hjem. På hans mobiltelefon, kunne han se, at han havde et ubesvaret opkald fra sin søster.
– Jeg fik en mærkelig fornemmelse i kroppen af, at der var dårlige nyheder i vente. Da jeg kom hjem, ringede jeg til min søster, og da jeg fik hende i røret, knækkede hendes stemme, og hun sagde:
Chris, far har kræft. Hun sagde noget mere, men hendes ord blev fjerne. De kom flydende ud af røret, som bølger, der kom et sted langt væk fra. Rummet snævrede sig sammen, væggene væltede ind mod mig.
– Kræft er et ondt ord, men når man hører det sagt sammen med navnet på en, man elsker, bliver det uhyggeligt på en helt anden måde. Frygten for at miste min far har altid været der. Nu blussede den op i hele kroppen.
Ovennævnte er hentet fra coachen og livsstilseksperten Chris Macdonalds bog Du er ikke alene, som udkom lige før sommerferien. Bogen handler om, hvor vigtigt det er – når vi skal dø – at få taget ordentlig afsked med livet, og ikke mindst med dem, vi elsker.
Udfordringen har talt med Chris Macdonald, der her fortæller om nogle af de ting, hans far har lært ham igennem livet. Han fortæller os også om det dødsmanifesto, som han lavede kort tid efter, at han havde taget afsked med sin far.
– Min far har lært mig, at vi mennesker ikke vil blive husket for, hvad vi udrettede i livet, eller hvad vi opnåede. Vi vil blive husket for, hvordan vi behandlede andre. Og medfølelse er måske den ultimative måde at tilsidesætte vores ego. Jeg tror, at de tidspunkter, hvor vi føler os bedst tilpas med os selv, er, når vi har hjulpet andre. Men når vi gør det, kan vi også tit komme til at forvente, at vi får noget tilbage. Og det sker, at vi hjælper andre, fordi vi vil have noget igen. Vi har alle en naturlig trang til at holde regnskab i vores forhold, og den trang advarede min far mig ofte imod, fortæller Chris Macdonald.
– Min fars yndlingspassage i Bibelen var Matthæus kapitel 7, vers 12: Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig. Den sætning talte vi meget om, og vi blev enige om, at man måske ligefrem skulle lave en udvidet version. Noget i stil med: Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig – uden at tænke på, at de så skal give noget igen.
Du var ved din fars side – den sidste tid, hvor han var meget svag. Hvordan påvirkede det dig at være så tæt på din far – og døden?
– Den dag min far døde, blev min anden fødselsdag. Mine øjne blev åbnet påny, og jeg så, at apostlen Paulus nok havde ret, da han i sit brev til Romerne skrev: Lidelse skaber udholdenhed, og udholdenhed skaber karakter. Der er i hvert fald ingenting, der har formet mig mere og lært mig mere om livet end min fars død, fortæller Chris Macdonald.
Kort tid efter, at din far var død, løb du en tur i skoven, og på den tur besluttede du dig til at skrive dit eget lille dødsmanifesto. Du ønskede at huske på tre ting, som din fars død havde lært dig. Hvad var disse tre ting for noget?
– Den ene ting var, at jeg for alt i verden ikke vil dø alene, uden kærlighed. Hvis jeg skulle opnå noget i livet, så skulle det være at blive bedre til kærlighed og til at holde fast på den i livet. For efter at have set min fars død tænkte jeg, at det eneste, der virkelig betyder noget til sidst, er de mennesker, man har omkring sig, og deres kærlighed.
– Men når vi elsker, udsætter vi også os selv for den ultimative smerte. En dag skal vi sige farvel. En dag mister vi dem, vi elsker. Jeg har ofte tænkt, at hvis bare man dog ikke knyttede sig så meget til et andet menneske, hvis bare man ikke elskede igen, så ville man heller aldrig blive såret igen.
– Min far og jeg havde i den sidste tid, han levede, talt meget om kærlighed. På engelsk betyder passion lidenskab, stærk kærlighed. Men i den kristne tro kan det også staves med stort P, og så betyder det lidelse. Min far havde sagt: Jeg tror ikke, at det er tilfældigt – at passion rummer begge sider. Ved at lade os selv opleve kærligheden vil vi komme til at opleve stor smerte. Og den smerte bliver vi nødt til at lære at leve med, hvis vi også vil elske…
Og nummer to ting?
– At det er enormt vigtigt at tilgive sig selv og andre.
– Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at såre dem, vi elsker. Vi kommer til at svigte og påføre smerte, vi kommer til at forråde vores egen ærlighed og alle vores moralske værdier. Alt det kan ikke undgås. Vi ønsker at tilgive og få gjort tingene op, men vi er tilbøjelige til at udsætte det, fordi det enten kan være for svært at tilgive, eller fordi vi regner med, at der er tid nok, så det er noget, vi kan gøre engang i fremtiden.
– Men en dag vil katastrofen ramme os eller en af dem, vi elsker. Og vores liv vil ændre sig fra den ene dag til den anden. Og når det gør det, er det som om, der aldrig er nok tid til at sige de ting, man gerne vil sige, og tilgive de ting, man gerne vil tilgive.
– Min far og jeg havde været så heldige, at vi havde sagt alt til hinanden og tilgivet hinanden alt, allerede før kræften kom. Men mellem min mor og far fornemmede jeg, at der var ting fra fortiden, som ikke var gjort op. Heldigvis nåede min mor og far at få talt ud om de ting, som var sket engang, og i sidste øjeblik nåede de at få tilgivet hinanden. De gav begge slip på fortidens smerte og det eneste, der nu var tilbage mellem dem, var en dyb kærlighed, som de nu måtte sige farvel til.
– Det gik op for mig, at tilgivelse også er en form for kærlighed. Når vi tilgiver – sætter vi os selv og det andet menneske, der er involveret, fuldstændig fri. Ægte tilgivelse kan føles, som om man slipper af med en 70 kg. tung rygsæk, som man har slæbt rundt på i årevis.
– Min fars død lærte mig i hvert fald, hvor vigtigt det er at tilgive, og jeg husker, at jeg sagde til mig selv og skrev ned på min lille seddel:
– Vent ikke med at tilgive. Om det så skal blive det sværeste i dit liv. Så lær at tilgive.
Nummer tre ting?
– Og den sidste ting, jeg skrev ned i mit eget lille dødsmanifesto, var, at jeg ville gøre alt, hvad jeg kan, for at finde tro. Jeg ville ikke turde møde den sidste del af rejsen mod døden uden tro.
– Lige til det sidste, selv i de sværeste øjeblikke i sygdomsforløbet, bevarede min far roen. Og jeg er sikker på, at det var hans tro, der gjorde, at han havde fred og ro i sin sjæl.
– Et par dage efter at han var gået bort, sad jeg og kiggede i nogle af hans ting. Jeg fandt en gul notesblok, som han havde skrevet sine tanker ned på gennem sine sidste måneder. Øverst på en side så jeg en sætning, som jeg læste igen og igen: Jeg ser Guds ansigt mere og mere i skyerne i de her dage, og det gør mig så taknemmelig. Da vidste jeg med sikkerhed, at min far havde fundet troen.
Tror du selv på Gud?
– Ja, det gør jeg. Ligesom min far er min spiritualitet inspireret af kristendommen. Men min tro er hele tiden under udvikling, og jeg er også åben over for andre trosretninger. Jeg ønsker at udvikle min tro, så den bliver stærkere.
Jeg er i hvert fald sikker på, at lige så vel som man kan øve sig i at blive bedre til at elske og tilgive, lige så vel kan man træne og øve sig i at blive bedre til at tro.
Hvorfor har du skrevet bogen? Hvad skal vi med den? Er det en selvhjælpsbog – en manual til et lykkeligt liv eller en guide til døden?
– Bogen handler om de lektier, jeg og min far har lært, når vi har stået ved korsvejene i vores liv. Men lektierne er ikke ting, jeg selv kan leve op til. Det er de ting, jeg hver dag arbejder på at udfordre mig selv til at turde blive bedre til.
Så bogen er ikke en selvhjælpsbog eller en manual til et lykkeligt liv eller en guide til døden. Det er en bog med historier fra korsvejene i mit og min fars liv.
Mit håb er, at bare en af historierne måske kan støtte og hjælpe andre på deres færd gennem livet og give nogen en følelse af, at de ikke er alene.
