Vi bliver snigløbet

Hvad har biskopperne og politikerne gang i? Partnerskabsritualer kan ikke forenes med kirkens
hoved, Kristus. Ved indførelse af et partnerskabsritual i kirken gør mennesker sig til herre over Skriften.Jer. 22,29: ”Land, land, land, hør Herrens ord!” Vi står midt i en kamp i den åndelige verden, hvor åndsmagter vil snigløbe kirkens grundvold.Af Gert Grube
Lærer, forfatter og billedkunstner

Nu presser socialdemokraterne Helle Thorning-Scmidt, overborgmester Frank Jensen og kulturordfører Mogens Jensen på for at få partnerskabsritualer igennem. Som Mogens Jensen siger: ”Per Stig Møller har nu muligheden for at stå fadder til en fælles historisk beslutning, og den synes jeg, han skal udnytte.”

Selv om partnerskabsdebatten er ved at ebbe ud i Kristeligt Dagblads spalter, vover jeg alligevel at sætte mig til tasterne. For nylig gjorde en gymnasielærer mig opmærksom på sin undervisning i tekstfortolkning. ”Når jeg beder mine elever om at tolke en tekst, så siger jeg til dem: Hvad siger teksten? Jeres egen mening er ligegyldig”. Ja, sådan lød ordene.
Jeg kom til at tænke på de fleste biskoppers og mange præsters uforgribelige meninger om nye partnerskabsritualer. Selvfølgelig kender både biskopper pog præster Bibelens tekster, men de tolker dem anderledes. De bliver herrer over skriften. De burde i stedet som gymnasielæreren sige: ”Hvad siger teksten? Vores egen mening er ligegyldig.”

Ja, man må tage sig til hovedet, når flertallet af vore biskopper vil prøve at vejlede os med hensyn til partnerskabsritualer.
Tag fx Rom.1,27, hvor der bl.a. står, at ”mænd levede skamløst med mænd”. Med den udmelding nogle biskopper kommer med, skulle man næsten tro, at der stod ”mænd levede harmonisk med mænd”, men det står der altså ikke.
Hvornår erkender vore biskopper, at Paulus ikke er en hr. hvem som helst? Han var apostel, og hans ord tæller mere end, hvad end biskop i Danmark kan udtænke.
Det er en skam, at de samme personer, som skulle vejlede de vildfarne, nu vildleder de vejfarende.

Det er utroligt, hvad man skal lytte til, når nogle vil forsvare partnerskabsritualer. Sidst (Kr. Dag. d. 23.febr.) har to sognepræster fra Helsingør anstrengt sig for at argumentere for et ritual. Jeg må sige, at argumentationen lyder flot, men den er jo intet værd, når den ikke har klangbund i Skriften.
Nazisterne havde også deres religiøse ritualer, men de bragte dem ikke nærmere Gud, tværtimod. Og asatroende har også deres ritualer. Et ritual bringer ikke automatisk et menneske nærmere Gud, med mindre det har sit tydelige udgangspunkt i Skriften. Ægteskabsritualet har sit udgangspunkt i bl.a. Jesu ord: ”Har I ikke læst, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde.” Nadverritualet har sit tydelige udgangspunkt i Jesu ord om at indtage hans legeme og blod til hans ihukommelse. Men hvor har et eventuelt kirkeligt partnerskabsritual sit udgangspunkt, uden at det bliver i menneskers eget hjemmelavede gudsbillede?

Så blev partnerskabsritualer igen omtalt i KD d. 28. juli, og igen blev man rystet over en udtalelse fra kirkens øverste myndighed. Biskop Karsten Nissen formulerer frejdigt: ”Det er folketinget, der er folkekirkens synode, så længe vi ikke har en kirkeforfatning. Og når lovgiver bestemmer sådan, så skal vi udarbejde et ritual.” Jamen, hvem er vi? Er det ikke kun kirkens legeme? Står man slet ikke til ansvar over for kirkens hoved, som er Kristus?

Vel, lad os lige gå lidt tilbage i kirkehistorien og standse op ved reformationens fædre, som ønskede, at Guds ord skulle være på Guds alter. Da Luther skulle forsvare sin kristendom i Worms sagde han: ” Hvis jeg ikke bliver overbevist af Guds ord eller klare grunde, kan og vil jeg ikke tilbagekalde noget… Det er ikke godt for et menneske at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig Amen.” Luthers samvittighed var bundet til Guds ord.
Og vor egen Hans Tavsen kæmpede ligeledes for Guds ord, og det endte med reformationens indførelse i Danmark i 1536. Guds ord var målestokken, og vore kirkefædre vidste, at hvis Guds ord ikke blev målestokken, så var man heller ikke Guds undersåt, men hans rival, og bejlede selv til magten.

I dag sælger vi ud af arvesølvet for at tilfredse nogle tendenser i tiden. Man ønsker partnerskabsritualer anbragt på kirkens alter. Jamen, man må spørge sig selv: Hvad har vore politikere og biskopper gang i? Lige så lidt som man kan forene olie og vand, lige så lidt kan man forene partnerskabsritualer med Kirkens hoved, Kristus. Vi er draget ind i lydighed eller ulydighed mod ordet. Gud diskuterer man ikke med, ham adlyder man. Kirkens øverste myndighed kender jo udmærket ordene om ”partnerskaber” fra vor Bibel, men de bliver behændigt skubbet til side, og man bliver i stedet et ynkeligt offer for misforstået hensyntagen.
Jeg kunne godt tænke mig at se et udkast til en bog for partnerskabsritualer. Hvem tør tage initiativet, når det er Guds ord, der skal være på Guds alter og ikke flotte konstruerede sætninger?
Ingemann skrev om Hans Tavsen ”Guds ord var på Guds alter”. Kan det også skrives om en ny ritualbog?
Søren Kierkegaard har sagt: ”Man kan bedrages på mange måder. Man kan bedrages ved at tro på det usande, men man kan også bedrages ved ikke at tro på det sande. Og hvilket bedrag er vel det farligste?”

I øvrigt er det værd at lægge mærke til, hvad en tidligere biskop fra Viborg fik sagt. Georg Geil var den første biskop, der utvetydigt tog afstand fra kirkelige vielse af homoseksuelle par. Den 22.september 1995 sendte han et brev til samtlige kolleger, hvor hans modstand blev begrundet med ordene: ”Det jødisk-kristne syn, at mand og kvinde er skabt til sammen at blive ét menneske oprindeligt, står over for et græsk-hellenistisk syn, hvori enheden og foreningen af to af samme køn ofte betragtes som noget ideelt.”