The Lord is my shepherd!
I Danmark bliver der hvert år begået ca. 50 mord. I Honduras bor der 2 mio. flere mennesker end i Danmark, og der bliver begået ca. 6300 mord om året! Hvordan kan man føle sig tryg i sådan et land og tro på Gud?
Jeg har nu været volontør i 5 måneder i Honduras. Det har været 5 meget udfordrende måneder, hvor jeg har lært en ny og helt anderledes kultur at kende og mødt børn og familier, som lever under hårde og usikre vilkår. Men jeg har opdaget, at disse mennesker, som lever her på den anden side af jorden i fattigdom og utryghed i et meget korrupt land hver evig eneste dag, alligevel har en enorm stor tro og tillid til Gud.
Hver aften hører jeg skud i det slumkvarter, hvor jeg er volontør, og hver dag er der mere end 1000 børn i hovedstaden Tegus, der lever på gaden og sniffer lim for at holde sulten og tankerne på afstand. Tænk, at folk under disse vilkår kan være så stærke i troen, når så mange af os i Danmark tvivler!
En af de ting, der er blevet rigtig store for mig under mit volontørophold, er Guds englevagt. Allerede den anden uge af mit ophold blev jeg røvet af en bevæbnet mand. Det var chokerende! Men fordi sikkerhed ikke er en selvfølge her, har jeg lært at stole mere på Gud. Salme 23 er blevet et stærkt ord for mig igennem de sidste måneder: The Lord is my shepherd, I shall not want. Jeg ber hver dag om Guds englevagt, og jeg føler virkelig, at jeg har englevagt under min færden her i slumkvarteret. Den følelse gør, at jeg alligevel kan føle mig tryg, trods lyden af skudsalver.
Her på den anden side af jorden lærer jeg at stole på Gud.
Af Katrine Haahr Andersen
Udsendt som volontør af Impact