Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Vores datter skifter personlighed, når hun leger med veninderne…

Kære Suh
Jeg har et spørgsmål vedr. vores datter, som er 10 år. Hun er en sød og dejlig pige. Jeg vil sige, at vi er tilfredse med den opdragelse, vi har givet hende, og vi får altid positive tilkendegivelser, når hun har været ude hos nogen, også fra skolen. Hun er normalt fornuftig og moden af sin alder, men når hun har veninder hjemme, hvilket er blevet oftere og oftere, jo ældre hun er blevet, er det nogle gange som om, at hun ændrer sig – skifter nærmest personlighed – og bliver fjollet, hysterisk og også flabet over for os herhjemme. Min mand og jeg er meget frustrerede over det, vi forstår det ikke, og det er som om, at irettesættelserne preller af på hende, når hun er i den ”tilstand”. Vi er bekymrede for, om hun er så let-påvirkelig, at hun bare ændrer helt karakter, når hun er sammen med andre? Hvad når hun bliver ældre? Hvordan hjælpe hende ”tilbage” på sporet og få hendes ”gode” adfærd til at blive en mere fast integreret del af hende?
Hilsen en bekymret
mor og far

Kære Bekymret mor og far
Jeg tror, I skal tage det helt roligt. Jeres datter lyder til at være en rigtig dejlig pige, fornuftig og helt sikkert med gode værdier, som I allerede har givet hende med på vejen integreret i sig.
Men hun er kun 10 år, og som 10-årig er man som regel meget optaget af, hvordan man er placeret i det sociale hierarki.
Det er derfor helt naturligt, at jeres datter opfører sig noget forskelligt alt efter, hvem hun leger med, for det er givetvis vigtigt for hende at ”passe ind” – måske er der aktuelt nogle piger i klassen, der er meget vigtige at imponere, hvilket kun gøres med en bestemt adfærd?
Hvis disse ting er på spil, så må I forstå, at venindernes beundring i det pågældende øjeblik betyder mere for hende end jeres anerkendende blikke, bl.a. fordi I som gode forældre har givet hende en masse bekræftende kærlighed med i bagagen.
Jeres datter har derfor en basal tryghed og vished om at være elsket, så hun ved ubevidst – og sikkert også bevidst – at hun ikke mister jeres kærlighed, blot fordi hun sætter jeres sind lidt i kog (sådan skal det jo også være).
Den sociale placering i klassen/pige-gruppen kan derimod være på spil, hvilket i den alder kan betyde alt i hele verden.
Set i det perspektiv giver det mening, at hun også er nødt til at ”modsætte sig” jeres irettesættelser i situationen, for ellers taber hun måske ansigt overfor netop den veninde, hun gerne vil imponere.
Skal I så bare affinde jer med det? Nej, det skal I selvfølgelig ikke, men prøv at forstå hele dette barnlige univers.
Lad være med at tage alt for mange konflikter med hende, mens kammeraterne er der. Når de så er gået hjem, så tag en stille og rolig snak med hende om, hvad det er, der sker.
Nu er hun ikke længere ”på” over for veninderne, så nu kan hun bedre lytte og svare ærligt.
Konfrontér hende med det, I ser/oplever, og spørg hende, om hun selv har nogle bud på, hvorfor hun opfører sig/taler anderledes, når hun er sammen med den og den.
Mange gange ved børn det godt selv og skal bare hjælpes i gang med at snakke om det. Hvis hun blokerer helt, kan I give hende nogle forslag: ”Kunne det tænkes, at det er fordi, du gerne vil have, at XX skal synes, du er sjov/smart?” eller: ”Er det sådan, når man er veninde med XX, at man helst skal gøre/sige sådan og sådan?” På denne måde får I en mulighed for at få jeres datter til selv at se, hvordan tingene hænger sammen.
I kan derefter tage en snak med hende om, at man måske godt kan bevare sin popularitet hos andre ved at dosere den ønskede adfærd lidt mere, og at den anden måske ikke nødvendigvis taber interessen for én, bare fordi man taler pænt til sine forældre/andre?
I kan fortsætte med at tale om, hvilke fordele/ulemper der er ved den for jer at se uønskede adfærd.
Ofte ved børnene nemlig godt, hvilke ulemper det har både for dem selv, men også for veninden, og så kan I jo derfra tage snakken med barnet om, hvordan det løser konflikten mellem indsigten og den ønskede popularitet.
På denne måde lærer jeres barn efterhånden, hvordan man integrerer værdier og moral i sig, og hvordan man udleverer det i praksis.
En vældig vigtig lærdom til teenage-årene, som snart står for døren – godt, at I er opmærksomme på det allerede nu!
Hilsen Suh

Jeg er så træt, så træt og vil helst bare sove

Kære Suh
Hele mit liv er lige nu kaos. Jeg er i gang med at forlade min kæreste gennem 3 år, skal finde noget nyt at bo i, overvejer at sige mit arbejde op og kan ikke overskue bare de mindste praktiske ting. Jeg er så træt, så træt og vil bare sove hele tiden, må tvinge mig selv til at komme ud af sengen. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med at hitte rede på det hele. Nogle af mine venner siger, at jeg burde få noget medicin, men jeg har ikke lyst til at begynde på sådan noget, synes du det er en god ide? Og hvad er konsekvenserne af det, bliver man helt zombie?
Hilsen J.

Kære J.
Du har det da vist rigtig svært lige i øjeblikket. Alle de ting, du kæmper med, tager meget af din energi, så der er ikke noget at sige til, at du er træt og udmattet.
Det er derfor helt naturligt, at du har et større behov for at sove/hvile dig, så sørg for, at du får gjort det, meld dig evt. syg et par dage, så du kan få sovet igennem. Hvis tankerne vælter rundt i hovedet på dig hele tiden, så prøv at give dig selv nogle frikvarter i løbet af dagen – ud over når du sover – ved så at sige at putte noget nyt materiale ind i hovedet. Det handler om, at hjernen skal afledes fra de tunge, stressende tanker og fokusere på noget andet mere lystbetonet. Prøv at se en film, læs en bog (hvis du ikke kan koncentrere dig om det, så prøv med en lyd-bog), gå en tur med en veninde, tag et langt varmt bad osv. Hvis det er umuligt for dig at tage dig sammen til disse ting, og hvis du bliver ved med at have det helt forfærdeligt, og energien slet ikke vender tilbage, vil jeg opfordre dig til at bestille en tid hos din egen læge og få en snak med ham/hende. Måske har du brug for professionel hjælp til at få overblik over din situation og komme videre derfra.
Jeg forstår godt dit forbehold over for medicin, det er altid rarest at kunne klare sig uden, men medicin kan i nogle tilfælde være en hjælp til at ”tage toppen”, så man lige kan få fat i den lange ende af sit liv lige nu, og det behøver ikke nødvendigvis at gøre dig til en zombie. Snak med din læge om det, fortæl om dit ønske om at klare det her uden medicin, hør hvad han/hun foreslår, og træf så din beslutning derefter.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk