Danmarks fire store salmedigtere – er uenige

Med berigelse, nostalgi og med frembringelse af minder fra barndommens uskyldige dage synges de gamle salmer stadig i kirken med glæde.Danmark har fire store kendte salmedigtere. Ingen af dem er nulevende, men de har mange salmer med i Den Danske Salmebog, og deres salmer er kendt og elsket af mange. De fire levede for over hundrede år siden. Den ældste, Thomas Kingo, levede i 1600-tallet, Brorson levede i 1700-tallet, og B. S. Ingemann og N. F. S. Grundtvig levede i 1800-tallet.
Af Jette Vibeke Madsen
der er folkeskolelærer.

De fire salmedigtere er uenige om teologien, hvilket afspejles i deres salmer. Kingo, som var biskop i Odense under en enevældig konge, havde et mere dystert livssyn, end den senere Grundtvig. Men Kingo bliver betragtet som en af 1600-tallets store digtere. Hans salmer adskiller sig fra tidligere tiders salmer og sange ved en personlige stemme, som med følsomhed og indlevelse ytrer sig i salmerne. Han er ikke bange for at tale om tvivl og uro.

Salmesang voksede frem efter reformationen i 1536. Reformationen ændrede gudstjenesten. Præsten fungerede nu som opdrager og ikke som kultisk figur og mellemled mellem Gud og det enkelte menneske. Menigheden blev inddraget i gudstjenesten via salmesang og fællesbøn. Salmerne var ofte gengivelser af bibelske tekster og skulle hjælpe den kristne med at huske prædikenen. I modsætning til disse berettende salmer møder vi i Kingos salmer et digterjeg, der formidler indlevelse og oplevelse.
Den første salmebog, som vi kender til i dag, er Hans Thomisssøns udgave fra 1569. Den indeholdt 268 salmer, som var oversættelser fra tysk. Særligt Luthers salmer var i høj kurs.
Men i 1674 udgiver Kingo sin første andagtsbog, til brug i hjem og kirke, Aandelige siunge-Koors Første part. I denne salmebog finder vi morgensalmen: ”Nu rinder solen op af Øster-lide”.

Går vi lidt over et halvt hundrede år frem i tiden, støder vi på den anden af vore kendte salmedigtere, Brorson. Brorson var blevet grebet af den pietistiske bevægelse, som rørte sig blandt teologer og kom til Danmark fra Tyskland. Denne bevægelse var kendetegnet ved en tro på, at den enkelte kristne kunne opleve Gud igennem en omvendelse. En sådan omvendelse ville føre til fromhed hos den troende. I Brorsons salmer oplever man derfor en inderlighed, som afspejler det tætte forhold, som den kristne har til sin Gud. Brorson udgiver sine første salmer, mens han er præst i Tønder. Igen er det en salme- og andagtsbog, som kan bruges i kirke og hjem. I 1739, da Brorson bliver præst i Ribe, hvor han senere bliver biskop, udgiver han Troens rare klenodie, som var en samling af 274 salmer og tekster til menigheden, hvoraf 81 var Brorsons egne originale. Her findes salmen ”Op! al den ting, som Gud har gjort”.

I begyndelsen af 1800-tallet kom romantikken til Danmark. Man dyrkede det åndelige og metafysiske, som man særligt oplevede det i naturen. Begge 1800-tallets store salmedigtere havde mødt denne bevægelse. De to mænd, Ingemann og Grundtvig, kendte hinanden, bl.a. havde Grundtvig inspireret Ingemann til at påbegynde arbejdet med historiske romaner, som Ingemann blev meget kendt for.
Grundtvig selv havde oversat Saxos Danmarkskrønike og havde på et tidspunkt været grebet af asatroen. Men efter en omvendelse til kristendom bliver Grundtvig præst og gør det til sin opgave at forny kirken og forme en teologi og en gudstro, som kan forene det åndelige og det jordiske. Resultatet findes tydeligt i hans sange og salmer.

Ingemanns salmer adskiller sig fra Grundtvigs og er teologisk set utydelige. I virkeligheden kan man flere steder se tegn på, at Ingemann troede på sjælevandring og altså ikke på kødets opstandelse.
Ingemann var ansat på Sorø akademi fra 1822-1849 og underviste i dansk. Morgensange for børn udkom i 1837, og heri finder vi ”Lysets engel går med glans”.
Der er meget lys og glæde i Ingemanns salmer, og verden fremstår lys og harmonisk, hvilket var kendetegnende for litteraturen i perioden op til enevældens ophør i 1848, som man kalder Guldalderen.
De fire salmedigteres salmer afspejler den tid, de blev skrevet i, og særligt igennem deres beskrivelse af naturen ser vi, hvordan deres kristendomsforståelse er.

I ”Nu rinder solen op af Østerlide”, beskriver Kingo sig selv som en orm. Han er intet i sammenligning med den almægtige Gud. Kun ved Guds nåde og vilje kan et menneske gøre sig håb om evigheden i himlen. Når salmedigteren ser på naturen, så minder den ham om forgængeligheden. Alt det som er, skal forsvinde. Livet er en slags ventesal, hvor den kristne venter på det virkelige, nemlig evigheden. Imens han venter, må han bøje sig for autoriteterne og de kår, han er født ind i.

Anderledes positive er Brorsons tanker, når han ser på naturen. I salmen, ”Op! al den ting, som Gud har gjort”, overvældes digteren af naturen. Den er et vidunder, et vidnesbyrd om en fantastisk Gud. Den er langt mere, end hans ord kan beskrive, langt mere end han kan fatte, selv når han tager tanken og ånden til hjælp. Digteren glæder sig over at betragte naturen, for den minder ham om, hvor fantastisk Gud er, mens den hos Kingo er en påmindelse om, at alt forgår.

Ingemann er præget af romantikken, og det ses tydeligt, når han besjæler naturen. Solen er en engel, der bevæger sig hen over himlen og ser til alle mennesker. Den ser både til rige og fattige, men den foretager sig intet i den sammenhæng. Alt bliver smukt i dens lys, selv den fattiges liv synes smukt, når lyset falder på det. Ingemanns salmer er rige på billeder, og mange kan sikkert huske illustrationer fra deres barndoms salme- og sangbog, men teologisk er de ikke skarpe, som de andre tre digteres.

Grundtvig bøvler for at få flere ting til at gå op i en højere enhed. Kristendommen, nordisk mytologi og historie. Han former en kristendomsforståelse, som tager udgangspunkt i livet. Når Grundtvig ser på naturen, som det kommer til udtryk i salmen ”Morgenstund har guld i mund”, betragter han solens gang over himlen. Når solen bevæger sig hen over himlen, så er det fordi, den har en opgave, den skal udføre. Når den har gjort sin gerning, så går den ned igen. Solen og fuglen, som glad flyver ud i morgenen, er et forbillede for den kristne. Livet er en glæde, og det er et stykke arbejde. Salmen taler om at at have lyst og lykke til at gøre gavn her i livet, og det er kernen i Grundtvigs kristendomsforståelse. Livet er udgangspunktet, men det skal leves med åndelig dybde og historisk bevidsthed. Den enkelte skal se sin plads og sin opgave i forhold til fællesskabet.

De er ikke enige, de fire salmedigtere, men det er vel ikke så mærkeligt, for de er hver især et produkt af den tid, de levede i. Men de beriger os trods alt, hver på deres måde. Nogle af salmerne synger vi af ren nostalgi, fordi de minder os om barndommens uskyldige dage, og andre synger vi, fordi de her og nu udtrykker vores tanker og tro. Ja, de er en folkegave og en gave til kirken, trods deres uenighed.