Gråzonen – Kan du skelne mellen sandt og falskt?

I en tid med stadig større åndelig bevidsthed og tale om Gud har vi brug for at kunne gennemskue, hvornår noget er kristent, og hvornår det ikke er. Gråzonen bliver stadig større. Kan du skelne?For nogle år siden slog det mig som noget positivt, at jeg tilsyneladende overalt stødte på temaet tro, hvad enten det drejede sig om talkshows, bøger og tidsskrifter, politik eller sågar helsebutikker.
Af Ruth van Reken
Forfatter og foredragsholder

”Sikke en forfriskende forandring efter ’Gud-er-død’-filosofien i 60’erne”, tænkte jeg. I min naivitet troede jeg, at denne trend ville lede mange mennesker ind i et bibelsk funderet forhold til Gud. Temmelig ukritisk accepterede jeg alt, hvad jeg hørte og læste.
Omtrent samtidig komplimenterede lederen på min arbejdsplads mig for ”min dybe tro”. Jeg takkede og glædede mig i mit stille sind gevaldigt over, at det, at jeg var kristen, tilsyneladende kunne fornemmes af andre. Der blev dog lagt en grundig dæmper på min glæde, da jeg læste en bog, hun gav mig i samme anledning. Den havde titlen ”Et kursus i undere”, og selvom den indeholdt kristne udtryk som ”forsoning” og ”helliggørelse”, lå essensen deri milevidt fra den kristne tro. Jeg var forvirret. Talte vi overhovedet samme sprog? Hvad havde min foresatte ment med ”tro”? I gråzonen dukker bekendte begreber op. Men de betyder noget fuldstændigt andet.
Efter denne episode begyndte jeg at lytte nøjere efter, når der blev diskuteret tro. Og jeg har efterfølgende lært, hvordan jeg kan skelne, om det, jeg hører eller læser, virkelig er kristent. Her er nogle grundregler, som jeg finder hjælpsomme:

Mange udsagn, som i dag går for at være ”sande”, er ikke blot løgn, men logisk umulige. Jeg gjorde den opdagelse, da min datters klasse planlagde en udflugt til et meditationscenter, som var kendt for spådomskunst og clairvoyance. Jeg protesterede, men læreren retfærdiggjorde udflugten ved at påstå, at…”centret lærer alment om tro og spiritualitet, ikke religion. Der bliver ikke foregivet noget bestemt trossystem.”
Det er simpelthen ikke sandt. Den grundlæggende (om end fejlagtige) måde at tro på i gråzonen består i, at ethvert menneske har ret til sin egen ”sandhed” – og at der ikke findes sådan noget som en objektiv, absolut sandhed. Denne måde at se tingene på gør i sidste instans ethvert menneske ansvarligt for selv at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt, sandhed eller løgn.
En anden populær forestilling er, at alle religioner og enhver form for tro i sidste ende fører til Gud: ”Hovedsagen er, at du tror på noget, og at det gør dig lykkelig!” Men denne tro fornægter Jesu Kristi udsagn om, at han alene er vejen, sandheden og livet: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Johannes 14,6). Punktum.

Vores menneskelige forstand alene rækker ikke til at skelne mellem sandhed og vildfarelse. Ligesom en bankassistent efter årelang omgang med penge præcist ved, hvordan penge føles og derfor kan genkende falske penge, er vores bedste beskyttelse mod vildledning at læse og kende Guds åbenbarede sandhed, Bibelen.
Det forekom mig vigtigere end nogensinde, da jeg pludselig overalt fik øje på stadig flere engle: i supermarkedet, hos boghandleren, i fjernsynet. Først så jeg det som endnu et tegn på, at folk tillagde det åndelige (det vil sige for mig: Bibelen) en større interesse. Bibelen lærer jo sådan set, at engle er ”tjenende ånder” (Hebr. 1,14) – sendt ud af Gud for at hjælpe os på forskellig måde. Men da jeg begyndte at sammenligne de engle, der blev vist i medierne, med dem i de bibelske beretninger, kunne jeg hurtigt se store forskelle.
I vores moderne kultur fremstilles en engel ofte som et kært familiemedlem, som er død og derpå har fået vinger. De forældre eller børn, som bliver tilbage på jorden, søger hjælp og trøst fra deres slægtninge, som nu er blevet til engle. Hvor er problemet?
Bibelen gør det meget klart, at engle ikke er ”nyindpakkede” menneskesjæle, men åndelige væsener, skabt af Gud til at opfylde hans hensigter. Ved at fremstille dem som genfødte mennesker bortviskes dødens realitet som en konsekvens af synden. Der er ingen grund til at frygte dom og helvede, hvis vi alle bliver til søde engle efter døden.
Sandheden er: Vi skal alle engang stå foran Kristi domstol – han, som blev ofret for syndere og lover frelse til dem, som venter på ham (Hebr. 9,27-28). Jesus er den eneste forsoner mellem Gud og menneske, ikke en engel.

En dag hørte jeg i fjernsynet de vidunderlige toner fra ”Amazing Grace”. Jeg løb hen til apparatet for at se, hvem der sang denne sang så gribende. Det måtte helt sikkert være en kristen. Da sangen var til ende, roste studieværten solisten, en berømt sangerinde, for hendes præstation. Hun takkede og forklarede, hvor meget sangen betød for hende.
”Vil du hermed sige, at religion nu er en del af dit liv?” spurgte studieværten. Jeg ventede spændt på at høre den vidunderlige fortælling om hendes omvendelse til Jesus Kristus. Men i stedet svarede hun: ”Nej, selvfølgelig ikke. Religion er for den, der er bange for helvede. Spiritualitet er for den, der har været der og er vendt tilbage.”
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører! Selvom hun havde sunget hele beretningen om Kristi forløsningsværk, syntes det overhovedet ikke at falde hende ind, at hun havde brug for en forløser til at udfri hende fra synd. ”At blive forløst” betød for hende, at hun var reddet fra fortabthed over ”ikke at vide, hvem jeg er”. ”At blive født på ny” betød at komme i kontakt med sit ”inderste jeg”.
Gammelkendte formuleringer fik en fuldstændig anden betydning! Definitionen af ”frelse” og ”født på ny” kan nemlig ligge milevidt fra den bibelske.

I Bibelen læser vi, at vores åndelige natur er død i vore synder, indtil vi på ny fødes i Guds ånd ved tro på Jesus Kristus (Johannes 3, Efeserbrevet 2,1-9). Enhver diskussion om, hvad det vil sige at være troende eller ”åndelig”, skal føres i dette lys: Tror jeg, at jeg er en synder? Har jeg brug for en frelser? At blive kristen betyder at tage imod en person, Jesus Kristus – ikke en sag, en personlig sammensat tro.

En dag mødtes jeg med en tidligere klassekammerat. Jeg blev overrasket, da han fortalte om sin åndelige søgen. Han havde blandt andet besøgt guruer i Indien. Da vi sad og snakkede om vores syn på Gud, blev jeg stadig mere frustreret og forvirret. Ligegyldigt hvad jeg sagde, forekom han mig at være enig med mig. Og dog vidste jeg, at vi, hvad angik tro, lå milevidt fra hinanden. Hvorfor kunne jeg ikke sætte fingeren på den forskel?
Da jeg vågnede næste morgen, blev jeg klar over, hvad der havde været fejlen dagen før: Selvom min ven og jeg havde talt udførligt om Gud, havde jeg aldrig stillet ham det enkle spørgsmål: Hvem er Jesus Kristus? Det er relativt nemt rent alment at have samme mening om Gud. ”Du ser sådan på din Gud, og jeg ser en smule anderledes på min.” Men hvis vi taler om Jesus, må vi først komme til en indbyrdes forståelse af, hvad Jesus sagde om sig selv – også hans fordring på at være Gud. Svaret på, hvem Jesus er, markerer i sidste ende skillelinien mellem det, som er kristent, og det, som ikke er. På hvem der er kristen, og hvem der ikke er.
I Johannes 1,4 formanes vi til at afprøve, ”om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.” Apostlen Johannes siger også, at den, som benægter, at Jesus er den af Gud udsendte frelser, Kristus, er en løgner (1. Johs. 2,22).
Mange religioner og andre former for tro accepterer Jesus som historisk figur, men afviser ham som Kristus, Frelseren, som den, der blev sendt af Gud ”som sonoffer for vore synder” (1. Johs., 4,10). Faktum er, at når nogen har høje moralske værdier, men ikke tager imod Jesus som Guds enbårne søn, som Frelser og opstanden Herre, så er hans åndelighed ikke kristen og formår ikke at frelse.

Der er dage, hvor jeg føler mig ilde til mode, når jeg tænker på, hvor ”indskrænket” jeg kan virke på andre, fordi jeg tror på de krav, Kristus stiller. Men apostlen Paulus’ ord er sande: ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1. Korinther 1,18).
Jeg er samtidig optimist. Når vi kender sandheden om Guds Ord, behøver vi ikke frygte forvirringen i gråzonen. Gud har lovet, at selv dødens magt ikke kan besejre hans menighed (Matt. 16,18). Mens mørket tager til, når det gælder falsk åndelighed, skinner hans sandheds lys klarere og klarere – og viser vejen for dem, som stadig søger ham.