Julemanden bor i Holme-Olstrup
Selvom det ikke lykkes Fiffig Jørgensen at få julemanden til Holme-Olstrup i julekalenderen, har de alligevel fået en. Oluf Christensen må have gjort Fiffig Jørgensen meget glad. Nu kom der endelig en julemand til Holme-Olstrup.
Men Oluf er nu også selv ret glad for det. Det er hans første år som julemand, men han havde drømt om det længe.
– Jeg har faktisk tænkt på det i flere år. Normalt er jeg foredragsholder om unges problemer, men i november og december er sæsonen virkelig død. Og jeg kan jo lide at optræde. Så i år tænkte jeg – nu gør jeg det, fortæller han.
Han har allerede været ude to steder, og på en skole i Hillerød fik han en helt særlig oplevelse.
– Jeg lavede konkurrencer og den slags inde i klassen, og så bagefter kunne de komme hen og hilse på mig. Så kunne jeg se det i nogle af tredjeklassernes øjne, at nu havde de mødt julemanden, fortæller han med et smil.
– Og så følte jeg mig lige pludselig som julemanden.
For Oluf er det vigtigt, at han er julemanden og ikke bare en nisse.
– Jeg er kristen, og jeg ved, at hvis man undersøger den danske nisses historie, så bygger det på noget med et genfærd, forklarer han og understreger, at han også tager det afslappet med nisser. Alligevel synes han det er vigtigt, at han er julemanden i stedet for.
– Julemanden er jo oprindelig Sankt Niklaus, som er en helgen, der var kendt for at gøre godt mod fattige børn. Selvom jeg ikke evangeliserer, når jeg er julemanden, er det jo bestemt heller ikke noget ukristeligt, jeg kommunikerer, understreger Oluf.
Han er allerede klar på næste år, og der skal købes endnu mere udstyr, for at han kan være en rigtig kvalitetsjulemand.