Formandsvalg på KD landsmøde

Lørdag mødes Kristendemokraterne til hele to landsmøder i Middelfart. Flere stiller op som formand – men fremtiden er åben.Der er – mindst – tre kandidater til posten som landsformand, når KD på lørdag holder sit 41. landsmøde.

Fra venstre stiller Peter Høst, Kirsten Hasberg, Egon Jakobsen – og måske Suresh Jeyasingham op til formandsposten, som Bjarne Hartung forlader efter tre år.

Når det ikke ligger helt klart hvor mange, der bliver, skyldes det at partiet har måttet indkalde til ekstra-ordinært landsmøde, hvor der ikke er nogen frist for kandidater.
KDs frontkæmper i folketinget, Per Ørum Jørgensen, var oprindeligt opstillet som formandskandidat, men han trak sig i ugen efter fristens udløb.
Partiets nuværende formand, Bjarne Hartung Kirkegaard, vil gå af efter tre år på posten.

Ekstraordinært

Derved stod partiet uden formandskandidat til landsmødet, og tidsfristen var overskredet.
Fyns Storkreds meldte straks ud med at opstille Henri Nissen (Udfordringens redaktør).
Samtidig foreslog man, at tidsfristen skulle forlænges i denne helt ekstra-ordinære situation.
I stedet valgte hovedbestyrelsen af hensyn til vedtægterne at indkalde til et ekstra-ordinært landsmøde. Af økonomiske og praktiske grunde holdes dette dog i umiddelbar forlængelse af det ordinære landsmøde.
Ved et ekstra-ordinært landsmøde gælder der ikke nogen tidsfrist for kandidater. Derved er det pludselig muligt at komme med både formands- og hovedbestyrelseskandidater helt frem til selve landsmødet.

Der var én, der var to…

Sjællands storkreds opstillede nu lærer Egon Jakobsen som formandskandidat.
I Vestjylland forsøgte man at få opstillet skoleleder Kristian Andersen, Skjern, som havde klaret sig godt ved valget. Men han ønskede ikke at opstille.
Sydjyllands storkreds bakkede nu også op om Henri Nissen som kandidat.
Snart blev det også meddelt, at lærer Peter Høst, Århus, ville opstille for Østjyllands storkreds.
Og kort efter stillede også Kirsten Hasberg, København, op. Hun havde en del af den nye ungdomsorganisation bag sig.
Nu var der altså fire formandskandidater. Det var en helt uvant situation.
Imidlertid besluttede Henri Nissen igen at trække sig.
Til gengæld besluttede indvandreren Suresh Jeyasingham, Odense, sig til at opstille. Det skete dog for sent til, at han kom med i landsmøde-materialet, men hvis han ikke trækker sig, kan man også stemme på ham på landsmødet.
Og som sagt kan der nå at komme endnu flere i spil, inden landsmødet lørdag eftermiddag skal stemme om, hvem der skal lede partiet fremover.

Et stort arbejde

Det er ellers ikke, fordi den ulønnede post som formand synes værd at tragte efter.
Forude venter et hestearbejde med at få indsamlet over 20.000 underskrifter, før partiet igen kan opstille til et folketingsvalg. Og uanset, hvordan en kommende leder vil bære sig ad, kan vedkommende være sikker på både intern og ekstern kritik.
I den politiske verden står partiet ret alene med sine etiske holdninger til abort, homofile ”ægteskaber”, dødshjælp, m.m.
Og alligevel har for få af de kristne vælgere ved de seneste tre valg ikke bakket nok op om Kristendemokraterne. Hvem kan vende denne situation?

Kandidaterne

De fire kandidater, som nu opstiller, ville i hestesport nok blive kaldt for outsidere. Altså kandidater, som ikke før var udset til at være vindere, men som nu overraskende er kommet med i opløbet, efter at Per Ørum har trukket sig.
Ingen af de tre officielt opstillede sidder fx med i hovedbestyrelsen. Her er Suresh til gengæld med.
Det er umuligt at sige på forhånd, hvem der får flest stemmer. For hele partiet er i krise og famler efter en vej frem.

Egon Jakobsen

Egon Jakobsen er formentlig det mest ”trygge valg” for en del delegerede. Han har været med i partiet siden 1973 og tidligere været meget aktiv, som amtsformand, HB-medlem, kandidat og udvalgsformand.
Ved valget blev han efter en pause igen opstillet som folketingskandidat i Næstved og gjorde en ihærdig indsats.
Hans fordel – og ulempe er, at han er 63 år og på efterløn. Nogle vil måske mene, at han er for gammel, men han er kendt for at være nytænkende og har til gengæld masser af tid til at arbejde for partiet.
Hans kirkelige baggrund er Indre Mission, og han har skrevet flere børne- og ungdomsbøger, bl.a. om abort-problemerne. Han er gift og har både børn og børnebørn. For KD på Sjælland er det desuden vigtigt at få en frontfigur fra Øst-Danmark, da partiets magtbase er i det jyske. Men Øst-Danmark har ikke mange delegerede, så man vil få brug for støtte vestfra.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Peter Høst

Peter Høst er også lærer. Han er til gengæld kun 33 år og ugift. Han har hidtil været ret ukendt i partiet, men blev opstillet til folketingsvalget i Århus og fik lyst til mere politik.
Han er kendt som en dynamisk person, og i partiet vil man nikke genkendende og anerkendende til hans efternavn. Peter er nemlig søn af afdøde lærer Kai Høst, Lunderskov, som var den store primus motor i partiets start. Peter voksede bogstaveligt talt op med partiet.
Han har været lærerrådsformand på Jakobsskolen i Århus. Kirkeligt har han været i menighedsrådet i Christianskirken og kommer nu i Århus Valgmenighed. Han vil kæmpe for ”økonomisk og social ansvarlighed”, samtidig med ”en tydelig etisk og moralsk profil”.

Kirsten Hasberg

Kirsten Hasberg er kun 27 år og single. Hun meldte sig ind i partiet kort før valget og blev folketingskandidat i København, hvor hun gjorde sig bemærket med sin meget udadvendte form. Det var fx også hende, der mødte op til partiets sommergruppemøde i en orange el-dreven sportsvogn for at understrege partiets grønne energipolitik, som hun er en glødende forkæmper for.
Hun er frivillig medarbejder i den tyske Skt. Petri Kirke i København, og desuden med en lang række bestyrelser. Hun har en universitetsgrad i økonomi og kalder sig for ”social iværksætter”. Hun mener, KD er den oversete 3. vej i politik.

Suresh Jeyasingham

Suresh Jeyasingham, som formentlig også er med i opløbet lørdag, er oprindeligt fra Sri Lanka, men dansk gift og har boet her i over 30 år.
Han har arbejdet for Odense kommune med integrering af indvandrere i bl.a. Voldsmose.
Op til regionalvalget blev han opstillet som nr. tre på listen, og han har også været meget aktiv i valgkampen for nylig som kandidat på Fyn.
Suresh ulempe – og fordel – kan være hans indvandrerbaggrund. Der er hundredtusinder af indvandrerstemmer, men kun få går til KD. Kirkeligt er han aktiv i en lille husmenighed og de kristne og etiske mærkesager ligger ham meget på hjerte.
Lisbeth/Henri.


Artiklen fortsætter efter annoncen: