Sådan begyndte pinsekirken i Danmark

(Læsetid: 11 minutter)

Søndag fejrer pinsekirken i Kulturcentret på Nørrebro, at det er 100 år siden, at pinsemenigheden Eben-Ezer opstod, og pinsebevægelsen kom til landet. Vi bringer her et uddrag fra jubilæumsbogen ”Liv – en frikirke gennem 100 år”.Af Lars Due-Christensen

En lille gruppe præster, redaktøren for Kristelig Dagblad og andre var taget til Oslo for at invitere Thomas Ball Barratt til at holde møder i København.
Gruppen, som herefter tog imod Thomas Ball Barratt, kom fra vidt forskellige grene af dansk kirkeliv. Der var således ledere fra Luthersk Mission, Indre Mission, Metodistkirken, Folkekirken og Frelsens Hær. Det var mennesker, som på tværs af teologiske og organisatoriske forskelligheder havde fundet sammen i en fælles længsel efter en åndelig opvågning i Danmark.
Møderne blev holdt i metodisternes Golgatha kirke (nu: Jerusalemskirken), i Odd Fellow Palæet i Bredgade og i Frelsens Hærs hovedkvarter, Templet, på Frederiksberg. (…)

Fra hele befolkning

Det fortælles, at disse møder var præget af stærke manifestationer og af mennesker, som både græd og lo under stærk påvirkning af Helligånden.
Et kendetegn ved bevægelsen i Danmark var, at alle samfundsgrupper var repræsenterede i bevægelsen. Der var adelige, forretningsfolk, arbejdere, ufaglærte, håndværkere, kunstnere, præster og højtstående embedsfolk. (…)
T.B. Barratt blev den store igangsætter i Danmark og vendte tilbage de efterfølgende år for at støtte op om den bevægelse, som nu var i gang. Der var ikke tale om menighedsdannelser, men det, man kan kalde for fornyelsesbevægelser indenfor og på tværs af eksisterende kirker.

Også stor modstand

Pinsebevægelsen mødte megen modstand, både fra den officielle kirkelighed og fra ateistisk side, som her i Politiken, hvor de bedende blev sammenlignet med sindsyge.

Der var også stor modstand – både tilfældig og mere organiseret – mod denne bevægelse.
Til den tilfældige og lidt mere humoristiske afdeling hører beretningen om en mand, som valgte at forstyrre mødet ved at medbringe en kurv fuld af levende ål, som han hældte ud over gulvet. Til den mere organiserede modstand hørte en gruppe af unge socialister, som ofte dukkede op og forstyrrede møderne ved råb og piften.
For at imødegå modstanden benyttede man sig i vid strækning af mindre samlinger i private hjem, samtidig med at man begyndte at sælge billetter til 25 øre til de store offentlige møder. Dette gjorde man ikke for at tjene penge, men for at have styr på, hvem der kom. Mediernes behandling af dette nye fænomen var temmelig hårdhændet. (…)

Skuespilleren

Særlig opmærksomhed vakte det, da skuespilleren Anna Larssen tilsluttede sig bevægelsen. Ved et hjemmemøde hos provstinde Mollerup blev hun præsenteret for pastor Barratt. Ved dette møde oplevede Anna Larssen selv at blive fyldt med Helligånden, hvilket vendte totalt op og ned på hendes liv.
Kort tid efter inviterede hun sine skuespillerkolleger hjem hos sig selv, for at de kunne møde pastor Barratt og få mulighed for at opleve det samme. En af hendes kolleger ved Dagmar teatret, Anna Lewini, blev også mødt af Gud på denne måde, og kort tid efter forlod de begge teatret i ønsket om at vie deres liv til at tjene Gud. Anna Lewini blev senere missionær på Ceylon og tilknyttet Elimforsamlingen, mens Anna Larssen blev en af den tidlige bevægelses helt afgørende skikkelser.

KFUM-sekretæren

Hun deltog i pastor Barratts møder i Danmark, hvor hun medvirkede med sang, oplæsning og fortælling af hendes egen åndelige historie. På en af sine oplæsningsturneer i Danmark nåede hun til Helsingør, hvor hun mødte KFUM sekretæren, Sigurd Bjørner, med hvem hun blev gift 1912. De købte en cirkusvogn og et mødetelt og rejste rundt i Danmark for at viderebringe evangeliet og den nye erfaring af Helligåndens fylde og nådegaver.
(Senere grundlagde parret Apostolsk Kirke i Danmark efter inspiration fra vækkelsen i Wales, red.)

Første menighed

I forhold til tempoet i Norge og Sverige gik det meget langsomt med at danne egentlige pinsemenigheder i Danmark. Fra 1907 samledes man i København i Zinnsgade 5 under ledelse af 7 mænd. Her deltog bl.a. Anna Lewini, og selv om menigheden ikke var formelt organiseret med vedtægter, fungerede den reelt som den første pinsekirke i Danmark.
Ved 40 års jubilæet for pastor Barratts besøg i Danmark skrev Anna Lewini med en skuespillers sans for dramatik om tiden i Zinnsgade:
“Ja, – Zinnsgade! – For næsten 20 år siden var dette navn på læberne af tusinder i København og andre steder, ja, i andre lande. Hvad drejede det sig da om? Jo, derfra lød lovsangstoner, hjerter fyldtes af både glæde og sorg. Nogle lo, andre græd. Ja, for udenforstående så det ud som et eneste røre og uorden, men frelseshøvdingen stod for styret og brugte sit udvalgte redskab, Pastor T.B. Barratt. Sjæle frelstes, Guds børn døbtes i den Helligånd som på pinsedag…. I Zinnsgade lød ofte sang i ånden, også profetiske ord, såvel som tungetale med tydning….
Flere af os, der blev frelst i Zinnsgade, blev af Gud sendt ud som evangelister og missionærer. Nogle fik gennem os lyset i Afrika, Rusland, Sverige, Norge, Danmark, ja tilmed den smukke solbeskinnede, palmekransede ø, Ceylon, og mange andre dele af verden.”
Der var altså en form for “pinsemenighedsliv” i 1900’erne, men først i 1910’erne skulle den første formelt organiserede pinsekirke se dagens lys.

Dramatisk tid

Der var tre store samlingspunkter i disse år:
– nationalismen, som forstærkedes af krigen
– klassekampen, som krigens nød gav ny næring
– den kristne tro, som stadig var en folketro, og som i en stærk KFUM bevægelse havde sit modsvar til socialisternes stadig større kritik af kirke og religion.
Det var også i disse år, at Danmarks første organiserede pinsekirke så dagens lys.
Møderne med fokus på Helligåndens dåb spredte sig efterhånden fra det centrale København til yderområder og senere til hele landet. I Lyngby blev der således holdt møder på Hotel Rustenborg. Det var primært folk fra Lyngby Baptistkirke, som var deltagere i disse møder, men efter kort tid fik de berøring med folk fra Indre Mission i Brede.
Lederen, Carl Rasmussen, blev grebet af den ny bevægelse og åbnede op for fornyelsesmøder i Indre Missions lokaler. Her inviterede han blandt andre de baptistiske forkyndere, som også medvirkede ved Hotel Rustenborg. Møderne vakte stor opmærksomhed, fordi de var præget af samme manifestationer, som ved pastor Barratts møder, og folk kom fra relativ lang afstand for at deltage.
I 1911 blev Carl Rasmussen indkaldt til møde med Indre Missions ledelse i København, hvor det blev ham forbudt at benytte sig af baptistiske forkyndere i missionshuset. Det afholdt dog ikke Carl og de øvrige fra at fortsætte møderne, blot skete det herefter i hjemmene.
En af dem, som deltog ved disse samlinger, var Aage Rasmussen, som senere blev den længst fungerende forstander for Eben-Ezer. Han beskriver møderne på denne måde:
”Carl Rasmussen blev grebet af vækkelsen og fik åndsdøbte prædikanter til at tale ved møderne. Gud var med dem, og ilden faldt – ja, man må sige, at der blev liv og røre. Gud greb ind.” (…)
Flere og flere af disse mennesker blev overbevist om, at de skulle lade sig døbe på egen tro og bekendelse, hvilket betød, at de måtte skille sig ud fra Indre Mission. Derfor blev det besluttet at danne egen menighed med Carl Rasmussen som forstander. Sammen med ham blev syv mænd indsat som ældstebrødre i den nye menighed.
Dette var den første egentlige menighedsdannelse i den bevægelse, som nu havde været i gang i fire år.

”Tungetale forbudt”

I baptistkirken i Lyngby besluttede ledelsen, at den ikke ville bakke op om fornyelsesbevægelsen, selv om mange af kirkens medlemmer var dybt berørte og engagerede. I kirkesalen blev der således ophængt et skilt med ordlyden: ”Tungetale forbudt”.
Det betød, at en del fra Baptistkirken sluttede sig til flokken fra Indre Mission.
Pinsekirkens begyndelse har altså tre hovedstrenge med sig fra sin tidlige begyndelse:
– den stærke helliggørelses tro fra Indre Mission
– det baptistiske syn på nødvendigheden af, at det enkelte menneske må møde Jesus og bekende det offentligt ved dåb
– og pinsebevægelsens tro på dåben i den Hellige Ånd og en livsstil, der er præget af kald, tro og Guds kraft.

Eben-Ezer

Menigheden i Brede købte en grund på Caroline Amalievej 53, hvor de byggede en kirke, som de kaldte for Eben-Ezer, et bibelsk navn fra det gamle testamente (GT), som betyder: ”Hidtil har Herren hjulpet.”
Lokalet blev indviet i oktober 1912, et år efter stiftelsen af menigheden, og ved indvielsesgudstjenesten udsendtes seks missionærer samt tre børn til Kina. (…)
Niels Peter Rasmussen døde på missionsmarken i 1945, og på det tidspunkt efterlod han en menighed på 1200 medlemmer.
Menigheden i Brede voksede hurtigt. Mange kom til tro, og der var ofte dåbsgudstjenester i menigheden, hvor op til 15 blev døbt ved samme anledning.
Ligesom ved de store møder i København blev man opsøgt af uromagere. (…)
Fra perioden 1915-18 ved vi, at der havde udviklet sig et livligt menighedsliv med mange aktiviteter for både børn, unge og voksne. Der var ca. 70 medlemmer på dette tidspunkt, og menigheden kunne melde om et rigt sang- og musikliv med både mandolinorkester, strengekor og mange solister.
Menigheden nåede at have fire forstandere i løbet af sine første otte leveår, men i 1918 blev Hans Rasmussen forstander og med ham fulgte den første stabile periode rent ledelsesmæssigt.
Han blev afløst af Aage Rasmussen, som uden tvivl er den største lederprofil i Eben-Ezers historie. Han tiltrådte i 1929 og var menighedens forstander i 27 år. Han efterlod sig en menighed, som nu befandt sig på sit historiske højdepunkt med ca. 120 medlemmer og et stort arbejde blandt alle aldersgrupper. (…)
I Brede i Lyngby står der en relativt lille kirkebygning, nu indrettet som villa, som engang husede en menighed, der på sit højeste udgjorde omkring 120 medlemmer. Det er en historie, som var præget af Guds storhed, fantastiske beretninger om mennesker, som vovede alt og også om vanskeligheder, uro og uenigheder. Ud af denne lille flok ganske almindelige mennesker igangsattes missionsarbejde i Kina, Afrika og Argentina. Hvor mange tusinder, der er blevet berørt af dette arbejde, kan vi kun gætte på, men det er utvivlsomt, at disse få menneskers både konstante og kontante satsning på mission har haft en enorm betydning.

Langsomt i Danmark

Frem til 1919 var Eben-Ezer den eneste organiserede pinsekirke i København. I modsætning til Sverige og Norge tog det lang tid for bevægelsen at etablere sig – dette til trods for den store åbenhed, der rent faktisk var i Danmark.
I en kommentar til perioden 1907-1918 skriver Villy Hagstrøm: ”Vækkelsen fik ikke stor udbredelse. En af årsagerne er, at der var personer, som bekendte sig til vækkelsen, som drog skam og vanære over den gennem umoralske handlinger. Dertil kom at man ikke havde lært at organisere menigheder, sådan som det skete i de andre skandinaviske lande.”
Andre kommentatorer vil nok i lige så høj grad påpege, at vi i Danmark manglede markante lederskikkelser i samme format som Thomas Ball Barratt og Lewi Petrus. Disse to, som ledte pinsevækkelsen i henholdsvis Norge og Sverige, var velbegavede og et hoved højere end de fleste både teologisk, organisatorisk, visionært og endog musisk. Der udklækkedes dog ledere i Danmark, og i 1919 skete der noget i havnebyen Korsør, som skulle få stor betydning for Pinsevækkelsens udvikling i 1920’erne og ikke mindst for dannelsen af ”Elim” i København.

(Forfatteren hentyder til, at forretningsmanden Andreas Endersen i Korsør blev omvendt og blev en brændende forkynder, der også bad til helbredelse for syge. Han fik i et drøm et kald til at flytte til København og blev forstander i 34 år for den nye menighed Elim, der senere blev en del af den nuværende pinsekirke i kulturcentret, red.)

Jubilæumsbogen ”Liv – en frikirke gennem 100 år” er på 104 sider og udgivet af forlaget Alstrup.

Læs også