Forsoning mulig – mellem mennesker i Mellemøsten

Den nye bog ”Forsoning i Kløfternes Land” fortæller, hvordan en fælles tro forener jøder og palæstinensere.
Palæstinenserne kræver en stat, og jøderne vil have lov til at leve i deres historiske hjemland. På begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt er argumenterne bygget op over mange år. Konflikten synes uløselig – og dog.
Af Svend Løbner
Journalist og leder af Kirkeligt Medieakademi.

Fra vensre: Jørgen Hedager Nielsen, Evan Thomas, Salim Munayer

Fra en helt tredje kant begynder et håb om forsoning at tone frem. Kristne palæstinensere og såkaldt ”messianske” jøder lever i fred og fordragelighed. Godt nok i det små og indtil videre kun på græsrodsplan. Men alligevel. Det handler om mennesker, der skal leve sammen i hverdagen. Som har fundet fodslag i en fælles tro på Jesus som Messias.
Det dokumenterer en ny bog, som udkom på Forlagsgruppen Lohse den 8. oktober. Forsoning i Kløfternes Land er skrevet af journalist og forfatter Jørgen Hedager Nielsen.

I bogen møder vi 18 jøder og palæstinensere, bl.a. jøden Evan Thomas og palæstinenseren Salim Munayer, der burde være hinandens indædte modstandere. Men det er de ikke, tværtimod. De arbejder sammen for fred og forsoning i organisationen Musalaha.
– Når vi arbejder med forsoning, må vi ikke alene forholde os til trosspørgsmål. Vi må også tage politiske, sociologiske og psykologiske spørgsmål op. Vi må svare på, hvad venskab må koste. Hvor højt vurderer vi fællesskab? spørger Evan Thomas.
– Både blandt troende palæstinensere og messianske jøder er der et flertal, som mener, det er forkert at søge forsoning med de andre, forklarer Salim Munayer.
Og det bevirker, at både Evan og Salim betragtes som forrædere af deres egne.
– Det er ikke let at stå for forsoning i en situation, hvor tingene tilspidses. Der er en mængde stærke følelser, en masse had og forvirring. Og udviklingen går i en retning, hvor det ikke bliver lettere. Prisen bliver højere og højere, forklarer Salim.
Men forsoningen er prisen værd. Og troen kan de to ikke slippe.

Evan Thomas voksede op i et verdsligt jødisk hjem i New Zealand.
“I 1978 mødte jeg gennem bogen Skjulestedet den jødiske Ten Boom-families vidnesbyrd om Jesus,” forklarer han. “Især gennem søstrene Corrie og Elisabeth Ten Boom og deres lidelse under nazisterne, fik jeg en personlig erfaring af Messias. Ikke alene accepterede jeg ham som sandheden, men jeg bød ham velkommen i mit liv.”
Evan Thomas var sikker på, at han var den eneste jøde i verden, som havde gjort det.
”I det øjeblik jeg mødte Jesus – eller Messias, som jeg senere har lært at kalde ham – blev jeg yderst opmærksom på min jødiskhed. Omkring fire måneder senere, da min kone og jeg blev døbt i en kristen kirke i New Zealand, havde vi en form for vision, som viste os, at vi skulle rejse til Israel,” forklarer han.
I dag er Evan Thomas præst i en stor messiansk menighed i Netanya i Israel, som nu tæller flere hundrede medlemmer.

I 1988 læste Maala og Evan på et messiansk studiested i Tel Aviv. Der mødte de araberen Salim Munayer, som gik i samme klasse. Salim og Evan blev venner.
”Vi fandt ud af, at vi på mange måder var på bølgelængde til trods for den store forskel i vores kulturelle baggrund. Vores personligheder spillede godt sammen. Salim så nødvendigheden af et forsoningsarbejde mellem palæstinensere og israelere – jøder og arabere her i landet. Han spurgte, om jeg ville gå ind i et sådant arbejde sammen med ham.”
Det nye forsoningsarbejde fik navnet Musalaha og har årligt kontakt med tusinde israelere og palæstinensere, der mødes for at lære hinanden at kende. Salim er generalsekretær og Evan er formand for bestyrelsen i Musalaha.

Salim blev født i byen Lydda, som siden har fået Tel Aviv Lufthavn som nabo. Hans familie er arabere med israelsk statsborgerskab. Slægten er kristen, og den har været meget velhavende.
I 1948 blev Lydda erobret af den israelske hær.
”Min far og hans brødre og søstre og min mor og hendes familie, i alt 200 kristne, søgte asyl i byens kirke, som min oldefar byggede. De blev flygtninge i deres egen by. Alle andre – mere end 700 – blev jaget ud. Jeg blev født ind i den virkelighed,” fortæller Salim.
”Jeg voksede op i en by, som blev jødisk. Jeg var en arabisk dreng, men gik i jødisk skole. På det jødiske gymnasium begyndte jeg at stille spørgsmål om min identitet. Vi lærte, at staten Israel var dannet, fordi de kristne europæere havde forfulgt jøderne, så de måtte have et sikkert hjemland. Som kristen var jeg ikke særlig glad for den forklaring.”

Salim begyndte også at stille spørgsmål om Jesus.
”At nævne Jesus i en jødisk sammenhæng i 70’erne var som et jordskælv i klassen. Der var råben og diskussioner. Jeg gik hjem uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Men så var der bibelstudie i min onkels hus. Jeg gik med og opdagede, at det var arabiske og jødiske unge, der kom sammen for at studere Bibelen. I den sammenhæng blev jeg troende.
Jeg kender begge kulturer. Begge sprog. Jeg har levet i begge samfund. Med den baggrund var det oplagt, at jeg skulle arbejde for forsoning. Gud havde forberedt mig til det,” siger Salim.

Det særlige ved Musalaha er, at de anser religion for at have en vigtig rolle i konflikten. Gennem mere end tyve år har de samlet værdifulde erfaringer, som er blevet til flere bogudgivelser. Salim og Evan fortæller, at den fælles tro på Jesus Messias er grundlaget, men på det grundlag må man have mod til at åbne sig for hinanden og lade sig udfordre af den anden part.
Det handler de 18 livshistorier om, som er samlet i bogen ”Forsoning i kløfternes land”.
Hverken Salim Munayer, Evan Thomas eller nogen af de andre interviewede mener, at Musalahas arbejde med forsoning vil skabe national fred, men de vidner hver især om, at det er muligt for den enkelte at blive forsonet med ”dem på den anden side”.

Jørgen Hedager Nielsen: Forsoning i kløfternes land
Fokal/Lohse
234 sider
249,95 kr.