– Jeg drømmer om at personalisme bliver kendt
Filip Hove Kristensen er formand for det idépolitiske
Curanetværk, som netop har lanceret personalisme.dk.- Det har en utrolig stor betydning for mit selvbillede og min forståelse af verden.

Sådan fortæller Filip Hove Kristensen, formand for det idépolitiske netværk Cura, om personalismen.
Personalismen har ifølge Filip eksisteret som en grund-antagelse helt siden antikken og er siden blevet præget af blandt andet kristendom og humanisme.
– Hvor politik meget handler om de konkrete beslutninger i samfundet, og ideologierne er næste lag, så ligger der på de dybere lag nogle grundlæggende antagelser omkring, hvad et menneske er, forklarer Filip.
Personalisme er i modsætning til liberalisme og individualisme også optaget af fællesskabets betydning for den enkelte. I modsætning til kommunisme og socialisme lægger personalisme dog stadig stor vægt på det enkelte menneskes betydning.
– Personalisme er et vigtigt redskab til at kommunikere og forstå forholdet mellem religion og politik, forklarer Filip, som selv er kristen.
– Hvis vi siger et kristent menneskesyn, så står vi lige midt i en teologisk diskussion, som hindrer os i at snakke politik, forklarer han.
Selvom personalisme har præget både Martin Luther Kings tænkning og Desmond Tutus handlinger, er det meget ukendt i danske sammenhænge. Det ønskede det idépolitiske netværk Cura at være med til at ændre på med sin oprettelse af hjemmesiden.
– Det er vigtigt hvilket spejl, man ser samfundet i. Hvis vi fortsætter med at spejle samfundet kun i individualisme, så ser vi kun de svar, vi har set indtil videre. Hvis vi derimod ser igennem personalismens spejl, bliver vi mindet om relationer som noget af det vigtigste i samfundet, pointerer Filip, der dog selv er ugift.