Tanja Jespersen: – Jeg tror på kærligheden
Penge er ikke alt men det er derimod Guds kærlighed! Sådan lyder meldingen fra 20-årige Tanja Jespersen fra Lyngby, der giver et års arbejdskraft til KFS.Mens vennerne rejser jorden rundt, tager dykkercertifikater og tager på Interrail, har 20-årige Tanja Jespersen helt andre planer.Hun har nemlig sagt ja tak til et job som volontør hos Kristeligt Forbund for Studerende en organisation, der arbejder for at brede kristendommen på landets studiesteder.
– Jeg tror på, at kristendommen er sand, at Gud elsker alle, og han har noget godt, som han vil give mennesker. Det vil jeg gerne være en del af være med til at give noget til folk, som jeg tror, de har brug for, fortæller Tanja.
Ægtheden i udmeldingen er ikke til at tage fejl af. Bag de enkle briller, de glade øjne og den smilende mund er der en klar overbevisning om, at alle mennesker har brug for at høre om kristendommen. En overbevisning, der er så stor, at det ikke var nok med et år på KFS højskole, hvor Tanja efter endt studentereksamen var elev og derigennem med til at besøge studiesteder for at fortælle om Gud. Nej, Tanja er slet ikke træt af at fortælle om kristendommen. Derfor er det også helt fint, at det næste år fortsætter i samme spor: Som volontør (en ungdomsmedarbejder på lav løn) er Tanjas primære opgave at støtte og vejlede unge kristne og selv være med til at fortælle studerende om Gud.
– Jeg synes, jeg har et fantastisk meningsfyldt arbejde. Og samtidigt er det sjovt at snakke med mennesker og møde forskellige livs- og verdenssyn. Det udfordrer mine egne tanker, og forhåbentligt kan jeg også give de mennesker, jeg snakker med, noget at tænke over, siger Tanja.
At kristendommen er værd at tro på, blev Tanja selv overbevist om i gymnasietiden. Som opvokset i en troende familie med både kirkegang og kristen børneklub er troen så at sige noget, Tanja har fået ind med modermælken. I gymnasiet begyndte hun dog selv at stille spørgsmål til troen og fandt ud af, der var hold i svarene.
– Jeg gik i en naturvidenskabelig klasse, men jeg blev ikke overbevist om, at kemien og fysikken havde alle svarene. Der måtte være en gud. Og jeg tror på den kristne gud, fordi kristendommen er den eneste religion, hvor Gud giver noget til os hvor vi ikke skal gøre os fortjente til fællesskab med Gud men Gud giver tilgivelsen gratis. I alle andre religioner skal man selv kæmpe sig op for at komme på niveau med Gud, forklarer Tanja.
Stille og roligt taler hun, med overbevisning i stemmen og med plads til smil. Forude venter et lille år med skolebesøg og masser af samtaler med unge om livets store spørgsmål. Og dem glæder hun sig til at tage fat på!
– Jeg tror faktisk på kærligheden. At der er en dybere mening i det her liv, og at det ikke bare handler om at få karriere eller få skabt sig værdi. Selvom man oplever en masse lort i sit liv, er der en Gud, der elsker os, afslutter Tanja.