Teologi har succes blandt ældre
Folkeuniversiteterne i København og Aarhus melder om stærkt stigende interesse for kurser med teologisk indhold fra danskere i alderen 50-70 år.
Bare i København er der 332 deltagere på teologibaserede kurser i år mod 283 og 247 deltagere de to foregående år.
Teologi for Lægfolk i Aarhus har i år rekordmange tilmeldinger. 42 deltagere mod 21 sidste år. Kurset i Det Gamle Testamente er fuldt besat med 24 kursister.
– Kurset bliver overtegnet i løbet af én dag. Sådan har det været i mange år, men de seneste år har interessen været endnu mere tiltagende, fortæller sognepræst og underviser Lene Højholt til Kristeligt Dagblad.