’Gud gav mig et nyt hjerte og satte mig fri fra fortidens traumer’

”Du skulle have været en plet på lagnet, men du blev en plet på samfundet” – sådan skrev Lis`s mor til sin datter, efter at Lis selv var blevet mor. Under hele sin opvækst fik hun tudet ørerne fulde om, hvor værdiløs, uønsket og ubrugelig hun var. Hun troede fuldt og fast på de ord, der uden at spørge om lov satte sig som igler på hendes sjæl og udsugede al livskraft og livsglæde.

– Efter mødet, er der en søster, der kommer hen til mig og giver mig et stort knus. Lige i det øjeblik hun gør det, ser jeg Guds hånd foran mig. I hånden ligger der et nyt hjerte, som han skubber ind i min krop.
Foto: Henriette Bjarne Hansen

– Min mor syntes, jeg var et besværligt barn. Hun var altid irriteret på mig og skældte mig ud tidlig og silde. Jeg var der bare, men det i sig selv var også nok til, at min mor blev sur og gnaven. Jeg var hende til besvær, og hun ønskede mig hen, hvor peberet gror, fortæller Lis.
– Da jeg var to år, døde min far. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg reagerede, men det at ens far pludselig ikke er der mere, kan ikke andet end at påvirke et barn. Men børn har ikke nogen følelser, mente min mor. Så når jeg begyndte at græde, eller blev ked af det, råbte hun: ”Hold op med at skabe dig. Tag dig sammen”

Efter faderens død, gifter Lis’s mor sig igen.
– Min stedfar havde et iltert temperament. Tabte jeg en gaffel på gulvet, mens vi sad og spiste, sprang han op og smed med både tallerkener og glas, fortæller Lis. Min mor og min stedfar var ikke altid enige, for at sige det mildt, men én ting kunne de blive enige om, og det var, at jeg skulle væk fra hjemmet, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Da Lis fylder 15 år, bliver hun bedt om at forlade sit barndomshjem. ”Og Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke adlyder og gør, hvad jeg siger,” siger stedfaderen til Lis.
– Jeg kendte de ord, som betød, at hvis jeg ikke gjorde, hvad der blev sagt, ville jeg få tæsk.
Lis har det godt i det halve år ude på gården. Arbejdet er ikke specielt hårdt, men alligevel begynder hun at føle sig træt og udkørt.
– Jeg var ung, men følte mig som en olding indeni. Havde svært ved at se, hvordan jeg skulle komme igennem livet, når jeg i så ung en alder følte mig gammel.
Ikke nok med at Lis var træt, hun havde også altid smerter i kroppen. En læge, som hun henvender sig til, laver et hjertediagram. og der bliver taget blodprøver. Resultatet af undersøgelserne viser, at Lis ikke fejler noget fysisk. Alle smerterne er psykosomatiske.

Vi tager nu et stort skridt frem i Lis’s liv. I 1984 er hun 44 år, gift, har tre børn og er blevet kristen.
I pinsekirken Elim i København, hvor hun er tilknyttet, bliver hun bedt for mange gange. Hun får det bedre, men den dybe træthed er der stadig. Den bliver ved med at hænge som en stor sort skygge over hendes liv.
– En aften, mens jeg sidder i min stue, får jeg pludselig en meget stærk vished om, at jeg snart skal dø, fortæller Lis. Jeg slår det hen, men en måned senere, kommer det igen og nu så stærkt, at jeg føler tiden er inde til at skrive ”Min sidste vilje.” Jeg er ulykkelig, for jeg har glædet mig til, at jeg og min mand snart skulle holde sølvbryllup, og jeg havde også set frem til at opleve mine børn stifte familie. Men jeg må nu erkende, at alt det jeg har drømt om, ikke bliver til noget. I et brev gør jeg rede for, hvordan jeg ønsker min begravelse skal være, hvilke blomster, der skal ligge på kisten, hvilke salmer, der skal synges osv. Jeg lægger brevet i en konvolut og udenpå den, skriver jeg: ” Min sidste vilje.”

I februar måned 1991 er der inde i København en uges bibelskole, som Lis melder sig til. Hun har kun kræfter til at deltage i møderne om dagen.
Profeten Ian Andrews, som har været underviser igennem hele ugen, holder et specielt møde lørdag aften. Salen er fyldt af forventningsfyldte tilhørere. Ian Andrews som står oppe på scenen, klar til at tale, kigger pludselig ned i salen og siger: ” Der er en kvinde til stede i dag, som har et dårligt hjerte. Vær venlig at rejse dig op. Gud vil helbrede dig i dag. Han vil give dig et helt nyt hjerte”.
– Jeg vidste med det samme, at det var mig, han talte til, og rejste mig op. Derefter profeterede han over mit liv. Tårerne flyder ned af mine kinder under resten af mødet.
– Efter mødet, er der en søster, der kommer hen til mig og giver mig et stort knus. Lige i det øjeblik hun gør det, ser jeg Guds hånd foran mig. I hånden ligger der et nyt hjerte, som han skubber ind i min krop. Smerten var så voldsom, at jeg husker det den dag i dag. Da hjertet var sat på plads, så jeg mit gamle hjerte smuldre væk og blive til støv.

Dagen efter mødet oplever Lis for første gang i sit liv at kunne gå op og ned af trapper uden at blive forpustet.
– Et par måneder efter vinterbibelskolen kan min mand og jeg holde sølvbryllup og to dage efter rejser vi til Israel på en 14 dages ferie. Her går det for alvor op for mig, hvor stort et mirakel, der er sket i mit liv. Jeg skal ikke dø, som jeg troede, men leve og mine drømme er allerede begyndt at gå i opfyldelse.
Lis havde fået et helt nyt hjerte og trætheden var væk, men traumerne fra den barske barndom var endnu ikke blevet trukket op i lyset og bearbejdet. Mange år skulle der gå, før Lis blev sat fri fra fortidens fængsel.
I en alder af 70 år føler hun sig for første gang fri og glad.
Men hvad med moderen. Kan Lis tilgive sin mor?
– Min mor har igennem årene sendt alt for mange breve til mig, hvor hun igen og igen fortæller, hvor uduelig jeg er. Til sidst læste jeg ikke brevene, men smed dem væk.
-Jeg har tilgivet min mor, fordi jeg ved, at hun i sin barndom aldrig fik kærlighed eller omsorg. Og ligesom mig, måtte hun ofte lytte til sine forældre, der kritiserede hende og fik hende til at tro på, at hun ikke var noget værd.
-Forskellen på min mors og mit liv er, at jeg har i dag har én som synes, at jeg er dyrebar og dejlig. Jeg har en som aldrig vil svigte mig eller lade mig i stikken, som har omsorg for mig og vil støtte og hjælpe mig uanset hvad. Det er Herren jeg taler om. Han har taget mig til sig, og jeg har erfaret, at intet er umuligt for Ham. Han kan vende et umuligt liv til et liv fyldt med muligheder.
Salme 30 er mit vidnesbyrd, ligesom David kan jeg sige: Tak Gud for at du har forvandlet min klage til dans, at du har taget mig sørgedragt af mig og iklædt mig glæde. Jeg vil lovsynge dig uden ophør, for evigt vil jeg takke dig.