Psykologisk krisførelse mellem Vesten og Iran
Sløret er ved at blive løftet for den hemmelige, psykologiske krigsførelse mellem Vesten og Iran.Denne hemmelige krig, der har varet i flere år, men først nu er kommet op til overfladen,
finder sted på en række områder. Det er som en James Bond-historie, blot langt mere seriøs. Kampen er rettet mod Irans atomprojekt.
Offentligheden er nu ved at få et indblik i denne dramatiske udvikling, efter at israelske medier er begyndt at bringe afsløringer.
Amerikanske, britiskeog israelske efterretningsorganisationer menes at stå bag nogle af aktionerne. Men dette er blot spekulationer.
Kendsgerningerne er imidlertid, at pressen i juni 2010 omtalte, at en virus – en dødelig orm kendt under navnet “Stuxnet” – havde inficeret computer-systemet i uran-berigelsescentrifugerne i Natanz i Iran..
For to uger siden var der en stor eksplosion i Den revolutionære Gardes militærbase i Bidganeh beliggende 45 km vest for Teheran, et opbevaringssted for missiler. 17 officerer og soldater fra Garden blev dræbt ved denne aktion.
En amerikansk blogger ved navn Richard Silverstein mener, at aktionen blev iværksat af det israelske Mossad efterretningsvæsen i samarbejde med den militante iranske oppositionsgruppe Mojahein-e-Khalq (MEK). Silverstein citerer en israelsk sagkyndig for dette forlydende.
Ifølge Silverstein er det “kendt i vide kredse, at israelere bruger MEK til spionage, snigmord af atom-videnskabsmænd og bombning af sensitive militæranlæg”.
Blandt de dræbte var chefen for Irans missiludviklings-projekt, general Hassan Tehrani Moqaddam.
I den forløbne uge var der en stor eksplosion i Isfahan, Irans 3. største by, hvor der er et uran-omdannelsesanlæg. Der er endnu ikke oplyst noget om skaden ved denne sprængning.
I den store israelske morgenavis, “Ha’aretz”, skriver journalist Yossi Melman, at der er flovhed og vrede i Iran over disse aktioner, som har omfattet attentater mod nogle atom-videnskabsmænd, og at dette har bekymret ayatollah’ens regime.
Ekstern sabotage usandsynlig
En tidligere soldat i Den revolutionære Garde, Hamed Ebahimi, siger til en iransk avis,
at Bigdaneh-militærbasen er et opbevaringssted for “Shihad”-missiler, og at det er højst sandsynligt, at eksplosionen ikke kunne skyldes sabotage udefra paa grund af basens omfattende sikkerhedsforanstaltninger.
Melman skriver, at den slags aktioner der har været i Iran, kræver sofistikation, finansielle og tekniske ressourcer, agenter og præcis efterretning.
– Nogen må have vidst, at general Moqaddam befandt sig på basen, da eksplosionen fandt sted, skriver Melman.
Det er den almene opfattelse, at udenlandske efterretningstjenester er initiativtagere til og udfører disse hemmelige operationer.
Fingeren peges mod USA’s CIA, Englands M16 og Israels Mossad.
USA
En fremtrædende amerikansk embedsmand, Gary Samore, der er præsident Barack Obamas koordinator for våbenkontrol og masseødelæggelsesvåben, udbredelse og terrorisme, udtalte i maj 2011:
– Det glæder mig, at de har besvær med deres centrifuge-maskiner – USA og dets allierede gør hvad de kan, for at gøre det mere kompliceret.
Det menes imidlertid, at Teherans tålmodighed er ved at tage slut, hvilket kom til udtryk, da en gruppe rasende iranere stormede den britiske ambassade i Teheran. Det var en advarsel fra et styre, som indser at nogle har erklæret krig mod det, uden at efterlade fingeraftryk.
Som Melman udtrykker det:
– Det er en krig, som ingen har bekendtgjort, og som ingen vil bekræfte eksisterer.