Cement er det nye gaffatape

Mange siger, at har man gaffatape, så kan det meste klares. I Honduras må det være cement.Da vi en dag kom hjem fra arbejde, var to unge gutter i gang. Vores toilet var i stykker. Der var en revne i kummen, og der kom vand på gulvet, men med en klat cement så var det klaret! – Og nej, det er ikke kønt med en klat cement i en hvid toiletkumme.
Honduras byder på mange udfordringer – en anden kultur, andre systemer og mennesker med en anden tankegang. Mange problemer bliver løst på ukendte måder, og ofte tænker man, at det ikke var den bedste løsning, eller at det kunne gøres mere effektivt, og det er da også muligt. Vi er vant til at tænke i bestemte mønstre og bliver ofte utrygge eller provokeret af det ukendte og det at skulle tænke nyt. Men i mødet med en ny kultur må jeg bryde mine egne forestillinger om, hvordan ting skal løses, for jeg kan ikke gøre det på min måde og er nødt til at tænke alternativt. Måske en klat cement kunne hjælpe.

I Danmark møder jeg også udfordringer, men hvor tit er jeg virkelig blevet nødt til at bryde rammen, tænke anderledes og give mere af mig selv for at kunne løse en opgave? Det at give noget af sig selv er i virkeligheden den største udfordring, vi som mennesker kan få. At møde mennesker, der kræver noget af dig, er hårdt, men samtidig en helt fantastisk og unik mulighed for at udvide sin egen forståelsesramme, kunne præge et andet menneske eller bare give en hånd med, der kan gøre, at dagen bliver reddet.

Tanken strejfer mig – hvad hvis vi i Danmark blev udfordret på den måde? Hvis vi skulle give mere af os selv, komme hinanden ved og generelt bryde rammerne? Tanken er egentlig ikke så farlig, for uanset hvilken udfordring jeg møder, så er jeg ikke alene. Jeg bliver fulgt på vejen gennem udfordringen, og Gud har ikke tænkt sig at slippe mig. Han vil vise mig vejen. Jeg har altid en rejsemakker, der er klar til at gribe mig!
Af Anne Morre Madsen
Udsendt som volontør af Impact