Israelere forklædt som arabere reddet

Vrede egyptere angreb den israelske ambassade i Cairo. Præsident Barack Obama fik den egyptiske ledelse til at sende en gruppe kommandosoldater, som befriede israelerne.Sløret er blevet løftet for mange detaljer i angrebet på den israelske ambassade i Cairo, men mest af alt synes redningsaktionen af seks israelske ambassadevagter at fremstå som en fælles egyptisk-israelsk handling, der indebærer håb om fremtiden for forholdet mellem de to lande.
Tre mennesker blev dræbt og 1049 såret, da en vred egyptisk menneskemængde stormede ambassaden efter fredags-bønnen pa Tahrir-pladsen i en anti-israelsk demonstration. Det var det andet voldsudbrud mod ambasaden, siden fem egyptiske grænsevagter blev dræbt den 18. august, da en israelsk styrke skød mod terrorister. De havde overskredet grænsen fra Gaza-området til Israel via egyptisk territorium og dræbt otte israelere nær feriebyen Eilat. Egypten truede dengang med at hjemkalde sin øverste diplomat i Israel til Cairo.

Siden har det israelsk-egyptiske forhold været anspændt. Og kom altså nu til udbrud, da en ophidset gruppe egyptere nåede ind i den israelske ambassade.
De havde forinden nedbrudt en sikkerhedsmur, som Egypten havde rejst for at beskytte israelerne inde i ambassaden.
Der var nerver på, da de sidste israelere skulle ud af den angrebne ambassade. De seks mænd befandt sig i det sidste værelse, der var befæstet, i ambassadens lokaler, bag en metaldør. Det var klart for de fleste, at hvis angriberne nåede frem til de sidste mænd, ville de formentlig blive lynchet. Israelerne bevarede roen, så godt de kunne. Statsminister Binyamin Netanyahu var flere gange i nattens løb i kontakt med de israelske vagter og tilsagde dem hjælp. De fik tilladelse til at åbne ild, hvis deres liv var i fare.
Lederen af seks-mandsgruppen, Yonathan Zilpah, sagde til Netanyahu:
– Hvis noget skulle ske mig, vil jeg bede dig fortælle det til mine forældre, ansigt til ansigt, ikke ved en telefonopringning.

Det var ikke muligt for den israelske ledelse at få kontakt med ansvarlige egyptere, og så stod det klart for Netanyahu, at der blot var én vej at gå for at redde mændene – USA. Netanyahu ringede til præsident Barack Obama, der var klar over situationens alvor og omgående tog affære.
Han fik den egyptiske ledelse til at sende en gruppe commandosoldater til stedet, og de befriede israelerne – og iførte dem arabisk klædedragt, heriblandt et ”kefya”-tørklæde – og fik dem i sikkerhed til lufthavnen, hvor et israelsk militærfly stod parat til at befordre dem til Israel.
Dette egyptisk-israelske samarbejde lover godt for udviklingen af det videre forhold, der ellers var ved at blive yderligere nedkølet efter 30 års fred. Men begge parter indser, at freden mellem dem ikke må sættes på spil, uanset hvilken situation der måtte opstå, fordi freden er nyttig for dem begge.
Netanyahu har i en tv-udsendelse tilsagt, at Israel – til trods for det skete – vil overholde fredsaftalen, og fra ledende egyptisk side siges det samme. Men hadet mod Israel i store dele af det egyptiske samfund blomstrer og kan når som helst komme i udbrud.
– Egypten har oplevet en barsk dag, som påførte alle egyptere smerte og bekymring, siger den egyptiske informationsminister, Osama Hassan Heikal, og tilføjer:
– Det er klart, at nogle personers handling truer den egyptiske revolution, og Cairo vil bruge nødlove for at beskytte nationen.

Den israelske politiske sagkyndige, Zvi Mazel, skriver i en kommentar under overskriften: ”En skammens dag for Egypten”:
– Egypten står på skillevejen. Massedemonstrationerne og Hosni Mubaraks fald har ikke ført til noget for landets sociale og økonomiske problemer. Det øverste militærråd er blevet afdækket i al dets svaghed. Det har ikke kunnet vise folket et vejkort, der fører til en ny forfatning, valg af nye parlamentariske institutioner og højst tiltrængte sociale og økonomiske reformer. Det har brug for den stabilitet, som fredsaftalen med Israel muliggør.
Videre skriver Mazel:
– De naive og frygtløse unge, som gik på gaden den 25. januar for at kræve ændring og bedre betingelser, har tabt. Had mod Israel er den eneste fælles grund for de dybt delte magter, der kæmper om kontrollen over Egypten.

En anden israelsk politisk sagkyndig, Zvi Bar’el, skriver i en kommentar med overskriften ”Gik over stregen”:
– Vi kræver at få at vide, hvordan angrebet på ambassaden blev tilladt – hvordan sikkerhedsstyrkerne pludselig forsvandt inden stormen – og siden vendte tilbage med forstærkning for at sprede demonstranterne. Hvordan kunne sikkerhedsstyrkerene lade denne gruppe storme ambassaden, når tidligere en flue ikke kunne komme ambassaden nær på grund af den egyptiske sikkerhed. Denne regering kan ikke acceptere ansvar og må gå af.
En af kandidaterne ved det forestående præsidentvalg i Egypten, Hamdeen Sabahy siger, at hæren må indtage en seriøs holdning, der matcher den offentlige vrede mod Israel, men at vold besudler den egyptske opstands image.
– Freden med Israel er skrøbelig, sagde han, men den må bevares for enhver pris. Konflikten mellem vore to lande er et tab for begge, og der er ingen grund til en militær konflikt eller at ophæve fredsaftalen. Hvad ville Egypten eller Israel opnå ved dette?