30 år med musikken
Lørdag den 12. november fejrer Hans Jørn Østerby sit 30 års musikalske jubilæum med en koncert i Den Gamle By i Århus.
Hans Jørn Østerbys musikalske karriere begyndte i bandet Josua mange år tilbage. Efter opløsningen af Josua prøvede han på egne ben, i første runde med mindre gode resultater. Det og alvorlig sygdom i den nærmeste familie slog ham lidt ud af kurs, men gav senere fundament for at synge sange om det store i det små.
Siden da har han levet af musikken i mange år, og han skriver på sin hjemmeside, at han elsker det på trods af alle besværlighederne.
Til festkoncerten i Den Gamle By skal Josua genforenes for første gang, og han får også besøg af Jens Bendix og Peder Østerby. Billetter sælges via hansjornosterby.dk.